Kulturkupeen

Marsden Hartley på Louisiana.

4 stjerner.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Der er billedkunstnere, som blot er interessante at stifte bekendtskab med – og så er der kunstnere, som giver én glæde og ny indsigt.Hartley hører til første gruppe.

Hartley har vist som sådan været ukendt på vore breddegrader i lang tid, men historien fortæller, at der var kulsejlede planer om, at han skulle udstille i København i 1916.

Hartley er amerikaner, med hang til Europa igennem sine unge år. Født i Maine 1877 og død i 1943. En mand, der som homoseksuel nok havde haft et lykkeligere liv i vor nutid, men han overlevede. I følge udstillingens kurator, Mathias Ussing Seeberg, gennemsyrer køns- og seksualitetsproblematikker samtlige værker. Det kan jeg nu ikke se, men i kataloget understreges det gang på gang.

Mere bemærkelsesværdigt med Hartley er det, at han skifter ham alt efter omgivelserne. Og netop denne manglende rodfæstning i en bestemt visualitet kan irritere mig lidt.

I landskaberne er der en mange Cezanne-henvisninger, men pludselig efter en tur til Tyskland bliver Hartley umiskendelig Kandinsky-agtig og inspireres af gruppen omkring Der Blaue Reiter. Senere i livet påvirkes Hartley af bl.a. den mexicanske maler Diego Rivera. Derefter kommer der mange mandsfigurer på lærredet, store, brune og bredskuldrede — ofte i små diminutive bukser. Joh, Hartley var kropsbevidst.

Louisiana understreger selv, at udstillingen giver ny viden om museets fine samling af efterkrigstidens store amerikanske kunstnere, som har været påvirket af Hartley. Det kan man desværre ikke se på udstillingen.

Museet har ellers gjort meget for at iscenesætte Hartleys værker, men billederne er så stærke og barske i deres udtryk, at det nemt bliver lidt overkill med de mange udstillingsvægge og skiftende pastelfarver.

Hovedartiklen i kataloget er “fagfællebedømt”. Det betyder måske, at der er drysset et par ekstra fremmedord henover for at glæde kollegerne. Men hvad med publikum?

Kataloget er ellers fint og effektivt, men billedmaterialet er lidt svært at hitte rede i.

Marsden Hartley- udstillingen hører nok hjemme i kategorien en nødvendighed for kuratorerne, mens publikum måske hellere vil se forbillederne og efterkommerne.

(Anmeldelsen er kort,  og der mangler billeder – stadig på grund af dårlig højre hånd. Beklager.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.