∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lady Macbeth – ny ballet på Det Kongelige Teater.
Der danses og trampes, mens håret, som kvindernes bedste våben, kastes rundt og på et tidspunkt bliver bindeled i en bølgende, søstersolidarisk kæde.
Shakespeares tragedie “Macbeth” er hos Akram Kahn forvandlet til et feministisk danseportræt af en kvinde, der undervejs udvikler sig fra at være afstumpet og magtbegærlig til at blive medmenneskelig og solidarisk.
Der er uendelig mange symboler og koder at fortolke i Den Kongelige Ballets nye udfordrende ”Lady Macbeth”. Det er bare om at holde øjne og sanser åbne og bedst selvfølgelig, hvis man kan se hele scenen. For det er i dansernes suggererende masseoptrin, kraften ligger, og hvor koreografen Akram Kahns styrke bedst kan opleves. Det kunne jeg desværre kun tilnærmelsesvis fornemme i første akt, for jeg så aldrig midterscenens udfoldelser. Bedre gik det efter pausen, hvor jeg flyttede til et tomt sæde længere fremme på gulvet.
Endnu en urpremiere hos Den Kongelige Ballet i denne sæson og igen et stort, imponerende værk, som synes at være en gevinst for korpset, der sprudler i den vilde dans.
Koreografen Akram Khan (1974), med rødder i Bangladesh og opvokset i London, kunne det københavnske publikum i sæsonen 2017/18 stifte bekendtskab med i balletten ”Vertical Road”. Det var en kollektiv,næsten hypnotisk dans, en massebevægelse imellem det spirituelle og jordnære. Ganske fascinerende dengang og løftet op over enhver forklaring.
Samme følelse og fornemmelse forplanter sig til dels i denne omgang i hele operaens rum, når balletkorpset får lov at folde sig ud som sandsigere, for kvindernes vedkommende, og som soldater og væbnere m.m. for de mandlige dansere.
Akram Kahn er i denne gang gået et skridt videre og måske også op i tiden. For han ser på Shakespeares skotske historie ”Macbeth” med moderne øjne og prøver om ikke at forsvare ladyen, så forklare hendes udvikling fra magtbegærlig, støttende hustru til at blive et samvittighedsfuldt menneske, der viser søstersolidaritet og som ikke tolererer død og ulykke for mammon eller magtens skyld.
Det budskab er smukt, så glem for en stund Shakespeare, for så kan man godt blive forvirret, da Kahn har økonomiseret med de mange roller hos Shakespeare og ladet den førende heks, her betegnet som sandsiger, også have rollen som hustru til en af de væbnede, navngivne mænd: Macduff.
Det giver dog mening, hvis man skal opfatte den samlede Lady Macbeth-historie ud fra en positiv feministisk synsvinkel, men sidder man fast i sin shakespeareforståelse kan det volde problemer. Så ”Forget about Shakespeare” er mit klare råd.
De store, næsten stammedans-lignende, seancer giver uvægerlig associationer til Stravinsky og mange forskellige koreografers versioner af ”Le Sacre du Printemps” – oprindelig fra 1913. Men med komponisten Vincenzo Lamagna og scenografen Tim Yip lykkes det Kahn at strække ”pinen” og gøre de i alt 10 scener til et næsten fortløbende stigende nødskrig med en voksende og styrket intensitet.
Den helt abstrakte musik, som synes næste uendelig i sin stigende brutalitet, opleves i hver af de afsluttede scener.
Balletten ”Lady Macbeth” kræver flere gennemsyn (hvor scenen og danserne kan ses i en helhed) for at man kan nå frem til en klar fortolkning. For Kahn er en detaljerig koreograf med en dygtig stab omkring sig fra hustruen som dramaturg, til de altid samme partnere som komponist og scenograf.
Scenografisk er det svært at se, hvad der er lagt til skue i første del, efter en optakt imellem ægteparret Macbeth. For der er meget mørkt, hvor sandsigerne (heksene) danser med rituelle bevægelser, og de sortklædte kvinder møder Lady Macbeth, som den eneste i blå velourkjole. Hun får overleveret spådommene, som ellers hos Shakespeare gives til Macbeth. Men det kraftige mørke på scenen betyder dog, at mange vigtige detaljer måske forsvinder.
Spådommen om den vandrende skov, Birnam, der varsler afslutningen på Macbeths magt, realiseres visuelt meget smukt i anden del med en ekstrem, gammel egetræsrod, der langsomt sænker sig ned over spillepladsen for mod slutningen at stå fast på gulvet. Men da Macbeth er besejret, løftes den langsomt op igen og en ny verdensorden kan måske anes. At den store rod visuelt giver associationer til bl.a. den kinesiske eksilkunstner Ai Wei Weis træskulptur, et symbol på evig kinesisk kultur/natur, er acceptabelt. Flere af kampscenerne giver visuelt reference til bl.a. Davids malerier, eksempelvis “Horatiernes Ed”, men det er en anden historie.
Det dansemæssige spænder meget vidt og viser, hvordan Kahn er i stand til at jonglere med mange forskellige dansetraditioner, fra vestlig klassisk tåspidsdans til asiatisk danseteknik. Det siges, at Kahn selv er opvokses med den indiske dans Kathak (fra Nordindien – ikke at forveksle med den sydindiske dans Kathakali), mens japanske og såmænd også tyrkiske mandsdanse indimellem anes i de overraskende kraftfulde danse og kampscener.
For kamp er der, mystik ligeså, og for en lille førstegangsiagttager nede i salen ender det med mange ubesvarede spørgsmål, som kun kan opfyldes ved et fornyet besøg i teatret på en plads, hvor de store overraskende masseoptrin kan ses (og føles).
Som vanligt er der flere hold dansere. Ved premieren den altid fascinerende Astrid Elbo som titelpersonen, så vidt jeg kunne se uden tåspidssko, mens Emma Riis-Kofoed førte an som sandsiger og tillige fru Macduff, der myrdes af Macbeth. På tåspidssko var hun leder af de mange trippende sandsigere. Den afstumpede Macbeth blev danset af Sebastian Pico Haynes, mens Liam Redhead var Banquo. Hele korpset af kvinder som mænd var formidable og ydede deres maksimale. Kunne det mærkes, at koreografen har stor respekt hos Den Kongelige Ballet?
Får jeg mulighed for at opleve balletten en gang til, vil jeg med glæde uddybe fortolkningen, så den ikke står så afsnuppet og fragmentarisk.
“Lady Macbeth” kan anbefales til alle, dog kræves der lidt af publikum: læs endelig ikke Shakespeare på forhånd, men derimod kom i god tid, læs programmet med koreografens tanker og baggrund og sørg for at kunne se hele scenen!
Så vil enhver blive imponeret af både dansere, koreograf og kapellet, der spiller den moderne musik.
Dirigent Vello Pähn
Koreografi Akram Khan
Original musik og lyddesign Vincenzo Lamagna
Orkestrering og musikalsk arrangement Mathias Friis-Hansen og Vincenzo Lamagna
Scenografi Tim Yip
Kostumedesign Tim Yip
Lysdesign Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford
Dramaturgi Akram Khan og Sunila Galappatti og Yuko Khan
Ekstra om koreografen:
Akram Khan was 7 when he started learning kathak, a traditional Indian dance. At age 13, he performed in Peter Brook’s Mahâbhârata.
Lady Macbeth danses på udvalgte dage i april og maj på Operaen