Menu Luk

Maria Stuarda – italiensk opera på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Maria Stuarda – opera på Det Kongelige Teater.

Pæn, men ikke opsigtsvækkende version af Donizettis bel canto opera om to halvstærke, kæmpende kvinder, Elisabeth I og Maria Stuart,  hentet fra den store europæiske historie.

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. opera. 2025. Tegning af Claus Seidel.

For få dage siden kunne operaentusiaster i det stille fejre 20 års dagen for den store opera på Holmen. Det Kongelige Teater, der har brugsret over bygningen, givet af A P Møller til Staten, gjorde vist ikke meget ved mærkedagen.  Lidt mærkeligt.

Donizettis bel canto opera fra midten af 1830erne synes dog ikke at være et indlysende valg at fejre dagen lidt forsinket på, men ok.  Misseren med fejringen kan måske skyldes fraværet af et bibliotek og arkiv (lukket og opsplittet for 8 år siden). Hvem husker overhovedet tilbage? De nye chefer, formænd, etc.?

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. opera. 2025. Foto: Camilla Winther.

Donizettis opera, med en historie hentet fra Schillers højromantiske skuespil ”Maria Stuart”, har haft et kompliceret liv på operascenerne og var nærmest forvist i over 90 år. Det er ikke så svært at forstå, hvis man ser på operaens forskellige komponenter: Et emne fra britisk/fransk historie i slutningen af 1500 tallet – anvendt af en poetisk, romantisk tysk digter i begyndelsen af 1800-tallet,  transformeret til opera af en 17-årig italiensk librettist og en garvet operakomponist i et politisk ekstremt uroligt Italien og Europa i 1830erne med mange forbud, der vedrørte politik og moral. Samtidigt skulle opera være et frirum for borgerskabet i de italienske byer, som var heldige at have et operahus.

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. opera. 2025. Elisabeth – i ridebukser i en forførelsesscene. Foto: Camilla Winther.

Iscenesættelsen ved den franske instruktør Mariame Clemént lægger flere ekstra lag på, som skal opdatere det komplekse værk. Bl.a. vendes der lidt rundt på køns- og kvinderollerne. Elisabeth I anses normalt for at være kvinde som kvinder er flest, forholdsvis blid i store rober, mens anekdoter fortæller om en mere fri Maria. I denne version er Elisabeth i maskulint rideudstyr med brynje (lidt halvmoderne Jeanne d’Arc-agtigt), mens Maria synes uskyldsren i hvidt og rosa. At der også er ret moderne sexscener, hvor Elisabeth nærmest voldtager den fælles elsker Lechester skaber yderligere forvirring og fungerer ikke i helheden. Flere fotografer løber rundt imellem figurerne på scenen, hvor komparseriet ellers er klædt i kostumer fra ca. 1600.

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. Opera. 2025. Foto: Camilla Winther.

Kort sagt – for mig faldt brikkerne slet ikke på plads med denne opera, som efter sigende aldrig har været opført på Det Kongelige Teater og heller ikke af de italienske sangere på Hofteatret på Christiansborg i perioden 1840-1850erne.

Jeg bebrejder ingen denne forglemmelse, for “Maria Stuarda” blev for mig  blot et historisk eksperiment,  skabt i samarbejde med operaen i Genève, hvor der var premiere i 2022.

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. opera. 2025. Tegning af Claus Seidel.

Tre af sangere er nordiske fra teatrets solistensemble på Det Kongelige Teater: Elisabetta: Elisabeth Jansson, Maria: Gisela Stille og Talbot, sunget af Henning von Schulman, mens førsteelskeren, Robert Leichester, var en vaskeægte italiensk tenor, iført sorte jeans og bredt bælte: Galeano Salas, afgjort med størst kærlighed til Maria og hurtigt blev han publikums yndling.

Intrigen handler slet ikke om to religioner eller to beslægtede kvinder, der kæmper om magt og land. Næh, der er om kærlighed og begær til én mand. Den ellers stilige Elisabeth bliver hende, der ikke kan styre sine drifter og derfor må halshugge den kvindelige, katolske slægtning.

Maria Stuarda. Det Kongelige Teater. opera. 2025. Tegning af Claus Seidel.

