∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Line altså Knutzon på Teatret ved Sorte Hest.
En ny, lille teaterperle, hvor alle på scenen og bagved stråler i overført betydning – fra forfatter, over skuespillere til instruktør og scenograf.
Dermed en hyldest til Teatret ved Sorte Hest, der på nudansk har insisteret på at være sig selv og arbejde med et bestemt hjørne af teatrets mange muligheder. Det er blevet til en fortsat dyrkelse af absurditeten i eksistensen, om det så har været skrevet af de vaskeægte absurdister som Beckett og Ionesco eller andre lignende skribenter, bl.a. vores egen Line Knutzon.
Det mangeårige arbejde bærer nu den smukkeste frugt i forbindelse med ”Line altså Knutzon”.
Ca. 70 minutters uafbrudt stille latter med en tekstmosaik taget fra det meste af Line Knutzons forfatterskab, som primært har været dramatiske tekster.
De mange involverede har arbejdet sammen mange gange før på Teatret ved Sorte Hest, og dermed bliver forestillingen også en hyldest til kontinuerlige, kunstneriske samarbejder, til ensembleteatret eller hvad man kalder det, når samme kunstnere igen og igen søger sammen uden overordnede strukturer.
Teksten afslører endnu engang hvor finurlig, absurd morsom og helt skæv i hegnet en forfatter Line Knutzon er. Samtidigt viser de to vævre skuespillere, Anette Støvelbæk og Sarah Boberg, et eminent samspil, hvor deres små forskelligheder er vigtige, den ene med frisure som Sonja fra Saxogades mor, Jytte Abildstrøm, mens Sarah Boberg har sin korte fransk inspirerede a la garcon frisure.
Kostumerne er simple, sort trikot til begge, der må have slidt et helt fitnesscenter op, for der er ingen løse pund på sidebenene.
Scenen er som altid mikroskopisk og endnu engang elegant omskabt af scenografen Marianne Nilsson: sort i sort med små, sorte luger, der kan åbnes samt to hvide bamsestole. Æstetisk og uden alder, men signalerer det 20. århundrede i den vestlige verden.
Instruktøren og teaterdirektøren Maria Vinterberg har instrueret sig igennem de fleste absurde og semiabsurde tekster i midten af det 20. århundrede.
Tekststumperne er så præcise, korte, sjove, at man klukler hele tiden, men bagefter er det svært at huske de enkelte citater, ærgerligt nok.
Handler den lille ord-cabaret overhovedet om noget? Det er svært at sige, for Line Knutzon erkendte allerede i ung alder det absurde i menneskets eksistens. Derfor vender hun både sentenser og følelser på hovedet med stort poetisk overskud. Vi taler og taler som samfundsborgere og enhver situation drejes og kommer ikke ud af stedet.
Der er citater fra flere af forestillingerne på Dr. Dantes Aveny og fra “de gamle venner”, som mange vil huske fra radiospil for mere en 20 år siden om “Måvens og Peder”. Også på andre større og mindre scener har Line Knutzons vid og ordekvilibrisme kunnet fejre små sejre.
Der er bl.a. (taget fra teatrets hjemmeside) et citat fra Camille Clouds brevkasse:
Kære Camille
Jeg er en meget rig kvinde der sidder på toppen
af en stor bunke penge og græder over al den
menneskelige lidelse jeg er vidne til i verden. For
hver en tåre jeg fælder, forøges min formue med
8 dollars, og bunken jeg sidder på, vokser
proportionelt i højden med mængden af mine
tårer.
Forestillingen er som en velspillet og veltilrettelagt oase og demonstrerer, at teater hverken behøver at være stort og flot for at fængsle, men der skal være et kunstnerisk overskud at bygge på.
Manuskript: Tekster af Line Knutzon
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Musik af: Jacob Binzer og Jesper Mechlenburg
Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen
Lyddesign: Carl Emil Svarre Carlson
Skræddersal: Mikael Jensen
Der er i forestillingen (ifølge teatrets hjemmeside) citater fra følgende værker:
VÆRKLISTE
•
Den luft andre indånder
•
Først bli’r man jo født
•
Torben Toben
•
Det er så det nye
•
Guitaristerne
•
Måvens og Peder på kanotur
•
Måvens og Peder får samtalekøkken
•
Camille Clouds brevkasse
•
Snart kommer tiden
•
Håndværkerne
•
Harriets himmelfærd
•
Ekspedienterne