∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kejseren af Portugalien – på Edison, en del af Betty Nansen Teatret.
Det er mageløst at lytte til, æstetisk smukt at skue, og gribende at tænke over. Selma Lagerlöf kunne ikke få en smukkere fortolkning af romanen ”Kejseren af Portugalien” end, hvad Edison leverer.
I Edisons store nøgne rum er der blot en tom spilleplads med jord, resten er gråt og råt. I baggrunden bevæger koret Ætla sig og indrammer skuespilleren Maria Rossing. Hun er inkarnationen af en lille by, for hun spiller hver og én beboer, mand som kvinde, ung som gammel.
”Kejseren af Portugalien” fortæller historien om en faders kærlighed til en datter. Men datteren skuffer ham dybt ved at rejse bort og siden ikke give lyd fra sig, så han bliver gal.
Han træder ind i en fantasiverden, hvor han selv er kejser og datteren lige så højt på strå. Udenom ser det lille lokalsamfund til med nysgerrighed og stor ængstelse og forargelse.
Maria Rossing spiller hver og én person i byen. Hun bruger en lille stemme og bøjet hoved, når det er en kvinde, der taler og tænker. Mere brovten er hun, hvis det er en kedelig mandsperson og midtimellem, når hun skal illudere et af de ”gode” mennesker.
Det er smukt og nuancerigt spillet, aldrig overdimensioneret, altid holdt nede med minimum af fysisk bevægelse. Det er så fint tænkt ind i iscenesættelsen ved Elisa Kragerup, der her er tilbage til det, hun (også) mestrer som instruktør: det stille, det eftertænksomme og det almenmenneskelige.
Denne forestilling giver mindelser om Elisa Kragerups tidlige produktion på Det Kongelige Teater i 2010: ”Den unge Werthers lidelser”, hvor alt udenomshalløj var barberet væk. Der var blot tre skuespillere i rummet, herunder Maria Rossing, Goethes ord og et par stole.
Dermed er vi ved kernen af teatrets kraft: skuespilleren, ordet og bevægelsen. Som ”Den unge Werthers lidelser” er ”Kejseren af Portugalien” også et litterært værk, der af Elisa Kragerup transformeres over til med en dygtig skuespiller at blive levendegjort på en scene.
”Kejseren …” har fået en meget abstrakt og velfungerende lydside ved komponisten Louise Alenius, sunget af koret Ætla med 8 personer. De fungerer som staffage og personificerer indimellem umærkeligt den omkringliggende verden og understøtter derved fortællingen. På samme vis med scenografen Ida Grarup. Hun skaber ikke ”støj”, men tager et par få almuesymboler, der giver lidt tidsfornemmelse, så publikum kan indoptage atmosfæren i den lille flække ved havet i begyndelsen af det 20. århundrede.
Det er en mærkelig by, hvor man både kærer sig om hinanden og tager afstand, når det bliver anstødeligt. For pointen er jo, at der er en mand, der er blevet gal, fordi hans datter tilsyneladende er blevet prostitueret i storbyen. Så skal man da småsnakke og også skubbe til de lokale fyldebøtter.
Det hele er med i denne version, hvor publikum opmærksomt følger nedturen mod afgrunden for til sidst at se to grave på scenen!
Elisa Kragerup holder op som kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret med udgangen af denne sæson. Men forhåbentligt får hun nu tid og ro til at skabe nye, helstøbte sceneværker sammen med skuespillere, som forstår hendes tankesæt – og publikum vil være meget taknemmelige.
MEDVIRKENDE
Maria Rossing
og vokalensemblet ÆTLA: Rögnvaldur Konráð Helgason, Sara Amalie Heise, Nikolaj Vangdrup Høybye, Johan Kullander, Liv Larsen-Lechuga, Alex Friis Nielsen, Nina Smidth-Brewer, Christine Bach Tofft
AF / Selma Lagerlöf
Scenetekst / Tom Silkeberg
ISCENESÆTTELSE / Elisa Kragerup
SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN / Ida Grarup
KOMPONIST / Louise Alenius
Lysdesign / Christian Alkjær
www.bettynansen.dk