Kulturkupeen

EFTER STILHEDEN – KVINDEUDSTILLING på Statens Museum for Kunst.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

 EFTER STILHEDEN – KVINDEUDSTILLING på Statens Museum for Kunst

Det er de stor K’ers tid: Kvinder, kunst, krig, kamp og klasse.

På Statens Museum for Kunst er de endnu engang politisk korrekte og fremstår næsten som dygtige ug-minus piger.  Og det skal ikke lyde nedsættende. Tværtimod. Udstillingen ”Efter Stilheden, Kunstens Kvinder tager ordet” – er en meget interessant opvisning af i alt 18 kvindelige kunstneres værker – fordelt over næsten et århundrede. Udstillingen er også en hyldest til den danske Rødstrømpebevægelse, men det er nu ikke så nemt at øjne i udstillingsrummene.

Det må have været svært at udvælge de 18 kunstnere fra ind- og udland. Man kan da også undre sig over udeladelserne og såmænd også over dem, der er med. Men på forespørgsel om udvælgelseskriterier blev det oplyst, at man havde taget værker af kvindelige kunstnere, der oprindelig havde skabt røre og furore, men som siden hen næsten var gledet ud af det store kunsthistorie.

Fra det hjemlige er der flere gengangere fra Louisianas ihærdige arbejde for og med kvindelige kunstnere:

Pia Arke, som vises lige nu og skriver sig ind i en kolonial-historisk ramme med fodfæste i Grønland. Dea Trier Mørk som både har haft egen udstilling og er med på udstillingen ”MOR” og i den grad er synonym med moderskab.  Simone Aaberg Kærn er med sine malerier af kvindelige flyvere blevet kendt bredt i den danske befolkning og har også været vist på Louisiana.  På SMK får hun lov at udstille et lille fly, Piper Colt, som hun brugte, da hun med en fotograf fløj til Afghanistan i 2006 og krydsede grænser – også i overført betydning.

Simone Åberg Kærn. Installation på SMK. 2021. Pressefoto.

Også tre rebeller i nyere dansk kunst er med: Lene Adler Petersen, som i kunsthistorien måske har været mest kendt som kvinden ved happeningen på Børsen iscenesat af bl.a. Bjørn Nørgaard, Kirsten Justesen viser et klimakritisk værk, Smeltetid, på engelsk med smeltende bogstaver.  Der kunne måske have været vist et mere feministisk værk af kunstneren, der aldrig har været bleg for at indsætte sit eget kød, sin egen krop, i et værk.

Ursula Reuter Christiansen. SMK 2021.

Ursula Reuter Christiansen, tidl. professor, trak allerede for årtier siden tråde tilbage til bl.a. sin læremester, den tyske kunstner Joseph Beuys. Her vises naivistiske malerier af kvinder og mennesker – en face – stirrende på os.

Kirsten Christensen-Du bliver selv gammel. Kbh. Kommune. SMK 2021. Pressefoto.

Mest interessant og overraskende er måske Kirsten Christensens keramiske værker, der beskriver den gamle, demente moders vej igennem det danske plejesystem.

Derudover kan opleves bl.a. den kendte Käthe Kollwitz, som aldrig har været glemt og amerikaneren Jenny Holzer, som i en periode mejslede ord ned i granit og altid med et dybt menneskeligt (og klogt) budskab. Simpelt, enkelt, men ikke kun i kvindekønnets tjeneste.

Käthe Kollwitz: Never again War.(Titel på engelsk?) SMK 2021. Pressefoto.

Væveren Hannah Ryggen er et interessant bekendtskab med fortællende, brunlige billedtæpper. Den palæstinensiske Mona Hatoum viser en stiliseret plastic/glas barneseng med titlen Silence – et smukt, simpelt og stærkt værk.

Mona Hatoum: Silence, 1994. Photo: Poul-Buchard. Courtesy Louisiana-Museum. SMK 2021.

Også sådan kan man trække nogle værker frem og glæder sig over deres renhed, mens andre måske er mindre æstetiske, mere tidstypiske.

SMk har gjort et stort arbejde for at udviske mange års negligering af kvindelige kunstnere. Spørgsmålet er så, om det er de rigtige og væsentligste kunstnere, som nu er med på udstilling og tillige fremover måske vil indgå i museets samling.

Jeg er i tvivl. Jeg er heller ikke sikker på, at man skal udstille dette udvalg af aktive og kæmpende kunstnere på en så klassisk og til dels kedelig måde. For der er ikke meget spræl i rummene. Måske skulle man have tænkt en ekstra omgang og overvejet en mere ”kvindelig” og kampberedt udstillingsform.  Jeg skal ikke give gode råd, men der mangler vildskab og synlig kvindekamp i udstillingen. Der er ikke meget af 1960erne og 1970ere over udstillingen.

Vi lever i en tid, hvor man ikke må udtale sig negativt om tidligere undertrykte befolkningsgrupper – derfor skal jeg kun pippe og sige, at ”Efter Stilheden” – kun er første skridt på vejen til afdækning af de mange, også uretfærdigt oversete, kvindelige kunstnere. Der er nok at tage af – lad os komme videre.

Til udstillingen knyttet sig en lille bog, en handy håndbog,  hvor værkerne indsættes i en mere samfundssocial sammenhæng.  Det er helt fint, men SMK er trods alt et kunstmuseum, der skal vise den ypperste kunst.

 

Efter stilheden

Til og med 21.11. 2021.

www.smk.dk

En tanke om “EFTER STILHEDEN – KVINDEUDSTILLING på Statens Museum for Kunst.

  1. Maria Dubin

    Tak for en ærlig og lige “to the point” anmeldelse af udstillingen, jeg er ganske enig, dog syntes jeg Væveren Hannah Ryggens værk er meget mere end blot brunlig. Lyset og rummet var ikke hendes værker værdige, men jeg blev nysgerrig på denne kunstner og fik lyst til at se meget mere af hende.
    Maria Dubin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *