∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE Blaagaard Teater.
Forestillingen er på alle måder sympatisk – og fremtræder som et stilfærdigt indlæg i den psykiatridebat, der synes uden ende.
Men uden den helt igennem nøgternt spillende Laura Spottag Fog, i en meget æstetisk iscenesættelse ved Camilla Kold, havde det været svært at kapere. Iscenesættelsen bærer historien igennem på en hvid spilleplads med et spejltag og stramt placerede genstande – fint grafisk skabt af scenografen Signe Dige.
Laura Spottag Fog, som hovedfiguren Daisy, rammer noget ualmindeligt i al sin almindelighed som ung kvinde i joggingtøj – og som eneste rekvisit en dyne i mammutformat. Laura er i øvrigt ud af en skuespillerfamilie og er uddannet på en norsk skuespillerskole, og måske er det hendes danske scenedebut.
Det er på mange måder low key teater, og sådan er det også annonceret.For dramatikeren selv, Lin Melkane, har talt om begrebet introvert teater som kontrast til det, der ofte sker på “unge scener” med høj musik, flashende lys og vilde dansetrin. Her er stemningen stille og trist, dog uden selvmedlidenhed, snarere med en appel om at gøre noget. For Blaagaard Teater vil vist gerne have, at man skal kunne gå ind fra Nørrebrogade, sætte sig i stolen og endnu engang blive gjort opmærksom på svagheden i det såkaldte velfærdssamfund: For gang på gang negligeres bestemte, udsatte områder, her ungdomspsykiatrien, til fordel for andre såkaldt nødvendige områder inden for velfærdssamfundet, bl.a. motorveje, bedre pensionsforhold og psykologhjælp til folkevalgte etc. (mine tilføjelser).
Titlen er nok det mest poetiske, dramatikeren Lin Melkane ryster op med. For ellers er det blot historien om Daisy, der har det skidt og i skiftende tempi rabler ideer og tanker af sig – faktisk uden struktur, hvilket gør Laura Spottags Fogs præstation endnu mere imponerende. Hun holder hovedet koldt, mens figuren er ved at opløse sig.
Daisy har prøvet lidt af hvert. Hun har forsøgt selvmord med piller, har været på den lukkede afdeling og nøjes nu med at kalde alle behandlingssteder for psyk og alle offentligt ansatte for Anette. Der er alligevel kun ringe forskel, for det kan være hip som hap, hvorfra afslagene på hjælp og en manglende forståelse kommer fra.
Men problemet er, at unge Daisy er ude af stand til at arbejde og alligevel har en vilje til at prøve noget, til at ville noget på trods af en patientmappe på 1000 sider, der i begyndelsen som en smukt flydende hvid strøm glider hen over gulv og glasloft.
Man skal være ”rask” for at være syg og overleve i Danmark – kunne overskriften også være.
Iscenesættelsen og ikke mindst Laura Spottag Fog prøver på alle måder at gøre det ”helt almindeligt” – for sådan er det åbenbart: velfærdssamfundet har skabt en hær af det, som med en klam floskel hedder kolde hænder, de mange Anetter, der sidder ved deres computere og sikrer sig en fast månedsløn uden at gøre noget gavnligt. Det kunne måske være ligegyldigt, så længe Anetterne taster, er de jo ikke på understøttelse. Men nu er det bare sådan, at inden for ungdomspsykiatrien drejer det sig om levende, unge mennesker. De vil gå til grunde, hvis de ikke får en hjælp, mens de ”kolde” hænder, fedtlaget i velfærdssamfundet, blot kan købe større og større parcelhuse, alt imens de afklapser sagerne på exel-arket.
Det er måske ikke mindst tidl. sundhedsminister Lars Lykke Rasmussens fortjeneste, hvem ved? Der er inden for de seneste 2,5 år ansat 12.400 nye djøf’ere i centraladministrationen, siger rygtet.
Det svage punkt er teksten. Et sted skriver dramatikeren, der vist er fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus, 2020, at det har taget to år og et liv at nå frem til teksten. Dermed ophører enhver indvending jo udefra. Det hele er selvoplevet, og vi har ingen ret til at korrigere. Men desværre minder historien i høj grad om andet, der er oplevet på de små scener i de seneste år og som regel med kvindeligt hold bag. Og alle de monologer, der er kommet ud af den dramatikeruddannelse!
Det er positivt, hvis dramatikeren har fået det bedre efter at havde skrevet sig igennem historien. Det er heldigt, at resten af holdet så professionelt har løftet materialet, der nu fremstår som endnu et bevis på, at den fortsat er gal med ungdomspsykiatrien i vort velfærdssamfund.
Sidst, men ikke mindst, må man glæde sig over, at Blaagaard Teater tager spørgsmålet op. Næste gang må de dog godt gå hårdere til tekst og dramaturgi og gerne skabe dialog – også på scenen.
Medvirkende: Laura Spottag Fog
Skabt af:
- Idé, koncept & manuskript LIN MELKANE
- Instruktør CAMILLA KOLD
- Scenografi, lysdesign & 3D design SIGNE DIGE
- Lyddesign CHRISTIAN HØRBY
- Producent MARIE VILTOFT POLLI
- Producent MIE KANØ
- Dramaturg CHRISTINA WENDELBOE
- Instruktørassistent ALEXANDER GOSVIG PEDERSEN
- Forestillingsleder SIGNE MEHL PEDERSEN
- Afvikler JAKOB FOLKE IVARSSON
- Foto ZUHAL KOCAN
- Forestillingsbilleder MAGNUS HOVE
I samarbejde med
Statens Kunstfond
BUPL’s solidaritets- og kulturfond