∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jon Rafman – ny fotoudstilling på Louisiana.
Report a concern – Nine Eyes, 2008-2025 – er den eksakte titel. Alt er på engelsk på denne fremragende visning af et stort projekt, skabt af den canadiske billedkunstner Jon Rafman (1981).
Udstillingen er yderst vellykket iscenesat i den underjordiske fløj. Det, der egentlig slet ikke er hverken fotokunst endsige værd at se på, nemlig tilfældige fotos af virkeligheden, har fået et vildt, sociologisk nyt liv og indgår som billeder på vægge, i gulvtæpper og på vægtekstiler. De egentlig kedsommelige fotos får nyt liv, når de enten forstørres eller genskabes på nye materialer.
Kunstneren har selv været med til at beslutte udstillingens fysiske form, som i et par af rummene er meget omsluttende i en form for genskabelse af en overrumplende, stoflig kulisse. Skal opleves.
Jon Rafman hører efter eget udsagn til den generation, der er vokset op med den ny teknologi og skærmen som inspirationskilde og måske også som destruktiv ”ven”. Han har dagligt brugt adskillige timer foran skærmen og altså ikke ved lærredet eller i mørkekammeret.
”Report a concern” tager udgangspunkt i Googles såkaldte Street Views, hvor google fra 2008 sendte (sender?) biler med 9 kameraer ud i verden, op og ned langs veje for at registrere. Bilerne tager billeder, og hvis der er noget ”galt”, har man, iagttageren, en kattelem: ”report a concern” – deraf titlen.
Allerede i 2009 begyndte John Rafman at samle på disse ”street views, som han fandt på internettet hos alverdens nørder, og hans arkiv er stort i dag, mange tusinde enheder, mens googles vel er på milliarder af fotos. Ophavsretten er der intet problem med og heller ikke Rafmans egen definition af sig selv som kunstner fra en generation, hvor teknologien har givet et nyt, stort råderum og vilde muligheder.
Men egentlig er det vel et sociologisk fænomen, han undersøger: Hvad sker der i det offentlige/semi-offentlige rum, når vi er anonyme iagttagere?
Det, han i sin mangeårige jagt har fundet, er slet ikke behageligt. For selvfølgelig er han netop standset op ved gadeprostitution, fattigdom, usselhed, ensomhed, vold, biler, biler etc.
Alt det ser man på de mange fotos, der lige netop ikke har den ”bevidste skønhed” som almindelig fotokunst ellers indeholder. Nogle få billeder er blæst op i stort format, de fleste, dvs. flere hundrede er ganske raffineret sat op i den lange underjordiske gang, så man trættes, væmmes etc., og det er nok meningen. Det er ganske overvældende.
For at det ikke skal være så lettilgængeligt, hvad udstillingen faktisk er på nippet til at være, fordi dens motivverden er så tæt på den store, fælles virkelighed, understreger Jon Rafman: ”Jeg opfattede det hele vejen igennem som et kunstværk, fordi jeg helt generelt så min praksis som en rekontekstualisering af fundne objekter.”
Det burde nok kunne sige mere ud af ”posen”, især når det står i Louisianas medlemsblad og vel skal fungerer som ”dåseåbner” for folk, de gerne vil forstå, hvad det hele går ud på. Jon Rafman ny-iscenesætter virkeligheden for derved at fremhæve nye eller måske skjulte sammenhænge. Der er noget “readymade”, som kendes fra den store kunsthistorie,
Det korte og lange er, at materialet foreligger, afbilder en virkelighed, som ligger for vores fødder, og som vi enten ignorerer eller tager for givet. Jon Rafman og co. ser derimod muligheder og via teknologien genskaber de virkeligheden på ny, præcis som alle andre kunstnere stræber efter. At der også skal en god portion tålmodighed til for bl.a at udvælge blandt de milliarder af muligheder, er en anden sag.
I nogle videos har Jon Rafman via ny teknologi (AI) skabt nogle fortællinger med udgangspunkt i et enkelt foto, der kan vise biler i sammenstød, bedende mennesker eller lign. Ganske interessant og disse videos bryder muren til det rent sociologisk-registrerende og bliver til frie fortællinger – stadig inde i en tydelig AI-verden.
Til udstillingen er udkommet et katalog på engelsk i netop det format, som de mange små billeder har på væggene i den underjordiske gang. Det er et spændende katalog, der viser, at verden tilsyneladende er meget, meget lille og ser man på billederne nøje, er næsten alt med, måske lige bortset fra de krigsscener, som vi dagligt fodres med via tv.
Ikke uden grund henviste Jon Rafman selv til den berømte film ”Blow up” fra 1966. Den foregik i The Swinging London og var skabt af Antonioni. Hovedpointen var, at en ung, hårdkogt modefotograf tog et billede i en park og hjemme i mørkekammeret opdagede, at der i buskadset sås en revolver, som pegede mod et omfavnende par. Alle ville efterfølgende dengang være fotoreportere! Filmen syntes på daværende tidspunkt revolutionerende og indeholdt netop budskabet: “Report a concern”.
Udstillingen vises til og med 11 januar 2026.