∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Frost på Falkonerscenen og på turné.
Flot og veltrimmet Disney-musical i dansk version med et dygtigt islandsk team bag.
Frost (the musical) passer til årstiden med sne på scenen og sandelig også ude på gaden, henne om hjørnet og så langt øjet rækker.

”Frost” leveres i en professionel og veltunet version med et islandsk hold bag instruktion og scenografi, men ellers er mange af de optrædende udannet på Fredericia Musicalakademi, der hermed endnu engang beviser sin berettigelse.
”Frost” er et vaske- og sneægte eksempel på amerikansk kultur til eksportbrug. Et Disney-produkt, der tilsyneladende har været mange år undervejs for at nå den rette balance imellem eventyr og moderne underholdning.

Inspirationen kommer fra H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”, om den kolde og onde snedronning over for de to børn, Kay og Gerda. I “Frost” er historien vendt lidt på hovedet, for nu er det to små søstre, ovenikøbet prinsesser, der allerede i begyndelsen mister deres kongelige forældre. Den store Elsa har trolddomskræfter, mens lille Anna bare er sød og naiv. Dermed er kontrasterne trukket op, når historien går rapt af sted, som et eventyr med konger, store kjoler og selvfølgelig et underjordisk folk, der langt hen ad vejen kan fjerne trolddomsskaderne. Men der skal også kærlighed til, ren kærlighed.

Lillesøster Anna bliver snydt af en beregnende prins, men hendes kærlighed til storesøsteren er så stærk, at alt ender i idyl. Moralen er klar, søsterkærlighed er helbredende, hvilket er et godt tegn i disse kvindetider.
”Frost” har i hvert fald fået millioner af småpiger til at dåne og klæde sig ud i de rigtige Disney-farver, dvs pastel a la gamle Barbie.
I 2013 kom tegnefilmen, i 2018 blev ”Frost” til en Musical på Broadway med mange nye sange. Det blev til over 800 opførelser, siden videre til Westend i London og ud i verden.
Her i Danmark er det et islandsk hold, der har skabt deres helt egen, effektive version.

Visuelt er stemningen midtimellem det frostklare nord ved polarcirklen og noget varmt, midteuropæisk a la Grimms eventyr med masser af mørkt træ. Som garniture nogle meget levende dansere, der kan agere alt fra underjordiske væsener, til elegante hoffolk og sandelig også et badende folk i badedragter, anno 1920.
Denne scene var faktisk sjov, og hen igennem forestillingen er indlagt flere små vittigheder. Det muntre er ført an af en pjanket og kæk Kristine Yde som lillesøsteren, mens en snemand ved navn Olaf bare ikke vil smelte, ganske finurligt spillet og sunget af Diluckshan Jeyaratnam, som tidligere har haft flere hovedroller i Fredericia.

Heroverfor musicalstjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg som en kold, smuk og velsyngende storesøster Elsa, mens Niels Skovgaard Andersen, der er en af de få skuespilleruddannede i ensemblet, spiller svigermoders drøm om en flink fyr, der ovenikøbet har et stort rensdyr ved navn Sven.

Musikken er kendt af alle de unge fans, men kan nok bedst betegnes som flot garneret stemningsskabende underlægningsmusik med nogle få kendte hits: ”Lad det ske” og ”En lille bid af dig” – om at bygge en snemand.

Alt er fordansket, lidt poppet nogle steder, andre gang gumpetungt. Men det er nødvendigt, når den nedre aldersgrænse er sat til tre år, men burde ligge omkring 8 år med forældreløse børn uden berøring med omverdenen. Historien er brutalt, præcis som verden er i dag. Men der skal nok være et stort publikum derude. For det hele glider ned takket være musikken, klaret af fire musikere, mens snefnuggene daler, rensdyret løber rundt på scenen og alt holdes sammen i nostalgi af det pastelfarvede disney-univers.

Bag produktionen står Thomas Langkjær og Lions Musicals.
”Frost – The Musical”.
Musik og sangtekster: Kristen Anderson-Lopez & Robert Lopez.
Manuskript: Jennifer Lee.
Oversættelse: Trine Dansgaard.
Iscenesættelse: Gísli Örn Gardarsson & Thorunn Erna Clausen.
Scenografi: Börkur Jónsson. Kostumer: Rikke von Qualen (inspireret af Chistina Lowerys originaldesign).
Koreografi: Kim Ace Schjerlund.
Kapelmester: Mikkel Gomard.
Medvirkende:
Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Kristine Yde, Christian Lund, Niels Skovgaard Andersen, Mads Panik, Diluckshan Jeyaratnam, Morten Lützhøft, Elise Ruusunen, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Katrine Skovbo, Vibeke Zederkof, Maja Glenber, Christel Nilsen, Rasmus Fruergaard, Jesper Hagelskær Paasch, Christian Collenburg, Morten Adelhardt Kristensen, Lasse Dyg og Simon Glæsel. Børn: Andrea Dalsgaard, Anemone Drægert, Emma Nørgaard Hansen, Fiona Blond, Kamma Gwen Lind og Selma Frost.
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter. (inkl. pause)
Spiller i Falkoner Salen til 22 marts. Derefter: Aarhus og i Odense.
www.lionsmusicals.dk