Harald Slott-Møller – ny kunstbog af Anne Christiansen.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Harald Slott-Møller – erindring og værk – af Anne Christiansen.

En kilotung kunstbog er landet på mit bord – flot i ydre udstyr – støttet af 10 fonde.

Endnu engang slår det mig, at såfremt de kunstelskende, danske fonde ikke fandtes og gav tilskud til kunsthistoriske bogudgivelser, måtte bogforlagene være anderledes proaktive i forbindelse med redigering, layout, lancering, etc.  For denne bog om Harald Slott-Møller er så regelret og ”ordentlig” og tillige klassisk i sin fremtrædelsesform, at det grænser til det kedsommelige.

Bogen appellerer hverken til lystlæsning eller almindelig nysgerrighed ud i kunsthistorien. Tværtimod minder bogens tekst om et gammeldags arkivarbejde, som primært er nødvendigt for forskere. For mon ikke den engagerede menigmand ville foretrække at få kunsten, kunsthistorien og kulturhistorien tydeligere perspektiveret og eventuelt sat ind i en nutidig sammenhæng?

Harald Slott-Møller (1864-1937) og for den sags skyld hans i dag lige så anerkendte hustru Agnes Slott-Møller (1862-1937)  kunne nemlig her i 2025 være hot stof. For de levede fra midten af 1880erne og frem til 1907, i en tid, hvor de dyrkede venskabelig omgang med de fleste københavnske kunstnere og intellektuelle. Men så skete ændringen. De blev holdt ude af det gode selskab af rent kunstneriske og æstetiske grunde.  For ægteparret var blevet mere og mere ”romantiske”, “nationalromantiske” og historiske i deres tilgang til maleriet, både motivisk og rent teknisk.

Mange udenlandsrejser, ikke mindst til Italien, havde gjort udslaget. De søgte tilbage.  Ærkefjenden blev Karl Madsen, jævnaldrende og tidligere ven af familien. Han havde forladt maleriet, var blevet kunstkritiker og ansat på Kunstmuseet, hvor han fra 1911 blev direktør, og dermed besad han en magtfuld og indflydelsesrig position. Han var orienteret mod det nye franske.

I 1907 var det et brutalt sammenstød i avisen Politikens spalter, en polemik, der siden er blevet betegnet Bondemalerstriden, som gav udslaget. Det var på linje med en flere hundrede år gammel strid, hvor rubenisterne kæmpede mod poussinister (det svulstige – over for det stringente) ), men i Danmark var det bl.a. Fynboernes hverdagsrealisme over for og Slott-Møllers højromantik.

I dag, 2025 er samtidskunsten mangfoldig og spænder vidt, fra Thomas Kluge til Tal R,  – derfor er også den gamle strid interessant.

Men sådan har Anne Christiansen, der er bl.a. er tidl. museumsdirektør i Odense, ikke ønsket det. Hun har blot på klassisk vis gravet sig ned i den kontroversielle maler og kunstner Harald Slott-Møller. Hans levnedsberetning, der findes i håndskrift, og som i øvrigt slutter 22 år før hans død, er blevet transskriberet og endelig trykt – dertil kommer et detaljerigt noteapparat, som er suppleret med en ikke så nuancerig  ”perspektivering”. Yderligere og med endnu mere tyngde for læsningen er meget lange billedtekster.

Det hele er trykt nydeligt, men alt for ensartet. Første del med Slott-Møllers egen tekst og kunsthistorikerens anden del adskiller sig desværre ikke layout-mæssigt fra hinanden. Det kan virke forvirrende. Kort sagt: bogens ydre form appellerer ikke til den store lystlæsning og synes lidt uoverskuelig og ligefrem ufremkommelig.

Sådan burde det slet ikke være, for Harald Slott-Møller er interessant, bl.a.fordi han var kontroversiel, ændrede stil, beskæftigede sig også med kunsthåndværk og hurtigt vendte ryggen til de moderne strømninger inden for kunsten, på trods af at han var en af medstifterne til Den Frie i 1891.  Og denne venden sig væk fra det, som lå i tidens billedkunstneriske opbrud  i den vestlige verden, kulminerede i ”Bondestriden”.

Slott-Møller havde forbilleder og forbundsfæller i bl.a. den engelske gruppe Prærafaelitterne. Også hans hustru, hans åndsfælle, Agnes Slott-Møller, havde samme hang til fortiden, til det historiske, til det, som af iagttageren kunne aflæses næsten  1:1, set i et nostalgisk perspektiv.

At denne tendens er oppe i tiden i dag, jvf. en række udstillinger på bl.a. Nivaagaard og Aros, er selvfølgelig med til at skærpe interessen for Harald Slott-Møller og hans Hustrus værker, virke etc.  Men bogen giver meget lidt plads  til Agnes, selv om ægteparret synes at have været dybt forbundne. Agnes havde en stor soloudstilling på Aros i 2018.

Anne Christiansen citerer lidt ukommenteret i anden del af bogen Harald Slott-Møller for i 1934, lige før det store skift i Tyskland, og et par år før ”Die entartete Kunst”  blev et cementeret begreb i Tyskland, at sige: ”Det er min faste overbevisning, at selvom det gå løjerligt til i Tyskland i øjeblikket, så vil den fasthed og orden, der tilsyneladende er ved at komme dernede, alligevel bevirke, at kunsten bliver bedre.”  Slott-Møller understreger yderligere i Fyens Stiftstidende, at kunsten i Italien efter Mussolini har fået både mening og facon. Det kunne godt kræve en reaktion fra forfatteren, Anne Christiansen.

Bogen efterlader på trods af det enorme arbejde, der ligger bag, adskillige ret grundlæggende spørgsmål, som er moderne iagttager automatisk må stille: Hvorfor fastholdt ægteparret deres malestil?  Hvornår blev de ”stuerene” igen i dansk sammenhæng? Hvordan var denne malestil set i international sammenhæng,  når der ses bort fra Prærafaelitterne, som jo var noget ældre?

Den flittige kunsthistoriker er tilsyneladende blevet ladt i stikket af bogforlaget, der burde have navigeret både forfatter og layouter over imod  noget mere læsevenligt.

www.gad.dk