4 stjerner til skuespillere og instruktør, to til dramatiker.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Glashuset, ny dramatik fra Herning Ny Teater.
Moderne psykologisk stykke, hvor to gode skuespillere kæmper med en alt for ambitiøs tekst.
Med Sonja Oppenhagen som en velbjerget erhvervskvinde og Karin Heinemeier som den venstreorienterede, jævnaldrende journalist, er modsætningerne trukket skarpt op i Nanna P. Tüchsens lille stykke. Men desværre er stykke skrevet “på hjul” af Henrik Ibsens eminente teknik. Der er lagt så mange fortidige hændelser og skæbner ned i teksten, at det overordnede budskab bliver mudret til. For ifølge diverse pr-tekster er spørgsmålet ikke mindst: Hvordan kan man være et godt og ordentligt menneske i dag?
Det skulle være et sammenstød imellem to forskellige, modne damer. Sonja Oppenhagen spiller rollen som den rige, der selv har måttet arbejde sig op ad den sociale stige. Det gør hun på en fin og nuanceret måde, hvor hun tilbageholder sin vrede over for barndomsveninden.
Karin Heinemeier er mærkeligt nok borgerbarn fra samme vej i barndommens land. Nu er hun journalist med de rigtige woke meninger og har tillige en ung elsker. Karin Heinemeier er med kort varsel sprunget til og gør det overbevisende og irriterende på den rigtige måde. De fremstår som to meget forskellige mennesketyper.
Men det er synd, at de gode skuespillere skal bakse med både reminiscenser fra “Hedda Gabler” og veninden Thea, fra Nora Dukkehjem og fru Linde, for slet ikke at tale om Ibsens ”Lille Eyolf”, hvor krykken flyder, mens han drukner i havet. Der er såmænd også associationer til diverse Bergman-film og nyere nordisk dramatik.
Det er for tykt og fremmedgørende og ganske uklogt af dramatikeren Nanna P. Tüchsen. Hun har tidligere til Edison og Mungo Park skrevet konsekvente og velfungerende tekster, der ikke forsøgte at være dybdepsykologiske. Dengang var stykkerne samfundsrelevante og klare. For resten er Nanna P. Tüchsen husdramatiker på Teater V de næste to år.
Havde det ikke været for det nuancerede spil og Katrine Wiedemanns iscenesættelse med et rent beige interiør og diverse sceneskift i både den smukke dekoration og i lyset, havde det været en svær omgang.
Nu glemmer man næsten teksten og de mærkelige løse ender og prøver at samle sig om ingeniøren, Sonja Oppenhagens figur, der har produceret teknisk udstyr til lande i krig, over for journalisten, der er ude på lidt af hvert på det psykologiske plan. Skal barndomsveninden ned med nakken, eller skal de genforenes. Vi ved det ikke, og så er der det med den druknede lillebror!
Handlingen er ellers forholdsvis simpel: journalisten kommer til det flotte hus i den svenske natur, hvor ingeniøren er på ferie. Nu skal der tales igennem med henblik på et interview(?).
Men stor respekt for Wiedemanns iscenesættelse og Sonja Oppenhagen og Karin Heinemanns præstationer, som har fået det bedste ud af et svært tekstgrundlag.
INSTRUKTØR Katrine Wiedemann
PRODUKTIONSLEDER Lars Jacob Pedersen
DRAMATIKER Nanna P. Tüchsen
DRAMATURG Jesper Bergmann
SCENOGRAF OG KOSTUMEDESIGN Katrine Wiedemann
MUSIKALSK KONCEPT Stephan Bomberg
LYSDESIGN/LYSTEKNIKER Lars Jacob Pedersen
LYDDESIGN Rune Abel Aagaard
MEDVIRKENDE Sonja Oppenhagen og Birgitte Raaberg/Karin Heinemeier
INSTRUKTØRASSISTENT OG FORESTILLINGSLEDER Mathilde Olsen
SCENEMESTER OG BYGGER Niels Sangill
SKRÆDDER Elsebeth Hede Jensen
PRODUCERET AF Herning Ny Teater
www.teaterv.dk