∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Frk. Marguerite på Teatret ved Sorte Hest.
Med Sarah Boberg i rollen som lærerinden er der et dynamitbundt af charmerende og farlig femme fatale. Lige noget for et regime, som ikke kender til grænser.
Når Sarah Boberg spiller den i dag ikoniske skolefrøken, må man overgive sig og dermed i minutter ad gangen glemme den dystre baggrund, som den kun 21 årige brasilianske forfatter Roberto Athayde skrev stykket på i de tidlige 1970erne.
Brasilien var siden 1964 blevet ledet af militæret, en ren diktaturstat, der forbød politiske partier. Med raffinement tog Athayde elementer fra den absurdistiske stil, som rumæneren Ionesco og ireren Beckett havde praktiseret til perfektion fra begyndelsen af 1950erne. Derfor ses ikke mindst ”Enetime” som en tydelig inspirationskilde.
Men det gør ingenting. For monologen ”Frk. Marguerite” har dét, som skal til, for at være langtidsholdbart og stærkt teater. Med Sarah Bobergs vævre skikkelse i sort i Marianne Nilsson intense, også kulsorte rum med tavler og kridt all over – er der plads til udfoldelserne.
Vi, publikum, er hoben, de uvidende, som bare skal makke ret for at sikre os en plads i samfundet. Underforstået: lytte og indordne os. Men netop fordi en diktaturstat er arnestedet for forfatterens inspiration, er alt oversat til et seksualiseret begær. Godt set af den unge forfatter dengang. Stykket blev naturligvis forbudt i Brasilien, men i 1977 med forfatteren som instruktør, var der Broadway-premiere. Siden har monologen gået sin sejrsgang og appelleret til vidt forskellige skuespillerinder. I Danmark bl.a. Lily Weiding og Anne Marie Helger. De var begge forrygende, og Sarah Boberg mere end kan måle sig med dem.
Det, som brasilianerne var oppe imod dengang, slap de hen ad vejen af med. De 200 millioner borgere og landets økonomi havde brug for andre metoder, og militæret trak sig tilbage.Nu er mange andre kræfter på vej i hele vor verden, som synes i opbrud. Men ingen ved helt i hvilken retning, for forandringerne sker så hurtigt.
Vi ler og småfniser, når Sarah Boberg hele tiden appellerer til de mørke kræfter i vores bevidsthed samtidig med, at hun i foragtelige vendinger, vé den, som ikke makker ret, henviser til sin overordnede – rektoren. Men selv har hun vist mere end lyst til at bryde ud, kaste de snærende bånd, smide tøjet og stå med ”bare kasser”! Et sjovt udtryk i Peter Poulsens gamle oversættelse, der er sprængfuld af finurligheder.
Mod slutningen kommer skelettet frem. Efter de forskelligs discipliner, hvor bl. biologien på bekostning af filologien har haft en vigtigt plads. Ret genialt visuelt, for midt i scenografien ligger kadaveret, lige under katederet. Og da frøkenen begynder at hamre med nogle løse knogler, bliver det faktisk igen uhyggeligt. Tænkt på de mange politiske mord dengang. Tænk på krigen lige nu, tænk, ja man kan ikke lade være.
Teatret ved Sorte Hest er trofast mod sin raffinerede repertoirelinje, som bæres oppe af mange af de samme kunstnere. Det er faktisk glædeligt. Dansk teater er ved at blive segregeret, og så gælder det om at finde derhen hvor man er velkommen og hører til (!). Flere steder går det ikke an, hvis man er født mange år før årtusind skiftet og måske derfor kræver gode tekster og veltalende skuespillere.
Sådan er det ikke hos teaterdirektør og instruktør Maria Vinterberg og co. på Teatret ved Sorte Hest. Med en hang til absurdisterne og efterkommere, en stram æstetik og loyalitet mod en række skuespillere er det lille Vesterbro Teater et sted man kan føle sig hjemme og endnu vigtigere: et unikt sted, der bør værnes om.
Det er også en modigt sted og et sarkastisk sted. På en lille flyer i foyeren er den nye amerikanske præsident citeret for en vigtig holdning og handling. Hvad er hans syn på plasticsugerør? Ved et dekret d.11. februar 2025 gjorde han sugerørene stuerene, og de blev derfor genindførte. Det er tilsyneladende vigtigt for den amerikanske nation, og han citeres for: ”Jeg tror ikke, at plastic vil påvirke en haj, når den gumler sig igennem havet.”
Således bliver et over 50 år gammelt teaterstykke pludselig uhyggeligt aktuelt i en skræmmende verden.
MEDVIRKENDE
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Lysdesign: Sofus Sean Bassett
Skræddersal: Mikael Jensen
Manuskript: Roberto Athayde
Oversættelse: Peter Poulsen
Forlag: Folmer Hansen Teaterförlag AB
Originaltitel: Apareceu a Margarida