∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Late Night Show med Caspar Phillipson på Posthus Teatret.
Gennemmusikalsk og underholdende lille aftencabaret på Posthus Teatret. En buket røde roser, et klaver og en mand i rød smokingjakke – det er de simple ingredienser, når Caspar Phillipson diverterer med Tom Lehrer-sange, Monty Python-sange og oveni har drysset nogle få danske numre af så forskellig oprindelse som Poul Reichhardt, Otto Brandenburg og John Mogensen.
Men hvordan hænger det overhovedet sammen? Joh, krise og krisen i vor allesammens hverdag: Coronaen og dermed en fuldstændig uhåndterlig kollektiv situation må have været igangsætter og tillige inspirationskilde. I meget velformulerede og aldrig for lange mellemtekster kæder Phillipson de forskellige numre sammen med den situation, vi var i tilbage i midten af marts og april. Alt var jo lukket, og vi måtte sidde enten alene eller med en familie, vi kom til at kende rigtig godt. ”I hold your hand in mine” af Tom Lehrer er ganske makaber, når manden sidder med den myrdede hustrus afskårne hånd, men måske har nogen haft den tanke…. Ovenpå er der brug for lidt smil og venlighed og det klarer en aktuel sang, meget apropos. For mellemteksterne er kørt helt op til dagens hændelser. Og da jeg overværede forestillingen fredag, var der kun én ting, som fyldte nyhedsstrømmen: Morten Østergaard. Her passede ”Alle sømænd er glade for piger” jo ret godt og blev ovenikøbet til fællessang.
Caspar Phillipson multitasker på en meget international måde, lidt a la amerikanske satirikere. Han taler, entertainer, synger og akkompagnerer på et lille elektronisk klaver. Meget imponerende, og nogle af teksterne er ikke nemme, f.eks. Tom Lehrers sang om grundstoffer, “The elements”, der skal synges meget hurtigt og samtidig er en svær tekst.
Caspar Phillipson ved klaveret. Late Night Show. 2020. Posthus Teatret. Foto: US.
Der må have været noget tilbage i 1960erne, der har lighed med vor tid, for både Lehrer og Monty Python synes i den grad at udtrykke og forklare vores aktuelle dilemmaer. Pythonernes tekster synes stadig lidt vovede, men så hjælper det, at man (jeg) nok ikke forstår det hele.
Mens en del skuespillere i forårsmånederne af egen kraft eller på opfordring spillede ganske traurige små videospil om angst, sorg, død og pine, så er Caspar Phillipson gået den modsatte vej og har samlet noget sjovt, underholdende, galgenhumoristisk at le ad og more sig over. Det er beundringsværdigt og faktisk lige nu ret enestående. Tak for det.
Caspar Phillipson ved klaveret. Late Noght Show. 2020. Posthus Teatret. Foto: Emil Hjorth Blichmann.
Så varm anbefaling til dette ret ualmindelige show om noget så alment som krisen og kriser i vor fælles tilværelse – før, under og måske også efter Coronaen.
Og så var det på Posthus Teatret, som stadig lever og ser smukt og hyggeligt ud –følg med i deres program, hvor det i mange år primært har været biografdrift i den meget seriøse ende. Men i gamle dage var kælderen hjemsted for raffinerede ikke mindst franske spil. Nu er der cabaret, og det er perfekt til det lille sted. Så forhåbentlig bliver dette Late Night Show ikke en enlig svale. Mere cabaret, tak , med musik og vittige mellemtekster.
VARM ANBEFALING.
Spiller igen d. 15, 16, 22 & 23 OKTOBER
KL 20:00.
www.posthusteatret.dk