6 stjerner til Nicolas Bro – teksten taler vi ikke om.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
IBIS – Nicolas Bro på Sorte Hest.
Åh, åh, åh til teksten, men jeg bukker mig dybt for Nicolas Bro som skuespiller. Hvor er han fortræffelig, nuanceret, overraskende, legende, bevægelig, foranderlig, springende og alligevel kontinuerlig og ”naturalistisk”. Var det ren Stanislavsky? Var det Grotowski? Eller var det alle mulige ”skoler” kogt ind.
Forestillingen IBIS er som at opleve en mesterklasse i klassisk skuespilkunst, hvor det meste af det, man lærte på universitetet som ung studerende, bliver demonstreret. Flere hundrede års skuespilkunst kogt ind til 90 minutter – et studie i vrede, anger, glæde, hovmod, underdanighed, afmagt etc.
Nicolas Bro synes at kunne alt med sin stemme og sit ansigt, der indimellem er rørende, til andre tider frådende af vrede. Hvor er det glædeligt igen at opleve ham på en teaterscene, hvor han jo år tilbage havde mange af de store hovedroller som Hamlet, Faust etc.
Men det store spørgsmål er, hvorfor det lige netop skal være den i mine ører frygtelige tekst af Anders Abildgaard ”IBIS” (2016) – inspireret af Ovids digt IBIS fra ca. 11 e.v.t. som instruktøren Maria Vinterberg og Nicolas Bro har valgt? Det er et nederdrægtighedens univers, 90 minutters uafbrudt tilsøling af et ”du”, der måske rettelig også er et jeg: Jeg anklager mig selv ” … og så kommer forbandelserne, der er så nedrige, at end ikke én procent kunne være ok.
Det er også et selvhad, som er uhåndterligt.
Ovid skrev digtet, der er på mere end 800 verselinjer, da han var sendt i exil. Eftertiden har aldrig fået rede på, hvordan Ovid havde forbrudt sig mod styret i Rom. Selv forklarede eller forsvarede han sig aldrig, men har udtalt, at det løsagtige liv, som han beskrev i sin digtning, var opspind.
IBIS er en lang ophobning af det mest ubehagelige, jeg har hørt i lang tid. Men for en grænsesøgende skuespiller og instruktør, Maria Vinterberg, er det måske udfordrende og anderledes at arbejde med, – som tilskuer i 2025 er det derimod svært.
Vi lever i en tid, som for manges vedkommende synes utryg, nærmest uoverskuelig, så det er ikke opløftende, opbyggeligt at lytte til Ovid/Abildgaards ord. De giver nemlig hverken mod eller lindring. Tværtimod trækkes lytteren og tilskueren med ned i det søle, som bygges op hele vejen igennem digtet, teksten. Og lige som man ikke troede, at der var noget under bunden, titter ekstra elementer frem, bl.a. kannibalisme m.m., samtidigt er det mere cirkulært end lineært- og det kan også virke forvirrende.
Det hele er vederstyggeligt, og at teksten og tankerne er mere end 2000 år gamle, kan blot gøre én endnu mere deprimeret.
Marianne Nilsson, Sorte Hests faste scenograf, har skabt en kontrapunktisk scenografi. Det er en lukket kasse, som er tapetseret med blomstret tapet med en smuk, grøn dør i baggrunden! Paradisets blomstrende have?
Alt andet lige: Nicolas Bro er en fremragende, nuanceret skuespiller, hvis stemme kan være blød som smør eller skarp som en ragekniv. Men hvor ville jeg have ønsket, at han havde fået nogle andre ord at arbejde med.
Er det i øvrigt formildende, at han kommer ind som en russisk bjørn for snart at tage hovedet af og står afklædt i hvidt herreundertøj – for til sidst at går bort, nu iklædt en bjørnekåbe og diamantringe på fingrene, som en russisk hersker?
Det hele er uhyggeligt, uoverskueligt, og man kan kun glæde sig til at møde skuespilleren Nicolas Bro i en mere opløftende rolle. For du milde, hvor er han god.
På scenen: Nicolas Bro
Manuskript: Anders Abildgaard
Dramatisering og iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Lys- og lyddesign: Mikkel Magnus Olsen
Skræddersal: Mikael Jensen