Anbefaling af Ulla Strømberg (selvbiografier får ingen stjerner)
Jesper Christiansen: Det Lykkelige øje, selvbiografi.
Stor, vægtig, velskrevet og kompleks kunstbog, der også er en selvbiografi, alt imens Dante, Marcel Proust 0g Virginia Woolf står på tæerne af hinanden for at give maleren inspiration.
Det er en både positiv og ”lykkelig” bog skrevet af maleren Jesper Christiansen, der af en besynderlig grund betegner sig som ”kunstmaler”. Han har så meget på hjerte inden for det kunstneriske, at det også er et katalog af anbefalinger til, hvordan man får et indholdsrigt liv, hvor dagligliv og metier er smeltet sammen.
Og det private, med samme hustru, skiftende adresser og udnævnelser til ikke mindst professor, glemmes heller ikke.
Jesper Christiansen har på flere udstillinger – senest en meget imponerende opmarch af værker på Ordrupgaard – vist sin store spændvidde inden for det figurative, fortællende næsten anekdotiske, hvor kunsthistorie og litteraturhistorie smelter sammen på lærredet i en ny, moderne sameksistens.
Bogen ”Det lykkelige øje” kan derfor også læses som en baggrundsfortælling om de billeder, som det kunstinteresserede publikum møder og oveni er det blevet til en let surfing hen over almen dannelse, som den kendtes for årtier siden.
Bogen er rigt illustreret og supplerer Jesper Christiansens egne malerier med værker fra den nyere kunst- og kulturhistorie. Har man fulgt med, kan man nikke genkendende til det meste, fra beskrivelser af den sippede kunsthistoriker John Ruskin over Bloomsbury-gruppen med Virginia Woolf i spidsen (netop udstillet på Nivaagaard) til det franske, hvor Pierre Bonnard topper listen over inspirationskilder.
Selv om nogle kapitler godt kan synes lidt pralende, når den store kulturhistorie doseres til læserne, er Jesper Christiansen også ærlig i beskrivelsen af sit første møde med de nye franske filosoffer, som Kunstakademiet, med bl.a. Hein Heinsen og Else Marie Bukdahl, fodrede eleverne med. Selv om de svære tekster faktisk blev oversat til dansk, gik der nogle år, før Jesper Christiansen kunne forstå essensen og inddrage den erhvervede postmodernistiske viden i sin egen kunst. Det er selverkendelse.
Igennem hele bogen lyser en kærlighed til kunsten og ikke mindst til udvalgte inspirerende, vidt forskellige forgængere, fra Pierre Bonnard med det franske sollys i tekstilerne til Francis Bacons forkrøblede portrætter. Sammenhængen er ikke indlysende, men bliver forståelig i Jesper Christiansens beretning.
Det er hævet over enhver tvivl, at Jesper Christiansen har været myreflittig og elsket hvert et sekund med pensel i hånden, når der sirligt er blevet malet på lærred. Samtidigt overraskede det ham selv, at han faktisk også godt kunne lide at administrere og evnede at være både professor og formand for et udvalg i Statens kunstfond i en årrække i nullerne.
To nyere, officielle bestillinger har været udfordrende, men beskrives med stilfærdig langmodighed. En stor rumudsmykning i Frederik 8.s palæ, hvor Kronprinsparret oprindelig skulle bo – og i dag huser samme personer, nu kong Frederik og dronning Mary. Det er audiensrummet eller hallen, der blev overladt til Jesper Christiansen. Med en sirlighed og præcision pryder flere verdenskort og landkort i forskudte formater væggene i palæets stueetage.
Men motivvalg og proces beskrives desværre ikke i detaljer, derimod høres om mange praktiske problemer, bl.a. en langvarig forsinkelse på grund af svamp i loftet, og dermed går månederne. Udsmykningen ender med at blive færdig til tiden og syntes dengang, hvor offentligheden fik adgang, meget vellykket, ja ligefrem imponerende og nok den mest genuine rumudsmykning i det projekt, som involverede 10 danske billedkunstnere.
En kirkeudsmykning til den moderne danske kirke i Paris blev bestilt få år efter. Alt gik godt, indtil en supplerende udstilling af værker i Det Danske Hus ulykkeligvis endte som en uhyggelig brandtomt. Også det beskrives i stilfærdige vendinger.
Jesper Christiansens værker har udviklet sig fra at være enkle, ligefrem minimalistiske til at være frodige, farverige og mættede af fortællinger – hentet hos fortidens malere og digtere, hvor også Dante har været inspirationskilde. Når dertil lægges, at Jesper Christiansens atelier eller arbejdssteder altid er sirlige og en kirurg eller tandlæge værdig, er det en meget anderledes kunstner, som beretter om sin gøren og laden. Til sammenligning er afbildet den irsk/britiske maler Francis Bacons atelier, som på minutiøs vis efter hans død blev genskabt på kunstmuseet i Dublin. Alt synes kaos for den udefrakommende, men Bacon har nok selv set et system i rodet.
Desværre er bogens grundfortælling springende i tid. Havde beretningen været kronologisk, ville både Jesper Christiansens eget livsværk og tidens ideologiske udvikling have fremstået mere pædagogisk rent og dermed klarere. For krig, kærlighed og kunst skabes og udvikler sig altid på en tidslinje. Viden og erfaring bæres jo med videre på godt og ondt – også i et liv.
Men det skal ikke forkleine bogens gode og vellykkede intentioner: en kunstners selvbiografi.
Se anmeldelse af Jesper Christiansens udstilling på Ordrupgaard:
Udkommet på Strandberg Publishing