Kulturkupeen

I en tynd tråd – ny bog om at leve med en alvorlig sygdom.

 

Anbefalet af Ulla Strømberg. (Biografier og erindringer får ingen stjerner.)

I en tynd tråd af Niels Frid-Nielsen – om at få en hjernesvulst og efterfølgende genoptage det gamle liv.  En positiv og velkomponeret beretning om at komme igennem trængslerne med både livet, familien og selvtilliden i behold.

Han har mødt Steven Spielberg, Salman Rushdie, Bille August, Kim Larsen og mange flere.  Almindelige starfuckers må være grønne af misundelse.

Niels Frid-Nielsen har nemlig været heldig og sikkert også flittig i sit professionelle liv som journalist i Danmarks Radio. Med mikrofonen i hånden åbnedes dørene for ham til den mere celebre del af showbiz. Det begyndte på den progressive børne- og ungdomsredaktion, hvor Frid blev ansat uden ret mange forudsætninger bortset fra at kende de rigtige mennesker. Han fortsatte i voksenradioen og siden på TV-avisen m.m. Men hen over et periode begyndte han at slække på kravene til sig selv, lod håret vokse, spiste mere og mere og havde svært ved at komme i gang om morgenen. Stedsansen blev ringere, og synet begyndte at svigte.   Han var endnu ikke fyldt 60 år. Efter en tydelig deroute henover et halvt år tog den flinke hustru endelig affære. Han kom til øjenlæge og fortsatte fra læge til læge og endte i en MR scanner. Så kom der skub i sagerne og kun et døgn efter, at han var blevet diagnosticeret med en hjernesvulst på størrelse med en mandarin, lå han på operationsbordet på Rigshospitalet.

Det er denne oplevelse med efterfølgende selvrefleksion og erkendelse, der er baggrunden for bogen ”I en tynd tråd”.  Det er nok også journalistens trang til at delagtiggøre andre i oplevelsen, der er baggrunden for bogen. En positiv selvhjælpsbog, der ikke mindst henvender sig til de 1500 danskere og deres pårørende, som hvert år rammes af en hjernesvulst.  Og igen har Niels Frid-Nielsen været heldig. Svulsten sad et fornuftigt sted, som betød at han kunne opereres med en fifty fifty chance for at det ville gå godt. Uden operation ville der ikke være en fremtid.

Operationen fandt sted i 2012. Svulsten var godartet. Men tre år efter er der igen rester af en svulst. Siden hen bliver der ved med være noget, som dog ikke vokser.

Der er kun lovord til det danske sundhedsvæsen. Effektivt og omsorgsfuldt er han blev gelejdet igennem det system, som mange andre syge danskere ofte føler er kompliceret og ligefrem kafkask. Men ikke For Frid. Hjælper det at være journalist på TV-avisen?  Måske. For er der noget, det offentlige er bange for, så er det at havne i en TV-avis eller som forsidehistorie i hovedaviserne.

Niels Frid har igen været heldig. Det ændrer ikke på, at det er en meget fornuftig bog, der stilfærdigt beskriver de mange forskellige følelser, som suser igennem et menneske, der går fra at være oppe i omdrejningerne og løbe rundt for at være først på pletten, til at være manden, der sover det halve døgn for at restituere sig og ikke overophede hjernen.

Selv om bogen forsøger at give nogle stemningsbilleder fra tiden efter operationen, hvor Frid genoptager sit arbejde som journalist, er der mærkværdigvis ikke så mange nederlag. Er det ”søndagsbarnet” igen, der bare er heldig? Eller lader det sig gøre, at det meste synes normaliseret blot et halvt år efter, at den indre verden ramlede sammen?

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, hvor Niels Frid oversætter til normaldansk de lægelige kommentarer. Målgruppen er tilsyneladende almindelige mennesker, sådan nogle som ser Aftenshowet. Dvs. mellemregningerne er væk, tilbage står nogle gode råd og selvopfundne huskeregler. Eksempelvis nærmer Frid sig Gud og Folkekirken. I barndommens land i Herlev fyldte kirken ikke meget, heller ikke blandt marxisterne på Ungdomsredaktionen eller på danskstudiet på Københavns Universitet. Men da de yngste børn bliver født, får den fornuftige hustru siden meldt familien ind i Folkekirken. Efter sygdommen har ramt ham med et kølleslag, bliver kirken en mulighed. Også det lille kirkerum på Rigshospitalet beskrives som en oase.  Men ellers er det den store litteratur. Ikke som en flugtmulighed, snarere som et sted at finde velformuleret lindring.  Bedst er det selvfølgelig i de værker, der nærmer sig den tilstand, Frid selv har befundet sig i. Her er henvisningerne til Christian Jungersens roman ”Du forsvinder” ( 2012) nyttige og ligeså til Peter Høegs ”Gennem dine Øjne”( 2018). Niels Frid kan takket være sin status som journalist komme i kontakt med forfatterne og dermed få større indsigt i sin situation end almindelige mennesker.

Frids virke som ambassadør for Hjernetumorforeningen bringer ham sammen med den britiske hjernekirurg Henry Marsh, der i 2016 udsende bogen ”Gør ikke Skade”. Han er bl.a. optaget af, at i lande, hvor det private sundhedssystem har en væsentlig plads, kan der være en tendens til at operere for meget. Anderledes i Danmark, hvor kun det offentlige tager stilling til hvem, hvor, hvornår og hvordan operationer skal gennemføres. Denne diskussion er vigtig for både raske som syge, men følges desværre ikke til dørs.

Frid er lydhør, når han møder interessante mennesker, og han er en god formidler, så der skal nok være brug for en bog, der om ikke giver trøst, så dog en smule lindring, bl.a. fordi forfatteren ser på livet som en gave.

Vi lever i en tid, hvor vi søger trøst hos andre og gerne hos kendte personer, der har oplevet nogle af de samme trængsler og traumer, som vi selv kæmper med.  Derfor er denne positive og venlige bog god for mange, uanset om det er den ene eller anden sygdom, der har vendt deres liv på vrangen.

Frid er selv bevidst om, at ikke alle er så heldige at have en familie, der står bi og en hustru, der er forblevet tro, trods eventuelle personlighedsændringer.

Heller ikke alle er som Frid i stand til at fastholde den gode økonomiske status og genoptage det gamle liv med udlandsrejser  – efter mange måneders sygeleje og måske nedsat arbejdskapacitet.

Men hellere en solskinshistorie end det modsatte. Og netop i disse Corona-tider har vi brug for tro og tillid til fremtiden og herunder også til lægevidenskaben og sundhedsvæsenet.  Her passer bogen perfekt ind, og Niels Frid-Nielsen er som skabt til at være ambassadør for den danske sundhedsmodel.

.www.gyldendal.

Udkommer d. 27.5.2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *