Kulturkupeen

Identitet. Lennart Gottliebs kontroversielle kunsthistoriske betragtninger. Bog.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Identitet. Kontroversielle kunsthistoriske betragtninger af Lennart Gottlieb. Ny bog.

Lennart Gottlieb er kunsthistoriker og en af de bedre af slagsen. Han har begået en ganske kontroversiel bog, hvor aggressionerne står i kø på siderne.

Gottlieb skyder på alt, hvad der bevæger sig – eller har bevæget sig inden for de seneste par år i hans kunsthistoriske og kunstæstetiske verden. Det betyder, at bogen er skrevet for en snæver kreds, hvor adskillige måske vil føle sig truffet, og kun et fåtal tør give ham ret.

Faktum er, set med mine øjne, at Lennart Gottlieb langt hen ad vejen har ramt rigtigt i mange af sine anklager mod det kunsthistoriske og kunstæstetiske parnas. Der er bare for mange anklager. Det kraftige bombardement og den overraskende underminering af mange af de eksisterende institutioner og vedtagne normer, skulle i så fald betyde, at det meste af den danske kunstbranche skulle gentænkes, og ikke mindst universitetsfagene skulle omformuleres.

Vil det ske. Nej.  Men Gottlieb har en pointe, når han i begyndelsen sidestiller den politisering og ensretning, som fandt sted i 1970-erne med den nyorientering mod både køn, identitet, etnicitet m.m. som diverse kunstinstitutioner nu underordner sig, det være sig museer som forskere  – og kan jeg tilføje –  teatre m.m.

Den nye, kønsæstetiske jargon er næsten lige så svær at forstå som det vokabularium, ikke mindst marxismen  og strukturalismen benyttede tilbage i 1970erne.

Men en lille bog skaber ikke revolution.

Udgangspunktet og igangsætteren for Gottlieb var en mindre, men kostbar begivenhed for et år siden.

Det statsdrevne museum: Den Hirschsprungske Samling sendte en lidt kontroversiel pressemeddelelse ud, hvor de bekendtgjorde, at museet med midler fra flere private fonde havde erhvervet et maleri af Bertha Wegmann: en ung pige (1885) – forestillende den senere Marie Krøyer, født Triepcke.  I pressemeddelelsen stod også, at hammerslaget var 3,2 mill. Kr.  og dermed det dyreste værk af en kvindelig dansk kunstner solgt på auktion. Museet skrev tillige, at maleriet netop med den senere Marie Krøyer på billedet havde en dobbelt funktion: maleri af en kvindelig maler  med portrættering af en kvinde, der selv var maler og gift med den store Krøyer.

Allerede dengang hamrede Lennart Gottlieb i tasterne på facebook, for han fandt ikke billedet af væsentlig kunstnerisk værdi.

I denne nye bog fylder historien en del,  og den vrede argumentation imod kvaliteten i Wegmanns maleri fører over til de nye feministiske toner og den spritnye tendens til at opgrave samtlige kvinder, der har holdt en pensel i hånden i slutningen af 1800-tallet og eventuelt frekventeret en af tidens private kunstskoler. Kvinder havde jo ikke adgang til Akademiet.

Det feministiske suppleret med det anti-kolonialistiske i tiden bliver anstødsstenen og skaber også ophidselse over busten, der ”synkede” ned i havnen. Her går Gottlieb egentlig ikke så grundigt  til værks, måske fordi så mange allerede har argumenteret imod.

’Til gengæld er der slagkraft i hans angreb på den skulptur, som lige nu ikke står foran Vestindisk Pakhus.

”I am Queen Mary” – og her er vi ovre i noget, hvor jeg har holdt mig langt væk. For det drejer sig om identitet og også om hvem, der kan og må tale de gamle slavers sag – eller som de nu hedder slavegjorte folk fra de Dansk Vestindiske Øer.  Kunstnerne bag, La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers, må vist gerne, for de kan påvise, at de har aner, der går tilbage til de ”slavegjorte”. Og så er der for Gottlieb ellers frit slag i argumentationen imod.

Da jeg selv for mange år siden, lige i kølvandet på de store markeringer af 75-året for bortsalget i 1917, besøgte øerne og interviewede flere lokale, bemærkede jeg en vrede og nærmest et had til alt, hvad der var dansk. De velstående på øerne tog til USA og blev uddannede og kom siden hjem og fik de gode job. De dårligst stillede fik ingen uddannelse.  Ved 100-året i 2017, kom der en masse litteratur på dansk om tiden i 1800-tallet. Måske har Lennart Gottlieb læst det hele, i hvert fald er en af hans konklusioner: ”Der er ingen garanti for, at en person med afrocaribiske gener ikke bærer slavehandlergener.” Så fik vi det på plads.

Et angreb, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig, er på de tåbelige fagfællebedømte artikler og bøger, som popper op overalt på danske kunstmuseers kataloger m.m. Artiklerne er som oftest  håbløse at læse og kører i ring og er nogle gange også overraskende uvidenskabelige, når der er påstande, som skal bankes på plads. Her tænker jeg ikke kun på kunsthistoriske tekster, men også andre, bl.a. fra Aarhus Universitetsforlag. At der skal ”fagfællebedømmes” var vist en beslutning, der skulle højne niveauet på danske museer og med et sideblik til USA, måske.  Men her må jeg takke Lennart Gottlieb for at være vred. Men nytter det?

Og så er der de mange private fonde.  De har i mange år været uangribelige, og jeg er sikker på, at der rundt omkring sidder lidelsesfæller, som også har opdaget, at det er Tordenskjolds soldater, der befolker fondenes bestyrelser. Flere  institutionsledere sidder også i fondene og kan gå uden for døren og gå ind igen og takke, når deres museum eller lign. har modtaget en milliondonation.

Kan vi gøre noget ved det? Nej, men her havde jeg faktisk ønsket, at Lennart var gået i dybden og ikke som en tour de force nøjedes med et par siders opremsning, som faktisk er ret chokerende læsning. Jeg vidste da noget, for engang imellem, når man får afslag,  checker man bestyrelsessammensætningen og kan så sige til sig selv: Nåh, det er nok ham eller hende, der ikke har villet støtte mit projekt.

Dette farlige, men nyttige angreb kommer desværre næsten til at drukne i den antifeministiske og antikollonialistiske vrede, som også er bredt ud over siderne.

Flødeskummet, eller lagkagebundene, i denne aggressionens kage er Lennart Gottliebs egen historie. Som en anden Suzanne Brøgger fortæller Lennart os rigtig meget om forældre, tanter og onkler  – og sandelig også om sin egen sukkersyge. Ja, det er trist, synd, men denne lidt for personlige vinkel, også angående Novo og insulinproduktionen, kommer faktisk til at svække de nyttige dolkestik til kunstbranchen. For de burde vel have førsteprioritet for den velskrivende forfatter?

Så tak for en underholdende bog. Er glad for at jeg ikke  er så ”fin”, at jeg er blevet hængt ud – og håber aldrig, at det sker. For sjovt er det ikke at hænge til tørre, selv om det i Lennart Gottliebs ”optik” sikkert er både velfortjent og sandt, alt hvad der står.

Udkommer d.29.10.2021.

www.frydenlund.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.