∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Gensyn med ENETIME – på Bellevue Teatret.

Med ”Enetime” på Bellevue Teatret skrives der ballethistorie samtidigt med, at publikum får en spillevende balletoplevelse.

For Flemming Flindts gamle ballet fra 1963: ”Enetime” er genopstået på Bellevue Teatret med stjerner på scenen og bagved: Alban Lendorf som danselæreren, Astrid Elbo i rollen som pianisten og italienske Elisabeth Vicenti i ternet dansekjole som den muntre, naive og intetanende elev. Tidligere solodanser Vivi Flindt har instrueret og har i øvrigt selv danset i balletten over hele verden, bl.a. sammen med Rudolf Nurejev.

Den nye opsætning har bibeholdt den gamle dekoration med et afdanket øverum skabt af Bernard Daydé med musik på bånd af den franske komponist Georges Delarue. Alt er næsten, som det var uden at blive musealt, og det er mere end godt.

”Enetime” var Flemming Flindts koreografdebut og blev, efter premieren i DR og fra 1964 på Det Kongelige Teater, anerkendt og elsket. Allerede omkring 1980 rundede balletten 200 opførelser på Kongens Nytorv – for ikke at nævne de internationale opsætninger, som kom i kølvandet på urpremieren i TV.

Men det er mange år siden,  balletten har været opført på Det Kongelige Teater. Derfor fortjener Bellevue Teatret stor tak for initiativet og for at føre Alexander Kølpins gamle sommerballettradition videre i Klampenborg.

At det også er lykkedes at hente to dansere fra Det Kongelige Teaters allerøverste, danske hylde med Alban Lendorf og Astrid Elbo til Klampenborg er flot – og oveni et gensyn med Vivi Flindt, der var en markant danser på Kongens Nytorv, indtil hun sammen med sin mand, Flemming Flindt, drog til udlandet.

Ved det nye møde med ”Enetime” dukker mange minder op – jeg set balletten 10-15 gange med alle de store stjerner som læreren, fra Flemming Flindt til Rudolf Nurejev og senest til sommerballet med Thomas Lund.  Med Alban Lendorf indfries alle forventninger. Min første oplevelse var vel med TV, siden fra galleriet – og, da der kom ungdomsrabat, fra parterret, og …

”Enetime” har, næsten uanset hvem, der har danset, formået at nå publikum. Med Alban Lendorf som balletmesteren er det ikke mindst fascinerende at følge hans disciplin med virtuose spring og stramme bevægelser i fødder som hænder. Det centrale, som Lendorf også behersker og her perfektionerer, er den psykologiske udvikling hos læreren.  Først er han krumbøjet og sky, siden begynder han at genfinde lidt normalitet i pedanteriet, mens tåspidsdansen siden fremkalder det mest uhyggelige i ham og lader sadisten titte frem.  Da denne tilstand nås, kommer der et smil på læben. For nu er den unge elev blevet drevet ud i tovene, og der er ingen vej tilbage. Læreren kan få den optimale nydelse ved at dræbe.

 

Heldigt for læreren er hjælperen lige ved hånden, pianistinden i Astrid Elbos næsten majestætiske skikkelse. Hun må agere, halvt slave halvt sygeplejerske, og med en konstant militaristisk kropsholdning med strakt ryg forsøger hun at holde den farlige tåspidsdans tilbage. For hun ved, hvad der kan komme. Når slaget er ovre, giver hun læreren jakke på, og sammen bærer de liget af den unge pige ud og lægger det vel der, hvor de andre lig allerede er lagt. For det er et ritual, vi har været vidner til.

En lille ny elev står nu og tripper, mens klokken kimer, og publikum allerede kender den nye elevs skæbne.

Den italienske danser, Elisabeth Vincenti, er alt det, der skal til: sød, naiv, fuld af dansejubel og helt uforstående over for, hvad der er på færde. Sammen udgør danserne et fint trekløver.

Ionescos lille drama er fra 1951 og er en klassiker inden for det absurde teater, som i dag, med vores viden om psykologi mm., er blevet mere forståeligt og tangerer det realistiske. For verden har vist sig på mange måder at være uforudsigelig og ”absurd”.

”Enetime” som skuespil handler om et lærer-elev-forhold og en husholderske.  Det var Flemming Flindts geniale idé at omsætte stykket til danseverdenen og lade filologien udskiftes med tåspidsdans. Da den unge Flemming Flindt i første omgang fik ideen, måtte han stå skoleret for den berømte Ionesco og forklare sin idé. Siden blev samarbejdet så godt, at Ionesco skrev ”Den unge mand skal giftes” til Flindt.

Flemming Flindt var både før, under og efter sin tid som balletmester på Det Kongelige Teater en interessant koreograf og instruktør, hvis største triumfer på Kongens Nytorv udover ”Enetime” var ”Den forunderlige Mandarin” og ”Dødens Triumf”, i Cirkusbygningen ”Salome” og siden igen på Kongens Nytorv ”Caroline Matilde” blandt flere andre koreografier.

Hvorfor er intet tilbage på repertoiret? Det må være det store rungende spørgsmål!

I 1963 ved ”Enetime”s tv-urpremiere var den store balletanmelder Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende (17.9.1963) nødt til allerede så tidligt at overgive sig og erkende ”Enetime”s  kvaliteter og Flemming Flindts fremstilling af balletlæreren. Men Kragh-Jacobsen havde forbehold over for koreografien, som han ikke fandt nytænkende.  Der er gået 62 år, og Svend Kragh-Jacobsen havde på ingen måde ret. Som balletten i Vivi Flindts instruktion fremstår, er trinene dugfriske og gentagende varieret, præcis som de skal være og passer derfor ind i den semirealistiske tid, vi befinder os i – også i dag.

Der danses udvalgte dage og med et blandet repertoire –  VARM anbefaling – check spilledage   inc. en dag i Aarhus

se spilledage: www.bellevueteatret.dk

PS håber Det Kongelige Teaters øverste chef og nye balletchef slår et smut om Bellevue Teatret og giver Flemming Flindts trin en ny chance –  For han er vel ikke bandlyst på Kongens Nytorv ligesom John Neumeier?

Publikum vil gerne se stor balletkunst  –  så må trakasserierne ordnes internt før tæppet går.

 

Med: ALBAN LENDORF, ELISABETH VINCENTI & ASTRID ELBO

Koreografi: FLEMMING FLINDT

Instruktion: VIVI FLINDT

Efter EUGÈNE IONESCOs skuespil

Scenografi efter originalversionen af BERNARD DAYDE

Musik: GEORGES DELERUE

www.bellevueteatret.dk