I følge operalitteraturen skulle mødet og konfrontationen mellem de to kvinder, som er pure opspind fra Schillers side,  være operaens højdepunkt. Men denne mulighed  udeblev ved premieren.  For de to sangere var for  ”pæne” i deres stil og fortolkninger, et svigt fra instruktørens side? Leichester derimod tog kegler på italiensk manér, hvor arierne fik deres eget territorium,  uden for historien.

Musikalsk set var det en nydelig aften det meste ad vejen under ledelse af den italienske dirigent, Paolo Arrivabeni, og ikke mindst i anden del, hvor der blev mere ro over musik og kapel.

Det scenografiske ved den tyske scenograf Julia Hansen, er vist smukt, men iscenesættelsen er i den grad baseret på en visuel stramhed, skubbet ind i en elegant indrammet kasse med en midtcentreret  koreografi. Men når man som publikummer kun kan se halvdelen af scenen, falder logikken lidt til jorden. Hvad tænker instruktøren og scenografen egentlig på? Der sidder altså ikke 1500 mennesker på 5. række midtfor hver aften.

En effektiv, indimellem lidt banal lysvirkning (mørke, når faren lurer – rød, når blodet skal flyde) giver skiftende stemninger til nogle naturpanoramaer. Det er ren natur, men hvorfor?  Havde jeg kunnet se det hele, ville flere pointer nok være gået op for mig – for det hele syntes gennemtænkt og er jo afprøvet for et par år siden i Genève.

Samlet set er det af musikarkæologiske grunde fint at spille denne opera med den lidt misvisende titel fra Schillers side, for de to dronninger er jo mere end jævnbyrdige i denne historie om Maria og Elisabeth. Som et musikalsk-kunstnerisk supplement til forståelsen af vor tid, anno 2024, er operaiscenesættelsen lidt problematisk.  Der må være operaer, der bedre kan fortælle om en politisk og menneskelig  ekstrem usikker tid, hvor magten skifter hænder hyppigt og fjerner folk, der er en trussel.

Komponist: Gaetano Donizetti

Librettist: Giuseppe Bardari

Dirigent: Paolo Arrivabeni

Instruktør: Mariame Clément

Genopsætningsinstruktør: Jean-Michel Criqui

Scenografi: Julia Hansen

Lysdesign: Ulrik Gad

Kostumedesign: Julia Hansen

Koreografi: Mathieu Guilhaumon

Medv.

Paolo Arrivabeni / Dirigent

Elisabeth Jansson / Elisabetta

Gisela Stille / Maria Stuarda

Johanne Bock / Anna Kennedy

Galeano Salas / Leicester

Theodore Platt / Lord Cecil

Henning von Schulman / Talbot

 Kor, statister og Det Kongelige Kapel.

5 Comments

  1. Anne Fugl

    Fuldstændig enig med dine synspunkter angående både hvad selve værket angår og instruktørens valg. Men dejligt at opleve de to herlige “ svenske dronninger” og deres fælles tenorelsker.

  2. Lea Rossau

    Der var fuld skrue på sangen og musikken ved søndagens opførsel. Så det kunne have været en rigtig god oplevelse, meeen .. nyhedsfotograf med blitz, fotografer med filmoptagere på skuldrene, armbåndsure, briller med metalstel, telefon på “skrivebordet”, fyldepen, gulvspand i metal, plastic lighter, klodsede baskerhuer, og en ualmindelig grim klantern i Maria Stuarts frakke … alt dette virkede alt for forstyrrende og opmærksomhedskrævende. Ærgerligt at få en god oplevelse ødelagt af de “smarte” påfund.

  3. Lea

    Der var fuld skrue på sangen og musikken ved søndagens opførsel. Så det kunne have været en rigtig god oplevelse, meeen .. nyhedsfotograf med blitz, fotografer med filmoptagere på skuldrene, armbåndsure, briller med metalstel, telefon på “skrivebordet”, fyldepen, gulvspand i metal, plastic lighter, klodsede baskerhuer, og en ualmindelig grim klantern i Maria Stuarts frakke … alt dette virkede alt for forstyrrende og opmærksomhedskrævende. Ærgerligt at få en god oplevelse ødelagt af de “smarte” påfund.

  4. Mogens Henze

    Elisabeth Jansson er ganske imponerende syngende med fuld kontrol over tonerne. Har aldrig hørt hende bedre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *