6 stjerner til Frederik Cilius og kontratenoren Morten Grove Frandsen – få stjerner til resten.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jeppe på Bjerget – Cilius på Det Kongelige Teater.

Med Frederik Cilius som Jeppe er den halve sejr hjemme. For denne fra de elektroniske medier kendte mand er så god, som havde han hele sit voksne liv trænet for at blive en formfuldendt Holberg-skuespiller. Han kan tale, pausere, holde gestikken i ave – og så er han musikalsk. Han er hele aftenen værd, og dermed tillykke med debuten som holbergskuespiller.
Cilius er ikke inkarnationen af Jeppe, for han spiller Jeppe, og netop det er imponerende gjort. At han taler sønderjysk i stedet for den sjællandske dialekt, mange af os er vokset op med i holberg-forestillinger, giver ekstra kolorit. Men han står frygtelig alene på scenen. For denne aften, en uge efter premieren, er der overhovedet ikke tilsvarende niveau hos de andre skuespillere. Aftenen er lidt speciel, for instruktøren Heinrich Christensen er på gr. af en sygemelding hoppet ind i rollen som baron og dommer. Det er ok, og han nøjes med at markere. Men det er slet ikke det, som slår ensemblespillet i stykker. Der er simpelthen ikke et veltrænet Holberg-ensemble.

I det følgende vil jeg undlade at fortælle om handlingen, om den lille mand, der for en stund bildes ind, at han er baron, for da at blive ligeså ond og undertrykkende som baronen og resten af overklassen. Rent historisk er der nok at sige om Holberg. I teaterprogrammet fortælles lidt om Holberg, men det hænger ikke sammen med denne version. Og nærmest at frakende Holberg et slægtskab med Moliere er sandelig mærkværdigt. Det er ikke samme teaterhistorie, jeg har læst.

At der hen igennem forestillingen går en kridhvid, vaskeægte 1600 tals kostumeret kontratenor rundt og kommenterer, virker overraskende i denne sammenhæng. Men Morten Grove Frandsen synger smukt de toner, som Ramez Mhaanna har komponeret. Og det høje niveau er der imellem Jeppe og kontratenoren, men hvad med resten?

For Heinrich Christensens iscenesættelse og bearbejdelse er problematisk. På den ene side lægger forestillingen sig op ad den 302 år gamle Jeppe-tradition med det ”rigtige” Jeppe-kostume, men på den anden side synes Heinrich Christensen at være bange for ikke at virke moderne. Omgivelserne, spillet af ensemblet, er indimellem med dyremasker, helt i tysk registil. Efterfølgende er ensemblet udklædt i pink plastic crossover rokokodragter for at illudere baronens hof.

Samtidigt hænges samtlige figurer ud. Verden er ondskabsfuld!. Hverken Jeppe, Nille eller baronen får lov at vise den mindste smule medmenneskelighed ifølge instruktøren. Tror næppe, at det var intentionen hos Holberg, anno 1722.
Med en prolog, der viser tilbage til både Holberg-statuen foran Det Kongelige Teater og til Det Kongelige Teaters forrige opførelse i 1984, gives også privatpersonen Frederik Cilius mulighed for at præsentere sig og referere til bl.a. Lars Løkke Rasmussen! Dermed er der illusionsmæssigt skabt et usikkert grundlag for spillet, som kun en Frederik Cilius er mand for at vinde, mens ensemblet synes rådvildt og på udebane.
Der er skrevet og talt en hel del om denne teaterproduktion, hvor alle billetter allerede før premieren i sidste uge, var solgt. Det er ikke almindeligt inden for dansk teater.
Nogle skribenter er efterfølgende blevet bebrejdet, at de andre skuespillere i ensemblet ikke er blevet omtalt, andre har fået med krabasken, fordi de også ”anmeldte” premierepublikummet.

