∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gammelgaard i Herlev med billedkunstneren Marianne Grønnows nyere værker.
Stedet er overraskende, kun få kilometer uden for København. I Herlev ligger Gammelgaard, en gulkalket hovedbygning, der kan dateres tilbage til 1700-tallet.
Herlev Kommune står generøst bag kunsthallen, der har gratis adgang. Dermed bydes alle gæster indenfor, hvor der er smukt indrettet med en diskret rødstribet café og et olivengrønt rum til fordybelse med adskillige kunstbøger på reolerne.
Men vigtigst er det, at Gammelgaard rummer både små og store udstillingsrum i henholdsvis det gamle hovedhus og to ladebygninger, for vi er jo på landet, på Gl. Klausdalsbrovej, på kanten af et stort boligområde.
Marianne Grønnow kan snildt fylde hele Gammelgaard- og sikkert også såfremt der havde været det dobbelte udstillingsareal. For Marianne Grønnow bevæger sig over mange genrer, fra maleri, collage til skulptur og store installationer, kort sagt alle formater. Også materialerne varierer og indpasses efter behov, men vigtigst er budskabet. Det er om ikke politisk i konkret forstand, så præget af eftertænksomhed og følsomhed over for hvad, der sker i tiden og i verden. Derfor kan vi alle på hver vores måde forstå værkerne ud fra egne erfaringer.
Indlysende for alle er ikke mindst en kæmpe vinge eller vifte, smukt udført i tynde udskårne træ/spånplader. Engang var viften hvid og blev i den form udstillet på Kronborg. Nu, i 2026, er den blevet sort, dyster, som rummede den alskens sorger og ulykker. Men sådan er tiden, kunne Marianne Grønnow forklare ved præsentationen af udstillingen. Nogle supplerende tekster uddyber og beskriver en vifte eller en fuglevinges mange egenskaber. Vingen kan bevæge sig – beskytte, men også varsle uro. Og en vifte fra fortiden havde indlagret et helt kodificeret sprog, som datidens overklasse kendte til, en næsten hemmelig kode. Også på grund af størrelsen, 9,5 x 4,5 meter er viften gribende.
På balkonen i samme ladebygning er der to vidt forskellige malerier, som dog alligevel signalerer, at de kommer fra samme kunstnerhånd. Det ene er i kraftige brune nuancer, men næsten psykedelisk i formerne og viser tilbage til et guldalderværk af P.C. Skovgaard – gedigent dansk landskabsmaleri: Parti fra Møns Klint ( 1846), som dog slet ikke anes. Det andet, Walden, synes mere dobbelttydigt, med masser af grønne dråbeformer, men omme bag ved er der ren natur fra et foto, der viser tilbage til en amerikansk forfatter, Henry David Thoreau, som levede ude i naturen.
Her skal der måske endnu mere forklaring til for at forstå kunstnerens drøm om at genskabe en ny, måske sundere verden, engang ude i fremtiden.
Marianne Grønnow har igennem årene spredt sig over flere genrer, og i de senere år også gået ind for en vis form for genbrug, dvs. hun tager gamle værker frem, klipper lærrederne op og via collageteknik vokser en ny og måske stærkere betydning frem.
Værkerne kan også have en personlig reference, som den store stoflige, meget røde stofinstallation i stort format. The House er titlen, og det blodrøde har givet inspiration til den danseperformance, som på udvalgte dage kan opleves i rummet – mellem stofbanerne. Som et bankende hjerte vil to dansere bevæge sig med musikalske lyde af Katrine Ring. Udover de nedhængende stofpaneler i tyl og velour er der også røde kugler. Midt i det hele hænger en kjole, som kunstneren bar ved en performance for flere årtier siden.
Værkerne er samlet set meget forskellige, men fælles for dem et kraftigt abstraktionsniveau, og det indikerer, at man har mulighed for blot at sanse de mange forskellige materialer og udtryk – eller også begynde at verbalisere de mange betydningslag.
Udstillingen varer til og med 15. marts.
Udstillingen og stedet er afgjort et besøg værd – og næsten for alle aldre.
www.gammelgaard.dk adresse: Gl. Klausdalsbrovej 436, 2730 Herlev