Mindeord af Ulla Strømberg.
Frank Gehry 1929-2025.
Der er meget få kunstnere inden for arkitektur, der har gjort verden sjovere. Men sådan er det med Frank Gehry, der via sine store museumsbyggerier skabte en ny uformel måde at forene kultur og udstillingsvirksomhed på. Man bliver glad for det formmæssige overskud, de store bygninger udstråler.
Jeg har ikke mødt Gehry, men er sikker på, at han var mindre snobbet, mere menneskelig end de fleste såkaldte stjernearkitekter, som i de seneste årtier er blevet dyrket af ikke mindst penge- og kulturverdenen.
Som 18 årig kom frank Gehry fra Canada til Los Angeles og gik på USC for siden at tage et par år på Havard på Østkysten. Så var han udlært, men det er måske først i sine modne år, at han slog sig løs og skabte arkitektoniske former, ingen havde troet muligt inden for museums- og kulturbyggeri. Selvfølgelig var der Sidney-operaen af Utzon og Le Corbusiers lille kirke, men hos Gehry svæver bygningerne i asymmetriske mønstre.

Guggenheim Museum Bilbao i Nordvestspanien blev en løftestang for en søvnig industriby. Ingen talte om byen før 1997. I dag har enhver med respekt for sig selv og kunsten været forbi det spektakulære museum, hvor der foran sidder en kæmpe hund iklædt blomster skabt af Jeff Koons, en del af det samlede varemærke.
I samme periode var Gehry i gang med the Walt Disney Concert Hall, down town Los Angeles- ligeledes med ekstraordinære dimensioner – færdigbygget i 2003.

I 2014 havde det mægtige modefirma i Frankrig, Louis Vuitton, fået tilladelse til at t bygge i Boulogneskoven i udkanten af Paris. Frank Gehry skuffede ikke. Set udefra er det et mageløs byggeri, som indvendigt faktisk er næsten klassisk.
I byen Arles har, for private penge (fra Maja Hoffmann), Frank Gehry i 2021 opført et museumstårn, igen med ikoniske former. LUMA hedder stedet og er ikke museum i den forstand, men snarere et stort laboratorium for nulevende internationale kunstnere. Frank Gehrys amorfe bygning passer kontrapunktisk og dermed perfekt ind i bybilledet, der gerne vil balance 2ooo års kulturarv- fra det romerske amphiteater i Arles til det moderne tårn.

Det er naturligvis bare toppen af den bygningsmasse, som Frank Gehry har beriget verden med, og som jeg har været heldig at stifte bekendtskab med.
I modsætning til mange yngre, fancy arkitekter har der tilsyneladende ikke været problemer med hverken konstruktion eller materialevalg. Jeg har aldrig set hverken bøjede plader eller gulvspande i nærheden af bygningerne.
96 år er en smuk alder at sige farvel i. Frank Gehry har i de sidste mange år boet i Santa Monica i Californien. Måske har klimaet været godt.
….