∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hvorfor Barnet Koger i Polentaen er en teatermonolog baseret på den rumænske forfatter Aglaja Veteranyi´s roman af samme navn.
”Midt mellem le og græde” kunne være overskriften på den nye teatermonolog, som Pia Rosenbaum fuld af nuancer og stemninger spiller for at gøre os klogere på både det menneskelige sinds små detaljer og storpolitik.
Vi lever i en splittet tid, der balancerer imellem store tragedier og bevidst virkelighedsflugt inden for underholdningsindustrien. Vor kollektive glemsomhed er ubeskrivelig, og massemedierne hjælper med, men heldigvis har vi kunstnere til at erindrer os om fortiden. For der er grænser for, hvad vi kan rumme af problemkomplekser.
Her rammer skuespilleren og instruktøren, Pia Rosenbaums nye teatermonolog i dobbelt forstand plet og lige ned i tidens dilemmaer. For på overfladen er den rumænske forfatterinde Aglaja Veteranyi’s selvbiografiske roman: “Hvorfor Barnet koger i polentaen” munter – fortalt primært som oplevet fra et barns perspektiv. Krig og diktatur er dog bagtæppe for en lille cirkusfamilies trængsler og flugt fra Rumænien i midten af 1970erne. Nedenunder er virkeligheden så barsk, at det næsten er uudholdeligt. Og det hele kunne ske i dag – og sker måske også i dag!
Siddende i en lys cirkusmanege i lyst tøj fortæller Pia Rosenbaums barnlige jegperson om livet i cirkusfamilien, hvor faderen, som viser sig kun at være stedfader, tog af kassen for at kunne flygte. Han er både tyran, voldelig og det, der er værre. Den elskede jødiske moders glansnummer er at hænge i håret i trapez, mosteren klarer både cirkustjans i mangen og servicering af kunder på badeværelset, mens den ældre halvsøster, som hun slet ikke er i familie med, men dog ser op til, er offer for faderens incest.
Uden om den lille piges verden bliver farerne kun større i takt med, at hun vokser op som kvinde og ikke ved, hvad der kan være farligt i den vestlige verden, som er blevet den omrejsende cirkusfamilies ”arbejdsplads”.
Historien er en ubønhørlig og uhyggelig balancegang imellem det evigt menneskelige og det grusomt fornedrende, som skæbnen påfører udvalgte mennesker at leve med. Men nogen siger simpelthen stop. Forfatterinden gjorde det sidste! Tre år efter, at romanen udkom, begik hun selvmord i 2002, i en alder af 40 år. Hun opnåede en enkel litterær pris, men slet ikke hvad forfatterskabet kunne have udviklet sig til. For hun efterlod sig mange upublicerede manuskripter.
Stilen i iscenesættelsen er heldigvis lagt i en lys, poetisk drømmeverden, som bevidst står i grel kontrast til selve historien – ellers havde det været for hårdt som publikummer at opleve. Alligevel er der i kortere forløb på bagvæggen projektioner, der antyder en mørkere sindstilstand, og indimellem bliver Pia Rosenbaums skygge gengivet på bagvæggen som en markering af, at ingen kan flygte fra noget.
Stykkets stemning står derfor delvist i kontrast til historiens alvor. Det er et rigtigt valg for at få os til at lytte til Pia Rosenbaums stemme, der går fra det lillepigede, over moderens jiddische accent og til de formynderiske skoleledere.
Umærkeligt bevæger Pia Rosenbaum sig fra figur til figur og ligeledes op i tiden, hvor slutningen bevidst er holdt hen i det uvisse, for hovedpersonen forsvinder blot ud af teltet.
Titel: Hvorfor Barnet koger i Polentaen” er symbolet på og koden til den virkelighedsflugt, som både fortælleren og hendes halvsøster dyrker. For hvordan klarer man sig igennem situationer, der er uudholdelige? Såmænd ved at tænke på noget endnu værre. Det kan f.eks. være, at Gud har smidt et lille barn ned i den kogende Polenta, der er navnet på den majsvælling, som bl.a. spises i Norditalien!
Det er en imponerende indsats, som Pia Rosenbaum endnu engang bedriver ved at finde en vigtig, men teatermæssigt overset tekst og transformere den til teater, der får os til at huske og blive klogere på verden – og måske på os selv.
Det er tredje gang Pia Rosenbaum i regi af Teatret Katusha sammen med scenografen Thomas Kolding dykker ned i en historie fra det store Europa, som har lidt så meget og fortsat er i en uhyggelig, uafklaret situation:
“Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, efter roman af den nobelprismodtagende ukrainske forfatter Svetlana Aleksijevitj, ”Oberstinden” og nu ”Hvorfor Barnet koger i Polentaen”.
Tidligere har Pia Rosenbaum i andet regi bl.a. spillet ”Den Lyserøde Dame” om en kræftsyg dreng og ”Århundredets Rose”. Denne sidstnævnte forestilling tages op igen i næste sæson og rammer ligeledes ned i beretningen om en kvinde med jødiskes aner, hvor familien har været på flugt.
Dramatisering: Pia Rosenbaum
Scenografi og billedkunst: Thomas Kolding
Videodesign: David Matschofsky
Lysdesign: Mikkel Magnus Olsen
Instruktions-konsulenter: Hanne Uldal og Hanne Jørna Forlag Nordiska ApS
Forestillingen spilles på turné i denne og næste sæson hos Teater Katusha.
Ps jeg har givet stjerner på trods af mine gamle principper. Jeg har tidligere været i bestyrelsen for Katusha og har kendt Pia Rosenbaum i mange år. Men den nye folkehær, der skal støtte missionen: “Modne kvinder på de store teaterscener” er så vigtig, at jeg trodser alle forbehold og alligevel giver stjerner.