∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
København Danser – Sonoma – et brag af et spansk gæstespil.
Sonoma af La Veronal og Marcos Morau.
Hip, Hip, Hurra har man lyst til at råbe til de to initiativtagere til festivalen ”København Danser”, Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth. For det er imponerende, at de kan fortsætte med at præsentere spændende internationale dansekompagnier fra øverste hylde til det ballethungrende københavnsk publikum.
For hvor har vi savnet det i de seneste år, hvor de konventionelle og statsstøttede balletinstitutioner som Det Kongelige Teater og andre har undladt at invitere internationale kompagnier til Danmark.
Nu sker det igen, igen og tak for det. I sidste uge med kinesisk munkedans, i disse dage dansende. spanske kvinder, som giver fuld kraft – om det er ved den tomme grav eller blot på et plads i en spansk by . Og om en måned det legendariske Wuppertal Tanztheater, Pina Bausch. Husk at købe billet.
TAK skal lyde herfra, og så er det tid til at dissekere Sonoma.
Selv skriver den spanske koreograf, Marcos Morau, at det ikke mindst er hensigten at skabe noget for de kvindelige dansere, og det er mere end lykkedes. De 9 kvinder banker og sparker lige op i vores hoveder på den mest feminine måde, at de har noget på hjerte. De vil på en eller anden måde redde verden, om det er den korsfæstede Jesus eller det er den evigt pågående krig. De vil banke volden ud af samfundet.
Visuelt er Sonoma fantastisk. De ni kvindelige dansere er hele tiden i ens dragter og skaber formationer med atypiske armbevægelser, der visuelt danner anderledes, men fascinerende billeder i fuld fart. Samtidigt er de i harmoni med hinanden, mens kostumerne understøtter den historiske aura, der tangerer det arketypiske.
Først sejler de af sted som imponerende dukker med store vævede nederdele, når de står omkring det forladte kors (den tomme grav). Er det Jesus eller en af røverne? Siden skifter de og bliver til noget, der igen giver mærkelige associationer til både Holland og Balkan, men er det bare et Spanien, vi ikke rigtigt kender?
Det hele er pakket ind i et fantastisk lydtæppe, sjældent tonalt, men pludselig er der lidt Debussy. Og så er der de mange ord. For mange ord. Her bliver det faktisk prætentiøst. For der er vel slet ikke brug for alle de basale og banale sentenser om livet, det gode m.m. – sagt på fransk, men skrevet på engelsk på et par lærreder i Østre Gasværk.
Det er ikke ualmindeligt, at mange koreografer og dansere har brug for også at tage ordene med, når de skal sende deres budskab. Men Marcos Morau er så fuld af kropslig fantasi, at han burde stole på, at vi selv kunne oversætte den besættende dans til ord eller betydning.
Der er masser af tekniske finesser på og omkring spillepladsen: et kæmpe spejl som vipper ned, og almindelige lærreder, der kan skubbes ind, små lysende lamper, som kan fortolkes som både bankende hjerter, hjerner eller måske sjæle.
Men det stærke er foreningen af de 9 små kvinder, som viser den ekstreme styrke, som koreografen netop understreger i den korte programtekst: Kvinderne skal vise, at de kan alene. Og selv om der er fuld knald på både krop og lyd, er det alligevel et antikrigs skrig, som de prøver at forløse.
Ikke mindst når de til allersidst på stortrommer banker friheden ud i den store rum. Og så jubler københavnerne i taknemlighed over endelig at møde et dansekorps, som har det hele, både mod, overskud, kraft og et budskab, som på trods af den enorme volumen faktisk skriger fred, fred fred.
Der danses Lørdag og Søndag i Østre Gasværk.
Choreography:
Marcos Morau in collaboration with the dancers
Dancers:
Lorena Nogal, Marina Rodríguez, Ariadna Montfort, Núria Navarra, Àngela Boix, Laia Duran, Anna Hierro, Alba Barral, Julia Cambra
Text:
El Conde de Torrefiel, La Tristura and Carmina S. Belda
Répétiteurs:
Estela Merlos and Alba Barral
Artistic and dramaturgical advice:
Roberto Fratini
Vocal assistant:
Mònica Almirall
Technical direction and Lighting design:
Bernat Jansà
Stage manager, props and special effects:
David Pascual
Sound design:
Juan Cristóbal Saavedra
Sound on tour:
Iñaki Varela
Voice:
María Pardo
Set design:
Bernat Jansà and David Pascual
Costumes design:
Silvia Delagneau
Dressmaking:
Mª Carmen Soriano
Production and logistics:
Cristina Goñi Adot and Angela Boix
Coproduction Les Théâtres de la Ville de Luxembourg, Tanz im August/ HAU Hebbel am Ufer, Grec 2020 Festival de Barcelona – Institut de Cultura Ajuntament de Barcelona, Oriente Occidente Dance Festival, Theater Freiburg, Centro de Cultura Contemporánea CondeDuque, Mercat de les Flors, Temporada Alta, Hessisches Staatsballett in the frame of Tanzplattform Rhein-Main, Sadler’s Wells…
….