∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Lars Oluf Larsens roman: Hvor skaderne vender.
Ærkedansk roman om vidt forskellige emner: et lille øsamfund, den danske folkekirke og kvindelig emancipation. Skuespilleren, sangeren og tillige forfatteren, Lars Oluf Larsen, der tidligere har begået flere ungdomsbøger, rammer ned i den danske folkesjæl, som både vil en masse og samtidig nok ikke gider gøre så meget for fællesskabet.
Hovedpersonen er en yngre, frodig, kvindelig præst, der falder ned i det fiktive øsamfund på Sundø og må prøve at forstå både indremissionske tankegange og eneboeres oparbejdede særheder. Hun klarer det vist til ug, men bruger samtidigt både sin sjæl og krop, der vist ynder at gå rundt i privaten uden en trevl på.
Der er nok ikke så mange hemmeligheder i romanen, for sproget er klart, og historien fortælles i luntetrav på 431 sider.
For at læseren ikke skal henfalde til spekulationer, er forsiden præget af et lidt udvisket foto at en kvinde set bagfra med langt hår og bar rumpe. Så fik vi det på plads, som Jørn Hjorting sagde i gamle dage, når han efter flere overvejelser fik placeret Odense eller Aarhus på landkortet.
Lars Ole Larsen skriver godt, helt uden flosker i denne direkte beskrivelse af en femme fatale. Samtidigt er der en form for happy ending, da hun imod all odds ender med at falde til og tillige forelsker sig i en af de sære eneboermænd på øen. Dermed er romanen positiv og med til at give læseren livsmod – præcis som sommerens tv-hit for moderne, modne mennesker: ”Hotel Romantik”, dvs. kærlighed før sidste udkald.
En fremmed kommer til øen og vender det meste på hovedet. Det giver associationer til Pasolinis film ”Teorema” fra 1968, hvor en ung mand forfører en hele milanesisk familie, fra børn til bedstemor. Har denne film inspireret til romanen? Eller er det en omvendt Tartuffe-historie? Den religiøse fupmager Tartuffe i Molières skuespil af samme navn forsøger at fordreje hovedet på alle, men lykkes kun med familiens overhovedet.
I denne roman er det som sagt omvendt: den yngre præst kommer til at frigøre nye kræfter hos mange af øboerne og bliver ligefrem udråbt af de indremissionske til at have overnaturlige evner.
Hen ad vejen er der også ret banale, indimellem vulgære, dagbladsnotater fra præstens hånd. De virker lidt malplacerede og uvirkelige og afslører i hvert fald en ganske splittet karakter hos hovedpersonen.
Lars Oluf Larsen kan skrive og kommer rundt om hovedpersonen, som jeg desværre allerede fra de første sider og via dagbogsnotaterne har svært ved at kapere. Jeg foretrækker som regel, at hovedpersonen er forholdsvis sympatisk.
Udgivet i foråret 2025 på Wadskjær Forlag.