∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Idioten – på Aarhus Teater.
Interessant, opstrammet fortolkning af Dostojevskijs roman “Idioten”, hvor Emil Platner som titelfigur leverer endnu en flot præstation.
Sandheden synes relativ og afhænger af øjne og ører, men midt i det hele står den ”rene” titelperson: Idioten. Han hverken manipulerer eller fordrejer sandheden og bliver derved et fremmedlegeme i den borgerlige verden. Han opfattes som en idiot, fordi han ikke har lært eller har villet lære ”spillet”. Det er måske det mest uhyggelige og alt for aktuelle: Sandheden er relativ, for det handler om at kunne ”spillet”.
Budskabet
Budskabet går hjem i denne forholdsvis skematiske opsætning af ”Idioten”. Med en kakofoni af alle de medvirkendes stemmer som åbningsscene, forstår vi, at noget er på færde: De vil fortælle den samme historie, men har hver deres fortolkning af situationen og måske svar på spørgsmålet: Hvorfor døde Natasja? Blodpletten på gulvet er ikke til tage fejl af.
Så er vi på sporet, sandheden er relativ og afhængig af den enkeltes fortolkning. Se, det lyder jo moderne, nu hvor den vestlige verden synes i opbrud.
Idioten og Dostojevskij
En dramatisering af romanen ”Idioten” af Dostojevskij er ikke nogen nem opgave for hverken instruktør, skuespillere eller såmænd for publikum.
Med denne teaterversion af et af Dostojevskijs hovedværker, skrevet i 1868-69, fremhæves de mere ideologiske ligheder imellem datidens urolige zarvælde i Rusland og vor vestlige nutid. Vel at mærke set, følt og beskrevet af en begavet, næsten genial forfatter.
Dostojevskij var uddannet militæringeniør. Inden han var fyldt 30 år, var han blevet dødsdømt for at støtte revolutionære kræfter og tæt på døden, men blev i sidste sekund benådet og sendt til Sibirien. 10 år efter vendte han tilbage og skrev en række værker, som i dag er så ærlige og dobbeltbundne, at også moderne mennesker kan lære om essensen ved den menneskelige eksistens.
Derfor kan bl.a. ”Idioten” bruges som et sindbillede på vor tid. Selv om vi ikke lever i et zarstyre med en markant klassedeling og kvindeundertrykkelse, synes ikke mindst menneskeopfattelsen genkendelig.
Menneskets spleen, dovenskab, u-engagement på den ene side over for det modsatte: medmenneskelighed, engagement, flid, vovemod, optimisme og kampgejst. Man kunne blive ved med at sætte ord på, hvad det moderne (europæiske) menneske anno 2025 rummer.
Iscenesættelse i Brechts ånd
Det er noget af alt det, som rumsterer i ”Idioten” på Aarhus Teater, hvor husinstruktøren Sigrid Johannesen har fået frie hænder på Scala. Sammen med scenografen Peter Schultz har hun skabt et klassisk/moderne univers i verfremdung-teknikkens ånd for at vise denne 1868-fortælling som et næsten brechtsk lærestykke.
”Idioten” er et delvist selvportræt om den helt igennem godtroende fyrst Mysjkin, der vender tilbage til borgerskabets Rusland efter en rekreationsrejse, der skulle lindre hans epilepsi. Han ser, at kærligheden er en vare hos personerne. Penge og prestige er de essentielle mål, og arrangerede og aftalte ægteskaber er eneste vej for borgerskabets kvinder.
Den ekstra dimension hos Dostojevskij, som ikke mindst appellerer til bl.a. moderne teaterinstruktører, er den flydende sandhedsopfattelse, det postmoderne, hvor al fortolkning er svævende. Nok er replikker blevet sagt, men hvem har forstået betydningen? Alt er relativt til en vis grænse.
Her, midt i det hele, står ”Idioten”, den godtroende mand, omgivet af udspekulerede personager, der alle kun er grebet af at opnå noget, om det er sex, penge eller prestige.
Skuespillerne
Med Emil Prenter som titelperson har forestillingen et smukt fundament, for han har både uskyldighed og forundring i sin attitude og til dels stemmeleje. Her er ingen forstillelse af nogen art. Et meget rent spil, barberet for enhver teatralskhed. Uden om ham er det skuespil i spillet, for sådan oplever Idioten de forskellige personer.
Den centrale femme fatale, Natasja, spillet af Rosemarie Mosbæk, synes ubøjelig i sin blanding af at være offer for evige krænkelser og en bevidst og kontant spillen på sexappeal. De andre figurer kan synes mindre nuancerede, men dækker hver især et hjørne af det amoralske borgerskab, hvor den individuelle overlevelse er alfa og omega.
De er alle yngre skuespillere, men det kan undre, når det er en forestilling på Aarhus Teater, som er et af de få tilbageblevne ensembleteatre. For ved kun at bruge unge skuespillere bliver spillestilen noget enstrenget, monoton og i dobbeltforstand teatralsk. Igen lyser Daniel Mortensen op med både stemme og gestik i den helt igennem ubehagelig rolle som Rogozjin. For han er manden, der fører kniven og dræber elskerinden Natasja.
Det visuelle
Iscenesættelsen har tilsyneladende krævet ren verfremdung og simpelhed i det visuelle. Kostumerne er elegante og til dels korrekte 1860er-agtige, mens det tomme rum i primært galdegrønne farver med borde på hjul er ”moderne”. Hen igennem forestillingen bliver det lidt ensformigt, når et par ”usynlige fraværs-scenearbejdere” med høretelefoner skal skubbe rundt på møblerne. Skuespillerne kan derimod selv kræve de store projektører tændt, når de har deres spillesituationer. Det synes lidt overflødigt og undervurderer nok publikums abstraktionsevne. Det er synd, for både instruktøren Sigrid Johannesen og scenografen Peter Schultz har ellers en eminent æstetisk sans. Men man må aldrig undervurdere publikum og slet ikke til et Dostojevskij-projekt.
Aktualitet
At spille ”Idioten” netop nu er ikke nogen dum idé, og snart kan vi vel forvente, at de eksistentialistiske skribenter, formet af mellemkrigstiden og aktive i 1950erne, også kommer på repertoiret, bl.a. Sartre og Camus.
Kunstnere og publikum higer efter svar eller stiller i hvert fald begavede spørgsmål lige nu, for vi er vidner til noget, vi ikke havde forventet, ville overgå os.
Så Aarhus Teaters nye version af “Idioten” er teater til tiden, deværre, må man sige.
Aarhus Teater har tidligere i en helt anden fortolkning spillet “Idioten” og ligeså Republique i København.
Kreativt team:
Efter Roman Af Fjodor M. Dostojevskij
Oversættelse Jan Hansen
Dramatisering og Iscenesættelse / Sigrid Johannesen
Scenografi Og Kostumedesign / Peter Schultz
Lysdesign / Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign / Aki Shiraishi Bech
Medvirkende:
Emil Prenter / Fyrst Mysjkin
Rosemarie Mosbæk / Nastasja Filipovna
Daniel Mortensen / Rogozjin
Mette Døssing / Generalinde Jepantjina
Laura Kronborg Kjær / Aglaja Jepantjina
Emil Busk Jensen / Ganja
Thorbjørn Hedegaard / Totskij