Kulturkupeen

Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman på Teater Grob.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman på Teater Grob.

Det er ikke godt, når man får ondt af skuespilleren på scenen. Men sådan havde jeg det med Ellen Hillingsø på Teater Grobs lille scene i den nyskrevne monolog af den garvede digter Ursula Andkjær Olsen: ”Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman”.

Jeg tro, jeg elsker Wonder Woman. Teater Grob. 2020. Med Ellen Hillingsø. Tegning af Claus Seidel.

Hillingsø kæmpede en brav  og flot kamp mod en lidt kluntet scenografi, ekstreme kostumer, men værst af alt, en tekst, der var gold og manglede gnist og attraktion.

Allerede titlen er lidt tung (og med komma), uden melodi, og sådan blev det også med budskabet, som var ganske svært at hitte, men vist drejede sig om kvindens dilemma og kvinders dilemmaer både som unge og modne. Imens stred den kraftfulde skuespiller, Ellen Hillingsø, sig igennem alverdens påhit fra instruktøren Niels Erlings side. Oveni en næsten ustoppelig fabulerende fantasi fra scenografen og kostumedesigneren Nicolas Nybro. Det var som om, der pinedød skulle alt med af fortolkninger og muligheder i de kjoler og dragter.

Jeg tro, jeg elsker Wonder Woman. Teater Grob. 2020. Med Ellen Hillingsø. Pressefoto.

Det begyndte ellers lovende: Scenen er i pink farvelade, delt op i lyserøde podier med nogle lodrette skilderhuse, der kunne ligne smukke, halvåbne sardindåser, også i pastelfarver – Dertil 5 tavler, stadig i pink, hvor Hillingsø kan tegne og forklare, når teksten må give op og i øvrigt går fra det høje til det helt ”lavkulturelle”.

Jeg tro, jeg elsker Wonder Woman. Teater Grob. 2020. Med Ellen Hillingsø. Tegning af Claus Seidel.

Hillingsø er fra begyndelsen iklædt en flot mammutflæsekjole i kraftig pinkfarvet silke. Kjolen giver straks associationer til en privat kjole, som Ghita Nørby bar for få år siden.  Dengang blev der nærmest storm på de sociale medier.

Denne flæsekreation er med til at befordre en fast opfattelse af Hillingsøs figur som en kvinde, der har pondus, vil være synlig og som også kæmper med sit image. Siden bliver det både værre og bedre.

Jeg tro, jeg elsker Wonder Woman. Teater Grob. 2020. Med Ellen Hillingsø. Pressefoto.

En underskøn, doucefarvet robe, som mest af alt ligner en luftballon, måske fra Den Første Verdenskrig, afløses på et tidspunkt af et dress, hvori indgår en croissant. Inden da har Hillingsø også været i en udklædning med interessante mindelser om kostumer fra fransk barok/rokokotid, men som faktisk viser sig at indeholde nogle dødfødte børn – eller blev de siden levende?

Spørgsmålene hobede sig op – og Andkjær Olsens tekst gav ingen svar og skabte ingen indre billeder. Måske fungerer hendes tekst på trykte papirsider, men på en teaterscene er der brug for noget helt andet. Hvor var dramaturgen og instruktøren henne?  Måske har der slet ikke været tid til at arbejde med teksten eller finde et begavet alternativ, der kunne passe til Hilllingsøs temperament.

Jeg tro, jeg elsker Wonder Woman. Teater Grob. 2020. Med Ellen Hillingsø. Tegning af Claus Seidel.

I øvrigt suppleres med sangeren og komponisten Fine Glindvad.  Hun er stille, indadvendt og ligeså musikken og sangen. Det hjalp heller ikke på forståelsen.

Ellen Hillingsø klarede sig igennem på trods af de indlysende forhindringer.

Men nu er det på tide, at hun får en god tekst  og en fornuftig instruktør at arbejde med.

 

 

Med: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad
Iscenesættelse: Niels Erling
Manuskript: Ursula Andkjær Olsen
Scenografi og kostumedesign: Nicholas Nybro
Komponist: Fine Glindvad
Lysdesign: Malte Hauge
Lyddesign: Rasmus Juncker
Forestillingsleder: Therese A. Jensen

www.teatergrob.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.