Anbefalet af Ulla Strømberg. (Selvbiografier får ikke stjerner)
”Klangbunden i mig” er en historie om familie, generationer og tidsånd.
Velskrevet, lettilgængelig og lige at gå til for modne kvinder!
Forskeren og forfatteren Birgitte Possing har en særlig evne til at fange tidsånden, eller ligefrem være på forkant. I denne familiekrønike, som er hendes egen, bevæger hun sig fra at være erkendende af egne rødder (hvem er jeg, hvor kommer jeg fra) til at live bekendende: Her er jeg! Sådan er Jeg!
For bogen slutter faktisk med en bekendelse: hvad fik den 73-årige kvinde så ud af livet? Ikke så lidt og på alle hylder, kan læseren svare. Det kan næppe være mere moderne og slet ikke for en kvinde, der har bevæget sig i universitetsmiljøer det meste af sit voksne liv.
Birgitte Possing er vist feminist og har bl.a. skrevet disputats om Natalie Zahle, skolelederen, der i det stille var foregangskvinde og grundlagde en pigeskole, som siden blev til gymnasium. På kvindefronten er der ikke meget at komme efter, og Birgitte Possing leverer et i dag politisk korrekt værk, til tiden og i tiden.
Var bogen kommet for et par årtier siden havde det nok været sværere, men heller ikke værre.
Selv om jeg nærmest er på samme alder og også opvokset i et akademikerhjem, dog i København, og i øvrigt har gået på Zahles Skole, havde jeg slet ikke de tanker om eller snarere den erkendelse af åbenlys kvindeundertrykkelse, som Birgitte Possing har følt igennem hele livet. Men det pres og den eventuelle vrede må omvendt ikke underkendes, for det har samtidigt været drivkraften bag hendes professionelle virke.
Bogen udspringer af en lille skoæske, som hendes elskede moder gav hende, da hun var 14 år gammel. Den skulle hun gemme og først lukke op, når forældrene en dag gik bort. Moderen døde alt for tidligt af kræft, Birgitte Possing var kun 23 år og efterfølgende viste det sig, at moderen havde planer om at vende tilbage til sit gamle arbejde som sygeplejerske. Først da faderen 30 år senere efter gik bort, tænkte Birgitte Possing på skotøjskassen, men lod den i første omgang stå uåbnet hen, og der gik flere år før hun løftede på låget.
Kassen gemte heldigvis ikke på forbrydelser i nogen forstand, men det var kærlighedsbreve imellem forældrene. Det fik forskeren til at grave dybere og undersøge og lede efter slægtens forskellige større og mindre hemmeligheder. Med en professionel tilgang til arkiver etc. er det imponerende, hvad den danske velfærdsstat egentlig kan være med til at afdække. At det så er ”kolde hænder”, der har hjulpet med afdækningen – det er en helt anden diskussion.
Birgitte Possing skriver godt og er en fremragende fortæller, der snildt inddrager og jonglerer med samtidshistorien, så bogen også bliver flere generationers liv i Danmark, hvor ikke mindst Anden Verdenskrig har spillet en stor rolle.
Afdækningen af familiekrøniken viste bl.a., at begge forældre havde været i modstandsbevægelsen uden at prale efterfølgende. Et smukt træk, men det må have været svært for dem ikke at fortælle næste generation om den svære tid, 1940-45.
”Klangbunden i mig” ligger i forlængelse af flere små teaterforestillinger, jeg har set i den senere tid. Hanne Uldals cabaret på Café Liva, hvor ret uhyggelige hændelser i den ellers ”pæne” familie blev afdækket af Hanne Uldal, da hun begyndte at grave efter sine rødder. Senest Pernille Højmarks mere muntre, men lige så alvorlige historie om en opløst familie – spillet på Snoreloftet på Folketeatret.
“Klangbunden i mig” – handler om Birgitte Possing og hendes familie, men vil givetvis finde genklang i mange modne, danske kvinders liv og selverkendelse.
Udkommet oktober 2025 på Strandberg Publishing, i dag under Gyldendal.