∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Lohengrin, Wagners smukke opera – nu i Malmø.

Malmö Opera lykkes langt hen ad vejen med husets første ”Lohengrin”, så det er rejsen værd – om det er med tog eller bil over broen.

Men hvordan så der ud i 900 tallet, hvor sagnet kan dateres tilbage til? Ingen ved det, så derfor har alle lov at fantasere om det.

Lohengrin. Malmö Opera. 2025. foto: Jonas Persson.

Wagner skabte den romantiske eventyropera ”Lohengrin” i slutningen af 1840erne. Den svenske instruktør og danser, Charlotte Engelke, og hendes team har i Malmø ønsket at sætte operaen ind i et univers, der minder om en lys, naivistisk børnefortælling. Der giver i øvrigt associationer til bl.a. Kirsten Dehlholms teater, hvor paphatte og sjove dragter kunne forenes med seriøs, klassisk musik.

Da alt er tilladt, inden for en vis grænse, fungerer det faktisk fint også i denne opera, hvor der både er happy ending og det modsatte. For nok tager drømmemanden, Lohengrin, afsted igen, men Elsa, der havde set ham i drømme, genforenes med sin lillebror, der bliver konge, mens de onde vist går under – og i denne version dør Elsa ikke! Derudover er kærlighed og misundelse de to store, eviggyldige motiver.

”Lohengrin” havde urpremiere i 1850 med Frantz Liszt som dirigent, men der gik 11 år før Wagner selv fik mulighed for at opleve operaen i sin helhed, da han i 1849 af politiske grunde var flygtet til Schweiz.

Det er første gang den ambitiøse og dygtige Malmö Opera opfører ”Lohengrin”, og selv om orkestret vel er noget mindre end i Bayreuth, er det alligevel imponerende, hvad orkestret magter med den svenske dirigent, Patrik Ringborg på podiet. De fleste sangere er også svenske med en enkelt dansker. Det fungerer fint med danske Nicolai Elsberg som kongen.

Hele sangerbesætningen har et fint niveau. Det kvindelige hovedparti tilhører Elsa, der først beskyldes for at have myrdet sin broder og siden benådes og af kærlighed skal giftes med den ukendte redningsmand. Elsas rolle, her sunget af Sabina Bisholt, er helt centralt, men ikke mindst i de to første akter skuffer hun. Der var ved premieren søndag ikke kraft til at synge hverken den brede scene eller auditoriet op. Det er ærgerligt, også fordi det er som om både orkester og de andre sangere faktisk indordner sig hendes manglende volumen.

Den onde Ortrud, som smeder alle rænker, er vituost sunget af Martina Dike, der tidligere har honoreret flere wagnerpartier. Også Joachim Bäckström med stort scenenærvær og kraft i stemmen som Lohengrin er på vej til at få flere og flere wagneropgaver.

Selvfølgelig er det musikalske vigtigt og ligeså det kæmpe kor, der synger fint, men nok bakser lidt rigeligt med de fantasifulde og talrige arrangementer, hvor de trasker rundt og bærer på papsoldater og lange lanser. Der er nok at tage vare på for et kormedlem.

Scenografien ved Linus Fellbom er næsten klinisk hvid og minimalistisk, men så hvid har den tidlige middelalder afgjort ikke været. Til gengæld kan lysdesignet brillere bedre. Men det, der tager kegler i denne opsætning, er vel de barnagtige kostumer, hvor kongen, som er høj af natur, alligevel er på blå koturner og iført en stor fjerdragt og istedet for scepter støtter sig til et fuglebur på en lang pind. Ikke så underligt, da han i følge sagnet også er fuglefænger.

Og fugle er der flere af. Lohengrin kommer med en hvid svane og forsvinder også med en fugl, mens fodfolk, soldater, tjenerinder og resten af koret samles i fikse formationer iført mærkelige hatte.

En enkel scene skiller sig ud, som var det et moderne eventyr. Tredje akts elskovsscene, efter brylluppet, i en stor dobbeltseng hvor de elskende, Elsa og Lohengrin, har en kærlig pudekamp. Men stemningen skifter, da Elsa kræver at kende navnet på den gode og smukke mand, hun har giftet sig med. Da det er et eventyr, forsvinder magien, når han røber sit navn, og han må vende tilbage til gralsborgen og faderen.

Wagners musik er ikke blot smuk, den er glidende og i øvrigt med mange kendte passager, så den visuelle staffage er et ekstra plus, hvis man ikke opfatter det som distraherende.

Men det lykkes faktisk for produktionen med op mod 100 mand på scenen og næsten 100 i orkestergraven at fastholde det meste. Imponerende præstation af Malmö Opera.

Ekstra:

Malmö Opera er et smukt hus, bygget og åbnet i 1944 efter mange års planlægning, Teaterrummet er i et interessant amfiteatralsk bredformat med plads til over 1500 mennesker. Foyeren er noget for sig selv med masser af lys og smukke marmortrappeformationer. Man føler sig velkommen fra første sekund med gratis bemandet garderobe, gratis program, røde lænestole og en kop kaffe til op mod 60 sv kr. Teaterbilletterne koster det samme som i Danmark til opera, men bare i svensk valuta, så det er endnu en grund til at tage over sundet.