Kulturkupeen

Gennembrud – af Eva Pohl. Endnu en bog om kvindelige kunstnere.

∗ ∗ ∗

Gennembrud  – af Eva Pohl. Endnu en bog om kvindelige kunstnere.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Selvfølgelig måtte der komme en bog, der kun omhandler kvindelige, danske billedkunstnere. Men bogen er måske med til at grave unødvendige grøfter. For de allerfleste nyere, kvindelige kunstnere har ikke kun i de seneste år, men i mange år, været en del af den samlede danske kunsthistorie, både på galleri- og museumsudstillinger og så sandelig også som en vigtig del af indholdet i det evige flow af kunsthistoriske kataloger og bøger. 

Der skrives ekstremt meget om billedkunstnere. Der er så mange kunsthistorikere, der gerne vil udtrykke deres uforbeholdne eller indpakkede meninger. Det er forhåbentligt nyttigt for både kunstinteresserede og kunstnerne selv. Men der skrives altså meget om billedkunst og meget mindre om essensen af teaterkunst, musik, m.m. – og her tænker jeg  ikke kun på kønsspecifikke skriverier.

Når kunstkritikeren Eva Pohl i dag, i 2021, på sympatisk vis skriver om de forskellige kvindelige kunstnere og manglen på synlighed, kan det nemt opfattes som et postulat. For selv mindre kendte, kvindelige kunstnere har på det seneste fået deres eksistens gennemlyst på både udstillinger og i kataloger, og senest i en pamflet som Lennart Gottliebs bog ”Identitet”, hvor Bertha Wegmann hudflettes. Hun har tidligere ikke været i rampelyset, men fremover vil ingen kunstinteresseret og kulturorienteret overse hende. Hun står i orkanens øje. Fordi hun er kvinde, skal vi huske hende, men hvor stor en kunstner er hun i realiteten? ( jf. Lennart Gottliebs nye bog ”Identitet”, der faktisk tager udgangspunkt i Bertha Wegmann. Se min anmeldelse: https://www.kulturkupeen.dk/identitet-lennart-gottliebs-kontroversielle-kunsthistoriske-betragtninger-bog/

Der har været mange kvindeudstillinger på det seneste: Pia Arke, Louisiana, Anne Marie Carl-Nielsen, Glyptoteket, Sonja Ferlov Mancoba, Anna Ancher samt ikke mindst den store kvindeudstilling på Statens Museum for Kunst  og på Louisiana med titlen ”Mor” og tidligere med internationale, kvindelige kunstnere.

Sonja Ferlov Mancoba. SMK. Statens Museum for Kunst. (1969. Hommage a Steingrim Laursen.) Pressefoto i forbindelse med udstillingen, men her omtalt i bog og i anmeldelse).

Så kort sagt: danske og udenlandske kvindelige kunstneres værker er udstillet adskillige gange i de seneste år i en forholdsvis feministisk kontekst. Også på Arken, ARoS og Kunsten, ja, hele vejen rundt, har danske som udenlandske kvindelige kunstnere været hovedattraktionen i de seneste år.

Eva Pohl har måske arbejdet på sin bog i en længere periode og er blevet indhentet af tiden. Men der skimtes tilsyneladende ikke en feministisk kampgeist i bogen. Det er helt fint for mig, og bogen er dejligt fri for alle de nymodens floskler som ”insistere” m.m.  Til gengæld er bogen med i alt 80 portrætter egentlig lidt bagvendt redigeret. For ved de færreste portrætter er fremhævet den kamp, som vi fra anden litteratur ved, at de kvindelige kunstnere tidligere skulle kæmpe for overhovedet at få lov at udtrykke sig visuelt. Og Akademiet lukkede først kvinder ind i det 20. århundrede. Indtil da var der kun private kunstskoler at frekventere.

Derfor kan det synes mærkeligt, at Eva Pohl understreger det bemærkelsesværdige i at samle ca. 80 kvindelige kunstnerportrætter fra hele den danske historie. For det betyder bl.a., at både Leonora Christine og Kamma Rahbek er medtaget.  Jeg kan undre mig over, at begge kvinder kommer med og også over den forherligelse af Leonora Christine. Hvis man læser om hendes liv, fødte hun vist en håndfuld børn (15, hvoraf måske 7 blev voksne) men tog sig ikke synderligt af dem. Hun var i sine følelsers vold og fulgte landsforræderen Corfitz Ulfeldt, der op til flere gange forrådte vort land. Kamma Rahbeks æsker er ophøjet til billedkunst, mens Dronning Margrethes brede virkefelt inden for visuel kunst ikke er medtaget. Mærkeligt.

Ellers vil jeg ikke pege på kvindelige kunstnere, jeg synes burde have været med, Det vil være utidigt. Men der mangler mange, og det er altid farligt at have yngre med, her ikke mindst en række installations- og performancekunstnere. Jeg er da ikke sikker på, at de ”holder”!

Anna Ancher. Foto fra den store imponerende Anna Ancher udstilling på SMK. 2020. Værket blev brugt på forsiden af kataloget og er også med i bogen “Gennembrud”.

Det er fint nok, at bogen foreligger, den er måske blot kommet nogle år for sent for at virke overraskende.  Og i øvrigt har det vel ikke været så svært for kvinder at slå igennem på kunstmarkedet de seneste 30-50 år? Eller er det mig, der er dum?

Som en stor, tung kunstbog er fremtrædelsesformen overraskende kedelig og med en irriterende layout. Layout-firmaet har virkelig sjusket. Mange af opslagene er uskønne, papiret er for glat, affotograferingerne ikke formateret, og flere gange kommer et billede med en tidligere omtalte kunstner ind i et nyt portræt.

Bogen er delt ind i nogle mærkelige emner med singulære portrætter. Måske havde en tillempet kronologi været at foretrække. Det hele gør læsningen mindre behagelig for at sige det pænt.

Ellers er der div. indekser, som der skal være, men biografierne bagest er ret sammenfaldende med hovedteksten og derfor nærmest overflødige. Her burde der have været flere eksakte data.

Af kolofonen fremgår det, at der har været mange  medarbejdere på og omkring bogen. Adskillige fonde har bidraget med midler. Mærkeligt at der ikke er rettet op på indlysende fejl som layout og kunstner-cv’er – ikke mindst taget i betragtning af, at det er Strandberg Publishing, der udgiver. For dette forlag er fortiden ekstremt aktivt inden for produktion af kunstbøger og burde derfor vide bedre.

udkommet 12.11.2021.

Eva Pohl: Gennembrud. 2021

www.strandbergpublishing.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.