∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Det springende punkt på Teatret Ved Sorte Hest.
Det kan være farligt at genopsætte en succes. Men Karen Lise Mynsters overbevisende Inger Christensen–monolog: ”Det springende punkt” overrasker positivt og synes endnu mere vedkommende her ved gensynet på Teatret ved Sorte Hest.
Det er poesi og teater i den smukkeste symbiose, hvor Inger Christensens univers både synes luftigt og uhyggeligt nærværende. På trods af en hospitalsramme med usynlige tremmer for vinduerne(?) virker alt så nærværende og vedkommende.
Pressebillede. Maiken Norup.
Karen Lise Mynster mestrer det hele. Fra de stille passager til sangene, smukt sunget i forening med den unge musiker Henriette Groth, der næsten usynligt understøtter hele forestillingen fra sin base med forskellige instrumenter – forrest til venstre ved scenen.
Også dramaturgien i forestillingen er lydefri. Umærkeligt føres vi fra poesi til mere bastante, næsten naturalistiske beskrivelser. Det hele bygger på fire af Inger Christensens digtsamlinger, men starter stærkt med: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. (…) ” Fra samlingen af samme navn fra 1969.
Men uden scenografen Camilla Bjørnvads meddigtende – ofte kontrapunktiske projektioner havde oplevelsen på det lille teater ikke været så stærk. En fast, hvid arkitektur danner baggrund for skiftende naturbilleder. I et enkelt moment eller to ser vi hospitalsgangen. Mere er ikke nødvendigt. Og placeringen af en halv seng, som dekoration på en væg, er en genial løsning, der sammenfatter alt i patientens univers.
For helt rask er hun ikke, men hvad med lægerne, personalet og vi andre, hvor går grænsen?
Forestillingen spiller til d.16. april 2015. Der er tid endnu. Skynd jer derhen.
Medv: Karen-Lise Mynster
Tekst: Inger Christensen
Komponist og lyddesign: Henriette Groth
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen