∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Guys and Dolls på Det ny Teater.

Guys and Dolls på Det Ny Teater – for fuldt orkester og mange dansere for ikke at nævne smågangsterne og pigerne i Hot Box. Alt er vist med i denne danske udgave, anno 2026, men alligevel er der noget, som mangler. Og det ”noget” er et 1000 dollars spørgsmål og værd at vide for enhver teaterdirektør.

“Guys and Dolls” er en legendarisk musical fra 1950, skrevet hen over nogle sjove noveller om 1930ernes amerikanske underverden i den billigere ende med indlagte sange og musik af Frank Loesser.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026. Opstillet pressefoto.

Et af problemerne i dag er, at nogle husker Marlon Brando og Frank Sinatra fra filmen af samme navn fra 1955, mens jeg aldrig glemmer det vidunderlige ensemble på Aarhus Teater med Søren Pilmark i spidsen for et syngende og dansende, sammentømret ensemble i 1978, hvor tre unge gutter, der senere blev til Linie 3 også var med. Åh, den hukommelse, som kan stå i vejen, men for at være fair: Efter pausen på den nye ”Guys and Dolls” kører forestillingen, hvor det ene danseoptrin efter det andet afløser hinanden.

Sådan skal det være med tempo, glæde og forløsning. De mandlige dansere får lov at vise deres danse- og springformat.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026. Opstillet pressefoto. ved Camilla Winther.

I det hele taget: det er de store optrin, som denne version overlever på. Når tempoet falder, og historien skal drives frem, og skuespilkunsten skal sætte ind og afløse sangevnerne, bliver det noget tamt. Ærgerligt nok, for instruktøren, Heinrich Topp Christensen, plejer ellers at kunne samle et ensemble.

Historien er simpel, hvis nogen har glemt den: Blandt de smålurvede gangstere og gamblere er der to, der kører showet. Den ene er Nathan Detroit, her spillet med overskud og med den altid sikre stemme af Kim Hammelsvang. Han kan være overstyret, men ikke i denne omgang. hvor han er den lille ”dreng”, der på 14. år er forlovet med natklubdanserinden, spillet lidt for karikeret, men ganske morsomt af Karoline Brygmann.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026. Kim Hammelsvang, Karoline Brygmann og Nicolai Jandorf. Tegning af Claus Seidel.

Her overfor er det andet par, Sky Masterson, også gangster, et par trin oppe. Da han bliver forelsket i den frelserpige, som han bare havde væddet om, kører historien. Nicolai Jandorf har lagt en god figur, men passer måske ikke helt til Isabel Schwartzbachs helt igennem dydige frelserpige med en stemme, der ligger langt væk fra musicalgenren.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026. Isabel Schwartzbach, en danser og till højre Nicolai Jandorf og Kim Hammelsvang. Tegning af Claus Seidel.

Med Ann Hjort som general i Frelsens Hær kommer der kraft på scenen, og publikum bliver helt tryg hver gang Preben Kristensen slår på sin stortromme i hæren som gammel onkel med det sjove navn: Arvide Abernathy. Så er musicalen på hjemmebane. Men det er desværre ikke nok. Kasper Leisner troner med sine flotte figur som politikommissær. Lidt mærkeligt, at så god en stemme ikke bliver mere brugt i denne musical.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026, pressefoto ved Camilla Winther.

Det er ellers lige en musical som ”Guys and Dolls” vi har brug for i disse tider, hvor verden er urolig, klasseskel er opløst, ingen kender fremtiden, og problemerne tårner sig op. Så er der plads til problemfri nostalgi.

Hvis man ikke er stødt på ”Guys and Dolls” tidligere, kan det være, at det er acceptabelt, at denne ganske nostalgiske opsætning står med et ben i to lejre – en 100% respekt for det gamle sujet og så alligevel en mangel på forståelse af de spillemuligheder, der trods alt ligger i den fjogede historie om to verdener, som ramler sammen og viser, at der ikke er meget forskel på de gode og de syndige.

Guys and Dolls. Det Ny Teater 2026, Tegning af Claus Seidel.

Og svaret på spørgsmålet til 1000 dollars: Casting, casting og casting, dvs. rollerne, herunder respekt for og viden om fra instruktørens side, at hver figur har et liv i egen ret.

Musik /Frank Loesser

Manuskript /Abe Burrows og Jo Swerling

Baseret på The Idyll of Sarah Brown og karakterer af Damon Runyon.

Det Kreative Team

Iscenesættelse / Heinrich Topp Christensen

Koreografi / Heather Douglas

Scenografi / Simon Wells

Kostumer / Helle Damgård

Kapelmester / Jesper Frank Christensen

Musikalsk indstudering / Michael Webborn

Lysdesign / Malte Hauge

Oversættelse / Hans Christian Ægidius