Intet overrasker mig. For forestillingen brækker i den grad over, fordi den ikke synes logisk og velgennemtænkt. At spille Holberg kræver tillige meget af skuespillerne. Det er ikke nok med mikroports, som alle har. Der skal kunne tales, fraseres, og armene skal holdes i ro, uanset at der hos Holberg er indlagt teater i teater, når baronen og hans hof skal drive gæk med Jeppe. Bl.a. tiltales Jeppe, når han ligger i Baronens seng, som ”min hære”. Det sker ikke en gang, men mange gange – og i andre situationer bliver det endnu mere grelt og indimellem pibler skolekomedieattituder frem.
Men Cilius står fast som Jeppe, og må som enhver anden moderne skuespiller finde sig i at blive hejst mange meter op over scenegulvet for at illudere den hængte Jeppe.

Scenografisk synes den ellers super æstetiske Christian Albrechtsen at være ført på en gal galej. Rummet virker for stort og tomt, og det udklædte hof mister konsekvens, måske også fordi der ikke er en stram koreografi.
Som andre skribenter kan jeg ikke lade være at omtale publikum.
Der var denne onsdag aften fuldt hus, men hverken konge eller tv-studieværter. Til gengæld mange skolebørn, hvor pigerne havde bar mave – og det voksne, mandlige publikum var i cowboybukser. Omkring mig på 11. række var mobiltelefonerne i lystigt brug under hele forestillingen ikke mindst af midaldrende som ældre kvinder!
Jeg turde ikke sige noget, men troede faktisk, at det var forbudt! Irriterende er det – også når der sms’es under forestillingen.

Tillykke med debuten på Gl. Scene, Frederik Cilius, næste gang fortjener du bedre modspil.
Medvirkende:
Frederik Cilius / Jeppe
Patricia Schumann / Nille, lakaj m.fl.
Simon Mathew / Baronen, sekretær m.fl.
Youssef Wayne Hvidtfeldt / Erik Lakaj, Magnus m.fl.
Zaki Nobel / Jacob Skomager, Ridefogeden m.fl.
Stephanie Nguyen / Doktor, forsvarer, lakaj m.fl.
Casper Kjær Jensen / Doktor, anklager, lakaj, ridefogedens kone m.fl.
Ursula Esmarelda Brage / Kammertjener m.fl.
Morten Grove Frandsen / Sanger
Ramez Mhaanna / Musiker
www.kglteater.dk
Dramatiker: Ludvig Holberg
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: Janus Jensen
Komposition: Ramez Mhaanna
Instruktørassistent, scenografassistent: Manda Jønsson
www.kglteater.dk
Gud, hvor jeg glæder mig til at se den efter din anmeldelse
Spændende . Nu bliver det endnu mere spændende, når vi skal se forestillingen i aften.
Dersværre får jeg jo nok ikke billetter til den forestilling, men tak fordi du endnu engang italesætter sproget. Det kan ikke gøres for tit!
Du ville krumme tæer, tror jeg – og så de mange fagter med armene!
Helt enig.Der er langt fra Cilius til Nilles præstation.
Cilius bærer hele forestillingen
Nille bør nok forsøge sig som heks i en fantasy forestilling.
Resten af holdet har travlt med at gøre fakter og grimasser og har ingen føling med teaterkulturen fra Holberg.
Men forestillingen som helhed var en god oplevelse.
Rigtig det var en stor præstation af Frederik Cillius , jeg var i selskab med mine 2 voksne børnebørn det var en gave fra dem,jeg glædede mig til at de skulle opleve Holberg. Men hvor ville jeg ønske de havde set den “ gamle” version af Jeppe på bjerget ,det var med noget blandede følelser vi stod med bagefter ,jeg synes præcis som anmelderen af stykket som jeg først ser nu efter oplevelsen ,de unge var ikke uddelt begejstret men oplevelsen bare at være i teateret gør vi kommer tilbage og meget gerne til opera og også meget gerne til Holberg
Tak for din reaktion, og du har ret, helt godt var det slet ikke, og det er synd for de kommende generationer, for Holberg er bedre end det hurlumhej uden om Cilius!