∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jeanne d’Arc – en radikal ny opera Teater på Sort/Hvid.
Overvældende, overrumplende, anderledes, pågående, vild, varm og for meget – præcis som krigen er til hver en tid.
Smuk, fascinerende, og uhyggelig. Jeg kunne blive ved, thi ikke mindst det visuelle er så kraftfuldt i de store teaterrum i Den hvide Kødby, at det er svært at finde ord for det nye portræt af den lille helgen. For Jeanne d’Arc er blevet helgenkåret, men det tog adskillige århundreder før den 13 årige pige fra Orleans fik den ultimative anerkendelse.
Alle kender hende, og adskillige kunstnere har ladet sig inspirere af hendes person og hendes gerninger, bl.a. komponisten Giuseppe Verdi i 1845 i ”Giovanni d’Arco” og Bertolt Brecht med ”Den hellige Johanna fra Slagtehallerne” (1932.)
At Sort/Hvid, som er blevet til et musikteater, har skabt en moderne opera henover over myten og Verdis toner, gør det ikke mindre fascinerende, for forestillingen er sprængfuld af både vilde ”billeder” og et lydlandskab, der siger spar to samt tekster af moderne digtere, som desværre ryger ud i mørket, men kan læses bagefter.
Et Gesamtkunstwerk i ordets bedste betydning med mange lag, mange ingredienser, mange fortolkningsmuligheder, som opstår, mens publikum jages rundt i de store rum.
Først er der mørkt og uhyggelige væsener, kæmpeinsekter, kravler rundt med lysende øjenlignende lamper og angriber publikum.
Så rulles en enorm metalvogn ind, som Mutter Courage, Brechts marketenderske, ville blive misundelig på. Sandelig om ikke der langes både mad og vand ud til udvalgte publikummer, mens mørket, lydene, sangen og ikke mindst varmen stiger. Publikum er stadig en stående masse, hvor nogle har svært ved at klare mosten, men sådan er krig, og vi skal alle mærke netop dét, som animerede den lille Jeanne til handling.
Anden afdeling foregår heldigvis således, at publikum er bænket på de gammelkendte rækker, og et anderledes glinsende og vildt ”billede” ses på scenen.
En forhandlingssituation – ikke som den, der er ventet vdr. Iran, men noget der peger tilbage i tiden, hvor store mænd fra øst og vest kunne sidde ved samme bord. Alt er glinsende, og på bordet ses små modeller af jagerfly eller er det missiler (?) – og ovenover ligeledes fly og krigsvåben. Selvfølgelig omsluttet af musik, et lydtæppe og sang.
Nu er alle sangere klædt i sort læder, som var de Anden Verdenskrigs statister eller rolleindehavere, og de blandes med de uhyggelige performere, der er tilstede hele tiden. Nu er de i skørter og bare overkroppe, men siden bliver de til røde, servile hofnarre. De mægtige folk ved bordet bliver opvartet og smæsker sig med mad. Det synes faktisk så nutidigt, at det gør ondt.
Midt i det hele står og synger den rene, kampberedte Jeanne. Nu iklædt en perfekt, skinnende rustning, mens hendes tekst som alle de andre velmenende sætninger, forsvinder op i luften, men kan læses i den lille folder.
Så mange elementer er blandet sammen for at føre hen mod den allerede kendte afslutning, Jeanne d’Arc på bålet. Igen er opfindsomheden (og elegancen) optimal, for bålet er blevet til små flammer i den smukt syngende Jeannes håndflader. Sådan kom man af med en fredsmægler dengang.
Det er imponerende, at Sort/Hvid med Nathalie Mellbye som chef, binder an med en så stor satsning. Udover det visuelle, som er uimodståeligt, er det spørgsmålet om selve forestillingen skyder for højt eller netop bevidst hælder på med alt for mange betydninger for at hamle op med tidens oprustning fra vest mod øst. Det skal være ”for meget”.
En af de mange tekster (af Alexandra Molkte Johansen) lyder: ”lad os lege at jeg er miraklet, lad os lege jeg er helgen. For så kan jeg velsigne jer.” (Citeret efter programbogen.)
Ps. Hvad skete der med Verdis musik? Den druknede måske, men for mig som teatermenneske er det ok, musikken blev ofret på det større budskabs alter: Aldrig mere krig!
Der spilles den næste måned til slutningen af maj.
Medvirkende KATINKA FOGH VINDELEV (sopran, Jeanne d’Arc), HANNA LEONORA HOLLENSEN (mezzosopran), STEFFEN BRUUN (bas), SIMON SUMAL (baryton), BJØRK-MYNTE PAULSE (danser), HILDE INGEBORG SANDVOLD (danser), LORENZO COLOMBO (Live-musiker), ALLEGRA ROCKET ROSEMARIE SCHYTZ MARVIT (statist), ISABELLA DRACHMANN (statist) Koncept/iscenesættelse BEHRENS/RYBERG/MELLBYE Komposition (elektronisk og akustisk komposition, kor- og solosatser) samt musikalsk bearbejdning af Verdi SØS GUNVER RYBERG Instruktør ANJA BEHRENS Scenograf NATHALIE MELLBYE Assistent JEANNE CHESTIER Koreograf BJØRK-MYNTE PAULSE, HILDE INGEBORG SANDVOLD Tekstbidrag ELIAS SADAQ, URSULA ANDKJÆR OLSEN, MYCELIUM, MANILLA GHAFURI, ALEXANDRA MOLTKE JOHANSEN Lysdesigner RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM Lydtekniker SØREN MOORE, VICTOR NUNO LYSE Scenemester ANDERS TOFT PEDERSEN, JOHANNE ENGBIRK Rekvisitør og bygger EMMA DYBDAHL HILDEBRANDT, JOHANNE ENGBIRK Bygger SARINA GIULIA BOSIO Kostumier HANNE MØRUP Repetitør LOUISE SCHRØDER Teatermaler RASMUS BRANDT Rigger TROELS FRYDENSBERG Forestillingsleder SVANTE HUNICHE CORELL Statistkoordinator ANDREA MARIE VITUS Afvikler ANDERS TOUSIG (Teknisk elev), MIE MONA NIELSEN Fotos EMILIA THERESE Teaser TUE AHLGREN