∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kasimir og Karoline på Det Kongelige Teater.
Fremragende forløsning af det 93 år gamle spil: ”Kasimir og Karoline” af Ödön von Horvarth.
Med Freja Klint Sandberg som en uimodståelig og dialektisk Karoline til vild Oktoberfest med et blinkende pariserhjul i baggrunden og vennerne omkring, formår instruktøren Anna Balslev og co. at give et moderne og uhyggeligt bud på også tiden lige nu – midt imellem forglemmelse og nødvendig erkendelse.

Ödön von Horvath er som dramatiker og forfatter i perioder mest kendt for sin dramatiske død: han går ned ad Champs-Élysées i Paris, året er 1938, han er på frivillig eksil, på flugt fra Hitlers Tyskland, som har forbudt hans skrifter. Et træ vælter ned over ham, og den 37 årige, allerede anerkendte, forfatter dør på stedet. Han var østrig-ungarsk diplomatsøn, havde boet i bl.a. Budapest og München og var i sine skrifter kritisk over for det nye Tyskland og en skarp iagttager af tidens ubalance.

I ”Kasimir og Karoline” opleves den uhyggelige stemning midt imellem samfundsmæssig opblomstring og fatal deroute. Det er netop denne vekselvirkning, velstand / fattigdom, de heldige / over for de uheldige som Horvath beskrev i sit lille stykke fra 1932, og som forestillingen af Anna Balslev og co. viser eminent tydeligt med et symbolsk pariserhjul i baggrunden, unge på rulleskøjter og en evig kædedans, der mest af alt ligner en dans mod døden. Tydeligere kan det ikke være, men her gjort æstetisk spiseligt, så vi næsten glemmer budskabet.
Det store spørgsmål: Er der en fremtid? Besvares ikke i forestillingen og heller ikke hos Horvath, der i 1930erne måtte have haft en 6. sans og modet til udtrykke det.

Historien
Med Münchens Oktoberfest som baggrund står en gruppe unge mennesker i Lederhosen og Dirndl (dragterne) over for hinanden: arbejderne med eller uden håb på den ene side og overklassen i sin skødesløshed på den anden. Yderligere eksemplificeret ved Kasimir, den pessimistiske, nu arbejdsløse chauffør, ”et anstændigt menneske” som hans selv siger over for kæresten Karoline, optimist og tankeløs og rede til at feste.

Instruktøren Anna Balslev er sammen med kollektivet Regimentet i denne omgang lykkedes på alle parametre med scenografen Laura Løwe, hvis æstetik er uovertruffen.
Aldrig har jeg på en dansk teaterscene set et så velfungerende og smukt pariserhjul, med alle de nødvendige symboler indlagret og med koreografen Sebastian Kloborgs uhyggelige kontinuerlige kædedans, for ikke at glemme afslutningen – hvor amerikanske billedkunstnere som Edward Hopper og Eric Fischl synes at have været interessante inspirationskilder til undergangsbillederne med moderne biler og storby. Det visuelle er mageløst og ligeså det musikalske ved Viktor Dahl og Rumle Sieling Langdal. Stemningen er lagt fra første sekund og fastholdes, mens vejen mod afgrunden følges.

Men var det ikke for skuespillerne, kunne det være det samme. Der er ikke megen tekst, husker ikke om der er skåret godt til benet i denne version. Men det gør ikke noget, for det er uden sammenligning den bedste forløsning af ”Kasimir og Karoline”, jeg har oplevet.

Med Freja Klint Sandberg som en dobbeltbundet Karoline, der hele tiden på en og samme gang udtrykker robusthed og ængstelse (“midt mellem le og græde”) er meget vundet, og Mathias Bøgelund, som den svage forlovede, giver et smukt billedet af håbløsheden. Simon Kongsted er en vild Franz, proletaren, der har opgivet alt og til sidst godt kan lade det hele futte af, giver sjove henvisninger til Thomas Bo Larsens figur i Thomas Vinterbergs ”Festen”.
Alle skuespillere er fremragende. Og selv om de får lov at tale moderne dansk og skrige, som man hverken gjorde i 1930erne eller for den sags skyld i 1960erne, hvor historien eventuelt er henlagt til, så fungerer det upåklageligt.

Stykket kan godt ses som et nødskrig, et nødråb, en indpakket samfundsanalyse, som Horvath kom med i 1932. Men det var som bekendt uden modtager – og uden nytte.
Situationen i dag er ved at ligne 1930ernes. Så selv om forestillingen her i 2025 er overbevisende og imponerende skabt af Anna Balslev og co. Hvad så? “Hvad gør vi nu, lille du”?
Det er smukt at skue, men frygteligt at reflektere over – og der er måske definitionen på suverænt teater.
Se “Kasimir og Karoline” før naboen og lær Ödön von Horvath at kende, som ældre generationer gjorde det i de tidlige 1980erne, hvor teatrene i både Odense og Aarhus evnede at fortolke hans værker. Men klogere er menneskeheden ikke blevet, og nu står vi der! Den kolde krig er væk, muren er faldet – men livet er ikke blevet nemmere, tværtimod …
Anna Balslev har senest skabt en interessant fortolkning af Strindbergs ”Et drømmespil” på Det Kongelige Teater.
Dramatiker: Ödön von Horváth
Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe
Koreografi: Sebastian Kloborg
Lysdesign: Balder Nørskov
Musik: Rumle Sieling Langdal
Musikalsk ide: Viktor Dahl
Oversættelse: Henning Goldbæk
Medvirkende:
Freja Klint Sandberg / Karoline
Mathias Bøgelund / Kasimir
Nanna Skaarup Voss / Erna
Simon Kongsted / Franz
Gustav Giese / Schürzinger
Alexander Bryld Obaze / Speer
Oskar Bjarke Windfeld / Rauch