Menu Luk

La Traviata – Den jyske Opera på turné.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

La Traviata – Den jyske Opera – turné, oplevet d. 3.11.2025 på Gl. Scene.

“La Traviata” havde i den nye version fra Den Jyske Opera premiere i august 2025 i Aarhus. Meningerne var på det tidspunkt delte, og nu, hvor jeg har haft mulighed for at opleve operaen i København, må jeg allerførst erklære min støtte den nye operachef, Anne Barslev. Hun har nemlig udtalt, at i  sæsonen 2025/26 er der bevidst valgt tre meget kendte og elskede operaer og at der synges på dansk.

Dermed er det faktisk kun danske sangere, som kan engageres, og jeg bifalder valget. Det er rigtigt gjort, efter at et par udenlandske operachefer viste et misk-mask med udenlandske gæster, eventuelt med henblik på deres videre karriere. Men det var stik imod de oprindelige tanker for Den Jyske Opera, hvor “provinsoperaen” skulle være et sted for yngre, danske stemmer.

La Traviata. Den Jyske Opera. 2025. Pressefoto.

Spørgsmålet er så, om ”La Traviata”, Verdis berømt opera om den letlevende dame Violetta og hendes triste, tuberkuløse skæbne, er det rigtige signal at sende?

Musikken er intet mindre end vidunderlig, men kvindens historie, efter en roman af Dumas d. yngre, er derimod svær at spise i dag, år 2025. Bedre bliver det ikke, når iscenesætter og scenograf synes det er sjovt at jonglere med en dekadence som flyder i tid, og hvor det primære sigte er sex og cross gender.  Så tror man måske, at man er woke og moderne, men historien kunne nok løses på en anden og mere elegant måde.

La Traviata. Den Jyske Opera. 2025. Pressefoto.

Til gengæld er selve scenebilledet ret delikat, lidt kontrapunktisk, som et dukketeater med reminiscenser af Orienten. Men kostumerne med hofteholdere i rødt satin etc. sætter handlingen til første halvdel af det 20. århundrede, dvs. ca.75 år efter urpremieren. Gad vide om det ikke allerede dengang var ved at være slut med disse letlevende kvinder med berygtede saloner? Nu var det Gertrude Stein-typer, der måske havde taget over.

Tilbage står operaens hovedtema, som må være kærlighedshistorien, hvor skøgen Violetta, sunget af Frederikke Kampmann, forelsker sig i borgersønnen Alfredo, men gør det forbi på opfordring af hans fader.

La Traviata. Den Jyske Opera. 2025. Pressefoto.

I de sidste minutter af operaen, hvor selv de bageste rækker kan se den fremskredne tuberkulose på det blodrøde lommetørklæde, forenes parret igen, og i denne udgave er der følelser på spil. Det er mere end godt for spillet og operaen.

Da hele sangerholdet også har sunget sig op hen igennem forestillingen og vænnet sig lidt mere til det store rum og en komplet udsolgt Gamle Scene, slutter denne første aften i København meget vellykket.

La Traviata. Den Jyske Opera. 2025. Pressefoto.

For at være ærlig begyndte turen kl.19.30 lidt trægt. Ikke mindst Violetta syntes at have svært ved at forstå, hvor meget kraft, der skal til for at nå ud over scenekant, orkestergrav og helt ud i det legendariske rum.

Men sådan må det jo være aften efter aften for en rejsende opera, der ovenikøbet opererer med i alt 5 landsdelsorkestre. Ingen kan læne sig op ad rutinen.

Der var kraft i herrernes stemmer fra begyndelsen, både Anders Kampmann som Alfredo og Teit Kanstrup i faderens rolle, mens Violetta måtte tage flere tilløb, og de andre kvindestemmer aldrig nåede at akklimatisere sig og komme op i volumen.

Instruktøren Eva-Maria Melbye skriver om sin fortolkning, at det er evige spørgsmål om kvindens frihed contra afhængighed, som er på spil. Men egentlig vil jeg sige, efter at have oplevet vidt forskellige versioner, så står og falder en vellykket ”La Traviata” altid på, om sangerne kan klare partierne, og at der vitterlig er følelser på spil. Her vinder Den Jyske Opera et par point, for samspillet imellem Frederikke Kampmann og Anders Kampmann var meget smukt.

La Traviata. Den Jyske Opera. 2025. Pressefoto.

I øvrigt: At Violetta er blevet gjort til alkoholiker lige fra starten og ganske syg og hostende kan diskuteres. I realismens hellige navn skal vi også se hende i både undertøj og uden paryk med uglet hår. Nødvendigt er det ikke, men acceptabelt.

Til gengæld blev selskabet hos Violetta i begyndelsen ikke nær så muntert, som det kunne være, og en del var skåret væk.

Orkestret, Copenhagen Phil, syntes at have svært ved at finde det rette leje for ikke at overdøve sangerne, dvs. i passager uden sang blev der spillet for fuld kraft og mere til, kort sagt noget ujævnt.

I denne version blev det historien om den letlevende dame, der tilgives af Gud og sin elskede, men alligevel må vandre alene mod døden og evigheden til sidst – smukt billede, men ..

Musikken er dog ikke til at tage fejl af, den er eviggyldig og kan ikke beskyldes for  at være hverken woke eller det modsatte.

..

Tilbage i 2018 havde Den Jyske Opera også “La Traviata” på programmet, men i en indkøbt version fra Tyskland ( naturligvis, da operachefen var fra Tyskland!).

Det Kongelige Teater har flere gange har genopsat en vellykket produktion, oprindelig fra 2006.

 

Opera i tre akter

Varighed Ca. 2 timer og 15 min. inkl. pause
Sprog Synges i en ny dansk oversættelse med danske overtekster

Komponist Giuseppe Verdi
Librettist Francesco Maria Piave
Førsteopførelse 6. marts 1853 på Teatro la Fenice i Venedig

Violetta Valéry: Frederikke Kampmann / Sofie Lund
Alfredo Germont: Magnus Vigilius / Anders Kampmann
Giorgio Germont: Hrólfur Sæmundsson / Teit Kanstrup
Flora Bervoix: Clara Gunge
Annina: Matilde Wallevik
Gastone: Jens Jagd / Joan Ribalta
Baron Douphol: Morten Wang / Andreas Winther
Marquis d’Obigny: Per Jellum
Doktor Grenvil: Seán Purtell

Den Jyske Operas Kor
Copenhagen Phil
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Iscenesættelse: Eva-Maria Melbye
Scenografi og kostumedesign: Marcus Olson
Lysdesign: Anders Poll
Libretto: Francesco Maria Piave
Dansk oversættelse: Jacob Beck

www.denjyskeopera.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *