Kommenteret af Ulla Strømberg.
Jeg siger aldrig undskyld. Dialogbog med Jytte Hilden, skrevet af Puk Qvortrup.
Jytte Hilsen er, set udefra, en vaskeægte socialdemokrat, der siden sin entré i Folketinget i 1979 har kæmpet for mange af partiets sager. Oveni har hun altid haft et øje for ligestilling. I en periode under Poul Nyrop Rasmussen var Jytte Hilden kulturminister, (1993-1996) og efterfølgende forskningsminister (1996-98).
Jytte Hildens cv står desværre ikke så tydeligt i bogen, der ellers er på 228 sider og beskriver Jytte Hildens liv og tanker, men sat i lidt for kraftigt relief af den 45 år yngre journalist og forfatter, Puk Qvortrup. Det skal nu ikke komme Jytte Hilden til skade, at hun eller forlaget har valgt denne moderne dialogform, hvor enhver struktur er ophævet til fordel for en blød og bølgende samtaleform. Men burde det ikke være Jytte Hildens liv og dagsordner, der var agendaen?
Uden at fedte for hovedpersonen vil jeg mene, at Jytte Hilden er en af de absolut bedst begavede kulturministre, vi har haft, og jeg har interviewet en hel del, men desværre ikke de første: Julius Bomholt, Bodil Koch og Helveg Petersen.
Siden da har jeg i professionelle sammenhænge lyttet eller talt med de allerfleste kulturministre. Det har været en broget flok, hvor ikke alle var lige engagerede, vidende eller for den sags skyld velforberedte, når de mødte pressen. Men Jytte Hilden var inde i kultursagerne og syntes at kunne lide jobbet.
Det kommer desværre heller ikke i tilstrækkelig grad frem i bogen, som ellers på bedste feministiske vis i en cirkulær dramaturgi fortæller løst og fast om kvindeliv og familieliv fra 1942 og frem til i dag.
Som titlen antyder, er Jytte Hilden vel i bund og grund obsternasig. Dvs. hun tror på sig selv, retter ikke ind og, som der står på side 203: Jytte Hilden stoler på sin intuition vdr. mennesker. I det første møde har hun allerede, tror hun selv, gennemskuet det andet menneske. Det er vist ikke helt rigtigt, kan jeg tilføje, der først blev accepteret et stykke tid inde i hendes kulturministerperiode, da hun opdagede, at jeg som en af de få journalister havde læst på lektien, bl.a. det imponerede analysearbejde, som Jytte Hilden satte i gang med Peter Duelund som hovedredaktør af dansk kulturliv. Museer, musik, arkiver, alt blev analyseret og udgivet i bogform, men selvfølgelig straks skrottet af efterfølgerne på ministerpladsen, først Ebbe Lundgaard, radikal og siden fra samme parti, Elsebeth Gerner Nielsen. De “rigtige” politikere ser nemlig aldrig bagud, uanset om de kender til det område, de er blevet sat til at røgte.
Kun ganske få ”kulturelle” mærkesager trækkes frem, men den interessante lysinstallation: ”Linjen og Lyset” skabt af Elle Mie Ejdrup Hansen i 1995 som markering af 50 året for Danmarks Befrielse, fremhæves. Lidt bombastisk fortæller bogen om den kraftige, folkelige modstand, men var det nu så farligt for kulturministeren at støtte projektet? Svært var det for kunstneren, men jeg husker, at vi var mange, der støttede op om projektet og gav sendetid.
Den anden sag er af mere kulørt art handler om, at Jytte Hilden havde ”hotpants” på inde under en sommerkjole. Der skabte røre i bl.a. Billedbladet og blev hurtigt taget op andre steder, men set på afstand er det ikke mindst pinligt for den danske presse. Det samme må siges om tredje sag, som Jytte Hilden har behov for at fortælle til den unge journalist:
Fire timer efter at hun var blevet kulturminister og dermed også skulle inkludere sport i sit resort, blev hun spurgt om sin holdning til sport: ”Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på.”
Udtalelsen er jo utrolig morsom og igen falder det mest tilbage på pressen, at ordene er blevet stående.
Det havde dog været mere interessant at høre, hvordan en naturvidenskabsmand ville gribe det kulturelle område an, hvor det mere er følelser end fornuft og stringens, der råder. Jytte Hilden er uddannet kemiingeniør, har undervist og været rektor før hun blev minister. Men desværre er bogen mere interesseret i de blødere værdier og fortæller en smule om Strikkeklubben, hvor bl.a. Ritt Bjerregaard og Eva Bendix var medlemmer. Strikket blev der ikke, politiske diskussioner var topprioritet, men ifølge rygter (som ikke er med i bogen) var der strikse, nærmest militante møderegler hos kvinderne.
Hele vejen igennem livet har Jytte Hilden haft et markant syn på kvinders rettigheder, men den store kamp blev aldrig taget – og slet ikke i Strikkeklubben.
Bogen vender flere gange tilbage til, at hovedpersonen i perioder har været psykisk sårbar, som det hedder i dag. Det talte man ikke om i Hildens ministertid, men det havde måske været godt at vide, når man mødte hende i forskellige professionelle situationer.
Bogen dvæler ved den danske #Me too ”bevægelse” sat i gang af Sofie Linde og mærkværdigvis, som et helt overflødigt punkt, ved sensationsbogen af Katherine Diez – og i øvrigt hendes ”bedrag” om uddannelse og plagiering af tekster. Det svækker desværre mit syn på både Jytte Hilden og Puk Qvortrups dømmekraft, at de favner Diez.
Men i sidste ende er det måske sådan en feel good bog skal være: flink, venlig mod alle, bredt favnende, inkluderende og aldrig ekskluderende.
Men jeg vil påstå, at Jytte Hilden, som begavet analytisk person med 19 år i Folketinget, tre ægteskaber, fire børn og rejser i det meste af verden, må rumme mere interessant stof.
Udkommet to dage for kvindernes kampdag, 8.marts 2026. ’People’s.
www.peoplespress.dk