Kommenteret af Ulla Strømberg.
Giselle – repremiere på Det Kongelige Teater. 2026.
Ved ”Giselle”s repremiere på Gamle Scene vil nogle juble, mens andre stiller spørgsmål. For er man ballettoman, må ”Giselle” være det ypperste, som findes inden for klassisk ballet, og derfor bør balletten altid findes på repertoiret.
Er man derimod balletmæssigt bredt favnende inden for tid og genrer og ikke ser Den Kongelige Ballets hovedopgave som blot at pleje de enkelte talenter til fordel for et varieret repertoire, kan det være sværere at legitimere genopsætningen.
Denne version havde oprindelig premiere i 2016, hvor Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff stod for koreografiens genopståen med nye kostumer ved Mia Stensgaard og scenografi af Maja Ziska.
Hovedideen syntes dengang at være noget sfærisk, drømmende og ganske uvirkeligt – hentet ud af en moderne, delikat fortolkning af højromantikken i 1840erne.
Sådan kan den mest berømte, romantiske ballet godt opfattes, men spørgsmålet er, om der skal være samme indgang til værket i dag, 2026? For ikke al scenografi er langtidsholdbar og slet ikke, hvis den går imod det oprindelige værks tidsmæssige udgangspunkt. Og her synes det visuelle pludselig ganske modeagtigt i 2026 med tunge silketæpper og en meget afklædt Giselle – samt et plagierende bagtæppe frit efter romantikkens landskabsmalere, ikke mindst Caspar David Friedrich.
Det er ofte svært med det visuelle, for hvor skal historien, der faktisk her er sydtysk placeres, når balletten er forankret i en fransk tradition?
Hvor musikken af Adams er berømt og så imødekommende, at blot få toner giver balletelskere associationer til kærlighed, forelskelse, tiltrækning og det modsatte, er resten kompliceret. For hvad med handlingen, hvor den unge pige, Giselle, pludselig kaster sin kærlighed på en ukendt mand, som viser sig at været forlovet og adelig.
Vupti, falder hun om, bevæger sig i vildelse og dør, for siden at blive optaget i Williernes kvindehær, der kun har et formål, at danse mændene til døde ude i skoven.
I dag, 2026, efter alle de skandaler m.m., som den vestlige verden har hørt om, hvor kvinder er blevet snydt, kunne der måske komme noget mere interessant ud af denne ikoniske ballet. Men ikke på Det Kongelige Teater. Her synes det at være en form for pligt at vise ”Giselle”, der alt andet lige på sin egen omvendte måde har meget til fælles med Bournonville’s version af en overnaturlig kvindehær.
I ”Sylfiden”, bliver James på sin bryllupsdag betaget af den overnaturlige Sylfide. Denne ballet med oprindelig premiere i Paris i 1832, hvor koreografen var Filippo Taglioni, inspirerede som bekendt August Bournonville til den danske version fra 1836 med samme titel: ”Sylfiden”, og som i dag rangerer over alle danske balletter – i hvert fald for nogle balletelskere. Og siden i 1841 kom så “Giselle”.
”Sylfiden” og ”Giselle” kan godt eksistere side om side i et repertoire og har da også gjort det og givet forskellige udfoldelsesmuligheder for solodanserne på Den Kongelige Ballet.
Ved de tidligere opsætninger af ”Giselle” i 2016 og igen i 2022 har det primært været Giselle og Albrecht, der er løbet med opmærksomheden. Ved repremieren blev der danset nydeligt, men også lidt følelseskoldt af Wilma Giglio og Jonathan Chmelensky. Man blev ikke ramt af den håbløse kærlighed.
Glædeligt nok har de kvindelige korpsdansere i denne omgang ved anden aktens stilfærdige dans ude i skoven opnået en større præcision og koncentration end tidligere. Derimod var ved repremieren det såkaldte bondepars divertissementer i første akt ikke så overraskende og overskudsagtige, at de kunne fange ens opmærksomhed. For her herskede hverken i trinene eller i springene den nødvendige ynde og kraft.
I anden afdeling, ude hos de døde kvinder i tågen, med nogle ganske irriterende og alt for markante mørke trædøre midt i den senromantisk skov, blev dansen til gengæld fin. Også Myrtha, Williernes forkvinde, havde den stilfærdige og rigtige præcision i tåspidserne. Stor applaus til de langsomt dansende kvinder, der kun har et formål, at sikre at alle mænd, som søger mod skoven og gravstederne, kommer til at lide.
Således er det første gang i flere år, at jeg har oplevet det kvindelige korps så velfungerende som her. Omvendt med hele fire forskellige par som Giselle og den attråede kunne denne genopsætning godt ligne personalepleje frem for publikumspleje. For det er svært at se ”Giselle” i en 10 år gammel fortolkning som fornyende, ”nyttig” eller ”til tiden” – derfor min skuffelse.
(Se de tidligere anmeldelser nedenfor).
Dirigent: Nathan Brock
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Jean Coralli og Jules Perrot
Musik: Adolphe Adam
Scenografi: Maja Ziska
Kostumedesign: Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Nathan Brock / Dirigent
Wilma Giglio / Giselle
Caroline Baldwin / Giselle
Silvia Selvini / Giselle
Holly Dorger / Giselle
Jonathan Chmelensky / Albrecht, Hertug af Schlesien
Andreas Kaas / Albrecht, Hertug af Schlesien
Philip Duclos / Albrecht, Hertug af Schlesien
Jón Axel Franss on / Albrecht, Hertug af Schlesien
Lania Atkins / Myrtha
Caroline Iversen / Myrtha
Isabella Walsh / Myrtha
Og Den Kongelige Ballet.