Kulturkupeen

Manifest for skrøbelige autoriteter på Aarhus Teater.

∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Manifest for skrøbelige autoriteter på Aarhus Teater.

På papiret lyder det godt: en punkpoetisk tekst for tre skuespillere af Aarhus Teaters nye husdramatiker: Nanna Cecilie Bang. Men som ”Manifest for skrøbelige autoriter” fremstod ved premieren torsdag på Studio i Aarhus, var det en trist omgang pseudofeminisme sat op som var det en terminsopgave på teaterskolen. Men nej, det er et alvorligt ment teaterprojekt på en landsdelsscene med tre kvindelige gæsteskuespillere.

Manifest for skrøbelige autoriteter. Aarhus Teater. 2019. Pressefoto.

Scenen ser til gengæld fantastisk ud: et pink univers, gulv og vægge beklædt med et pink væg til væg tæppe og ovenikøbet også der, hvor publikum sidder. På bagvæggen smukke hvide lysrør, alt skabt af scenografen David Gehrt. Så langt så godt.

Med ryggen mod væggen sidder tre unge kvinder i mere end almindeligt trist hverdagstøj: cowboybukser og t-shirts. Scenografien bliver vigtig, for teksten er så uinteressant, at det er svært at holde koncentrationen fast igennem forestillingens 75 minutter.

Èn for én går skuespillerne frem og taler til publikum, men aldrig til hinanden. Og hvorfor ikke? Den ene er mere engageret end de to andre og heldigvis for det. Til gengæld fortæller de alle om de samme almindeligheder ved fødsler, sex, og mere sex (meget direkte og upoetisk,) og også lidt om bardomsrelationer, om en far, der ikke var far og en mor, der måske heller ikke var mor i basal betydning. Og ikke at forglemme: den meget generelle og alment kendte manglende selvtillid. Det er svært at få dramatik ud af det!

Men hvis stykket bare har det mindste med virkeligheden at gøre, ser det skralt ud hos de voksne kvinder i Aarhus. Fremtiden tør jeg slet ikke tænke på.

Manifest for skrøbelige autoriteter. Aarhus Teater. 2019. Pressefoto.

Der er ingen punk i den forestilling, jeg så, ingen forskydninger, men en ekstra dramaschool-gimmick klistres på mod slutningen, hvor det hele er gået i stå. De tre kvinder vender tilbage i struttende lyserøde balkjoler, der sidder skævt og grimt. Det befordrer ikke den manglende handling og ligner mere panik fra instruktørens side. Bemærk i øvrigt: instruktør og forfatter er én og samme person.

Teksten, som jeg hørte den, havde flere sproglige unøjagtigheder. De kan skyldes skuespillernes nervøsitet eller forfatteren/instruktørens manglende øre. Sådan må det ikke være.

I øvrigt var der en uheldig balance imellem de tre skuespillere. De supplerede ikke hinanden, men midtvejs var der nogle få minutter, hvor Camilla Lau (kendt fra tv-serien ”Herrens veje”) gav den hele armen. Tekstens betydning forsvandt, mens en ung skuespiller foldede sig ud.

Manifest for skrøbelige autoriteter. Aarhus Teater. 2019. Pressefoto.

”Manifest for skrøbelige autoriteter” er ikke blevet det, som Aarhus Teater har annonceret. Tiden vil vise, om der kommer interessante resultater ud af samarbejdet imellem Aarhus Teater og den nye husdramatiker, Nanna Cecilie Bang.

 

Tekst og iscenesættelse: Nanna Cecilie Bang

Scenografi: David Gehrt

Medvirkende: Mette Klakstein Wiberg, Durita Dahl Andreassen, Camilla Lau.

www.aarhusteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *