∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Den italienske instruktør Alice Rohrwachers seneste film Lazzaro Den Lykkelige er magisk socialrealisme. En stærk symbolsk film, der springer i tid med referencer til biblens fortælling om Lazarus og Federico Fillinis film.
Vi befinder os på en afsides tobaksplantage udenfor landsbyen Inviolata, som ligger i udkants Italien, måske i 50 eller 60erne. Vi ved det ikke nøjagtigt. Her bor en storfamilie, der arbejder i døgndrift som fæstebønder for den magtfulde grevinde Alfonsina de Luna(Nicoletta Braschi). De lever i dyb armod under slavelignende forhold, uden mulighed for social og økonomisk opdrift. Børnene går ikke i skole. Der kommer ingen udefrakommende mennesker på besøg. Familien er totalt underlagt Alfonsinas luner. Hele familien bliver holdt i uvidenhed om verden udenfor Inviolata.
Foto: Camera Film
Blandt de unge i familien er den godhjertede Lazzaro(Adriano Tardiolo). En smuk ung mand, der altid er tjenstvillig og ikke er bleg for at tage det arbejde andre ikke gider. F.eks. at bære rundt på gamle bedstemor, der ikke kan gå, våge over hønsene hele natten så ulven ikke kommer eller udføre det hårdeste arbejde på tobaksplantagen. Alfonsinas undskyldning for udnyttelsen er, at udnytter hun ikke fæstebønderne, vil de sikkert udnytte andre. Sådan er mennesket. Hvilket de jo grundlæggende også gør med Lazzaro.
En dag møder Lazzaro Alfonsinas søn den jævnaldrende Tancredi(Luca Chikonavi). Han er træt af livet på landet og vil ind til storbyen, hvor der sker noget. Lazzaro sværger ham evig troskab, hvorefter Tancredi iscenesætter sin egen bortførelse, og beder Lazzaro indkassere løsesummen for ham. Da myndighederne i forbindelse med efterforskningen af den fiktive bortførelse får nys om, hvad der egentlig foregår i området, bliver hele storfamilien kørt til storbyen i busser og indlemmet i det øvrige samfund, hvorefter de får deres civile rettigheder tilbage. Alle undtagen Lazzaro, som kommer ud for en dramatisk hændelse, der får afgørende betydning ikke kun for ham selv, men for resten af familien.
Foto: Camera Film
Alice Rohrwachers film er inspireret af en lignende sag i Italien fra 1982 kaldet The Big Swindel. Hun kalder sin film for en historie om genfødsel og uskyld. Meget rammende men filmen handler om meget andet f.eks. feudalisme og kapitalisme. Familien får grundlæggende ikke et bedre liv i storbyen, og lever fortsat i dyb armod, nu i nogle usle skure lige op ad jernbanen. I slutningen af filmen befinder den forhutlede familie sig i en domkirke. Mens organisten spiller, bliver de smidt ud af kirken af nogle nonner. Lazzaro sidder imidlertid tilbage, og da han forlader kirken, tager han bogstaveligt talt musikken med. Organisten kan ikke få en tone ud af orglet. Filmen springer meget i tid. Alle i familien bliver ca. 30 år ældre, undtagen Lazzaro. Han er stadig den samme unge mand, der går rundt i samme tøj som for år tilbage i tobaksplantagen, og han er som altid godheden selv.
Foto: Camera Film
Filmen, der har modtaget flere priser, var nomineret til Guldpalmen ved Cannes festivalen 2018. Den fik den ikke, men fik i stedet prisen for bedste manuskript ved samme festival
Lazzaro den lykkelige kan betragtes som en allegori over en verden i opløsning. Hvis man er til skæve udfordrende film med mange lag, så gå ind og se den. Tag en ven med. Der er masser at tale om bagefter.
Instruktør og manuskriptforfatter: Alice Rohrwacher
Trailer: Camera Film
https://youtu.be/8NQUOYO1tow
Premiere: 2. maj 2019