Menu Luk

Intet – ungdomsromanen igen sat på scenen af Teater V.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Intet – ungdomsromanen igen sat på scenen af Teater V.

Forestillingen “Intet” er nyproduceret af Teater V med Pelle Koppel som instruktør.

Det er blevet til en velfungerende og effektiv beretning om begrebet “Intet” og velspillet af de to unge skuespillere, Anne Blomsgård og Thomas Kristian Bek. For det lykkes fint i den meget minimalistiske dekoration, der kun består af trækasser og en enkel træstamme, at fortælle den store og grufulde  historie om hele 7A og ikke mindst om Pierre Anthon.

Men når jeg ikke bryder ud i de store, varme anbefalinger, skyldes det, at jeg blev bange for konsekvenserne af historien med en opgravet barnekiste, en voldtægt og en afhugget finger. Alt det i løbet af 70 minutter på en spillescene, hvor publikum er tænkt fra 7. klasse og opefter. Det er for meget, for brutalt og ingen nok så dygtig lærer kan efterfølgende tale sarte sjæle til ro.

Intet, Teater V. Ungdomstykke efter Janne Tellers Roman. Foto: Daniel Buchwald.

Og jeg er ikke helt alene om at tænke sådan. Det er den danske forfatter Janne Teller, som står bag succesromanen, der udkom i 2000 og i dag er trykt i 2 millioner eksemplarer på i alt 36 sprog.  “Intet” er også blevet til en ungdomsopera spillet på Det Kongelige Teater  og vist også opsat andre steder af bl.a. instruktøren Martin Lyngbo.

Men bogen er blevet forbudt på skolebiblioteker som klasselæsning i både amerikanske og franske byer. Det kan jeg faktisk kun tilslutte mig. Der er i forvejen for meget vold og splatter i verden, og i dag trænger en eller flere krige sig på, hvorfor så vise samme voldsvolumen på scenen uden at give en løsning, endsige forklaring.

Handlingen er simpel og næsten reel: En ung dreng i 7. klasse, Pierre Anthon,  erklærer en dag, at intet betyder noget. Derefter kravler han op i et blommetræ og sidder der dagen lang og råber, mens de gamle klassekammerater går forbi på vej til og  fra skole.

Intet, Teater V. Ungdomstykke efter Janne Tellers Roman. Foto: Daniel Buchwald.

Hans kammerater er uenige med ham og beslutter, at de vil indsamle beviser på, at der er noget af betydning. De har hver især et forhold til TING, som de gerne vil ofre for at overbevise Pierre Anthon om, at livet har betydning. Men barnelegen kapper over og ender som sagt i en massakre. Kan det så bruges til noget? Næppe. I øvrigt placeres alle genstandene i en trælade, som ender med at gå op i flammer – inklusive den unge dreng, der satte det hele i bevægelse.

Ak ak. Sådan er romanen og således også forestillingen, hvor man uanset alder skal have et højt abstraktionsniveau for at kunne klare mosten. Heldigvis ser man ikke andet end brune papkasser, men ordene ruller og folder sig ud i hver enkelt tilskuers fantasi.

Der ligger selvfølgelig en række fundamentale og eksistentielle spørgsmål og lurer. Men mon ikke en diskussion om meningen med livet, uanset om man er ung eller gammel, ville kunne sættes i gang på anden vis?

Men endnu engang: de to skuespillere, Anne Blomsgård og Thomas Kristian Bek, gør det imponerende velafbalanceret og sympatisk, mens de ryger ud og ind af figurer fra den store 7. klasse. Der skal en god, ung hukommelse til for med få streger og mange ord  at tegne en lang række hurtige portrætter af de mange syvende klassebørn.

Flot flot skruet sammen af instruktøren og teaterlederen Pelle Koppel, men historien er ikke til at holde ud, selv om både scenografi og instruktion prøver at holde igen og neddæmpe det grufulde.

Ps. Teater V har tidligere sat INTET op og gør det igen med henblik på turné rundt til skoler.

MEDVIRKENDE Anne Blomsgård og Thomas Kristian Bek
INSTRUKTØR Pelle Koppel
SCENOGRAF Claus Helbo
TEKNIK OG AFVIKLING Mie Mona Nielsen
PRODUCENT Teater V

Forfatter: Janne Teller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *