∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Kløvedal, det bedste man kan sige.
Teatergrad ved Lyngby Mølle i et telt.
Teatergrad kalder sig om sommeren for Det flydende Teater og har været rundt omkring nord for København, senest i flere år i Sophienholms smukke park. Nu er stedet blevet et telt i udkanten af downtown Lyngby –bag den gamle mølle.
Teatergrad er altid fuld af gode ideer, ofte med en feministisk drejning – bl.a. om grevinde Danner, Josephine Baker, Helle Virkner m.fl. Forestillingerne har igennem årene været mere eller mindre præcise tidsbilleder fra en svunden tid, som de færreste har haft tæt på.
Tilbage til 60erne
Nu har teatret fundet Nadia Kløvedal Reichs bog fra 2023: (Kløvedal) – ”Det bedste man kan sige” for dermed at karakterisere en konkret del af det danske ungdomsoprør og intellektuelle hippiemiljø fra 1960erne og 1970erne.
Ideen er god nok, men har måske været for svær at transformere om til en nutidig teaterleg. Tiden er tæt på vores nutid, og dermed kan det blive farligt, fordi mange os har en viden og fornemmelse af, hvad der skete dengang, og hvordan livet var. Nogle har måske også på godt og ondt kendt hovedpersonen, faderfiguren, Ebbe Kløvedal Reich eller andre fra kollektivet: Maos Lyst.
Forestillingen ”Kløvedal” synes ikke bevidst nok om dette dilemma, og derfor bliver hele teaterprojektet ikke så distinkt, men der findes jo masser af dokumentation om tiden dengang.
Fortællingen er blevet for vag og svag med tre skuespillere, en sanger, nogle malede ølkasser og lidt patchworktæpper og en lidt for håndfast dialog. Der skal mere til, flere nuancer, for tiden dengang bør fortolkes via mange forskellige ingredienser fra ord, attituder, spillestil til hele det visuelle.
En række spørgsmål har Teatergrad sikkert bakset med: Skal forestillingen være retro, eller skal den være moderne? Og hvad med sounden, lyden, musikken?
En selvbiografisk beretning
Bogen af Nadia Kløvedal Reich blev godt modtaget i 2023, selv om den selvfølgelig rokkede lidt ved det billede, mange af os havde af Ebbe Kløvedal Reich – den veltalende, velskrivende, venstreorienterede mand, der samtidigt var kristen og havde nyfortolket grundtvigfiguren.
Det er ikke nok blot at udstille Ebbe Kløvedal Reich som en hykler, der taler om menneskelighed, fred og fordragelighed, men agerer 200 procent mandschauvinistisk og egocentrisk uden at tage hensyn til hverken egne børn eller børnenes mødre. Der må flere nuancer til, for han havde en markant placering i den offentlige bevidsthed.
Som forestillingen fremstår, bliver det bare Nadias historie om en kvinde, der som barn stod midt i kaos blandt voksne personer, hvor ingen rigtigt interesserede sig for andre end sig selv. Alle havde dyre ord om samfundet, det politiske, klassekampen, og som et ekstra pointen, som titter frem: feminismen, som betød, at heller ikke kvinderne tog vare på afkommet eller familien.
Tekst og skuespillere
Forestillingen ”Kløvedal” skuffer, fordi den ikke har kant – teksten og manuskriptet ved Thomas Markmann er rent dramaturgisk lidt for gennemsnitlig. Der er en kronologi, men alligevel kommer Ebbe Kløvedal Reichs død hen over nogle ølkasser tidligt i forløbet, selv om han efterfølgende genopstår. Rollen er dog fornuftigt og dækkende spillet af Brian Hjulmann.
De forskellige kvinder i hans liv kommer hurtigt til at være lidt for ens – frodige, varmhjertede og alligevel enøjede i Anne Gry Henningsens velmenende fortolkninger. Malin Rømer Brolin-Tani er Nadia Kløvedal Reich og altså bogens forfatter, datter af Ebbe Kløvedal Reich. Stilfærdigt og loyalt spillet og i øvrigt med virkelighedens Nadia på første række ved premieren torsdag eftermiddag. Det må være svært. For her flyder virkeligheden og kunsten sammen, og så skal der helst være en god grund til at vise denne bagside af et levet liv – med publikum på.
Som ekstra figur er Christine Worre Kann en sjov, musikalsk hippiepige uden for handlingen. Men det havde været mere stemningsskabende med originale tressersange i stedet for alt for langsomme, stilfærdige seminnostalgiske toner af Marie Louise von Bulow. Tiden var tung af musik dengang! Der var musik overalt!
Projektet er ambitiøst og interessant, men synes amputeret i denne fem kvarters version, hvor personerne som sådan ikke får lov at forsvare sig – og en tidskarakteristik ikke kan klares med nogle papskilte, hvor der står fred etc.
Scenografien klares med nogle ølkasser
Scenografien trækker alt for meget fra i stedet for det modsatte – i 2025 må det kunne lade sig gøre at skabe et kollektiv-miljø al la Maos Lyst, som var navnet på det navnkundige kollektiv, hvor historien primært udspiller sig. Og det går slet ikke med strikkede dyremasker, som skuespillerne ikke kan ånde i! Det er ikke så professionelt. og så er det gammeldags teater.
Teatergrad har undladt et trykt program. Det er synd, en a 4 side på genbrugspapir ville gøre underværker! For dykker et teater ned i fortiden, uanset om det kun er få årtier bagud, så skal der nogle facts på bordet til publikum, ellers synes det hele lidt for ufremkommeligt og uigennemtænkt.
Medvirkende
Malin Rømer Brolin-Tani, Anne Gry Henningsen, Brian Hjulmann + Christine Worre Kann.
Instruktør
Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker
Thomas Markmann, efter Nadia Kløvedal Reichs bog “Det bedste Man Kan Sige”
Komponist og sangskriver
Marie Louise von Bulow
Scenograf
Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumedesigner
Olivia Hetman
Lydkonsulent
Janus Jensen
Lysdesigner
Sofus Sean Bassett
Dramaturg
Christine Worre Kann
Producent
Det Flydende Teater
Idé & koncept
Teatergrad