Anbefaling af Ulla Strømberg (selvbiografier får aldrig stjerner).
Med Egne Øjne – selvbiografi af fotografen Henrik Saxgren.
Cool, macho og 496 sider. Det er mange ord, fotografen Henrik Saxgren i denne omgang har lyst til at bruge på at fortælle om sit liv, professionelt som privat. Tidligere har han udgivet en lang række fotobøger med vidt forskellige temaer.
”Med egne Øjne” er vist det, man kunne kalde for en macho-bog og måske snart ikke-eksisterende. For hvilken mand tør træde frem og erkende, at han primært tænker på sig selv og tilrettelægger sit liv, privat som professionelt, efter, hvad han har lyst til? Samtidigt er mange af de professionelle arbejdsrejser, som Saxgren er taget på, barske og kræver sin mand, om det er en bz-aktion i Danmark, en krigssituation i Sydamerika eller bare oprør mod ulighed i lande langt væk fra lille Danmark.
I de seneste år er det også blevet til fotoreportager fra mindre krigslignende miljøer og dog, for hvad er det egentlig en grønlandsk fanger tager sig til, når store dyr skal nedlægges? Det kan sandelig også være brutalt og blodigt, blot uden menneskelige ofre.
Henrik Saxgren er født i Randers i 1953, blev uddannet fotograf, og som årene gik, førte professionen Saxgren rundt i verden til steder, som aviserne allerede dengang kaldte for vigtige politiske brændpunkter.
Henrik Saxgren blev fotograf med en umiskendelig kærlighed til at gengive en virkelighed, som ikke alle havde øje for, og han har igennem hele sit liv arbejdet som fotograf. Men faktisk kunne han vel i lige så høj grad være blevet journalist, for han kan også fortælle historier med ord. Og mon ikke han havde nogle idoler blandt internationale krigsfotografer?
Tidligt bliver han aktiv på venstrefløjen. Hvor langt ude til venstre må stå hen, men han følte sig kaldet til at blive aktivisternes og BZ-etternes fotograf.
Han er nærmest stolt af sine anholdelser og ikke mindst af den dom, han modtog sammen med unge aktivister, der var trængt ind på overborgmester Egon Weidekamps rådhuskontor.
Beskrivelserne er interessante og tegner et godt billede af tiden omkring 1980 i København. Der var kamp mange steder i samfundet, og det var som om, alle midler måtte tages i brug. I Danmark kunne han bruge sit pressekort og var der alligevel domfældelse, betalte Journalistforbundet sagsomkostningerne!
I udlandet, hvor han bevidst opsøger uroligheder, sker der heldigvis ikke noget livstruende for ham, men måske har det blot været held. Saxgren og hans drøm om at være hard core macho har naturligvis også ført ham sammen med mænd med samme bestræbelse og drøm, eks. Jørgen Leth på Haiti, hvor andre danskere med rejsefeber og umættet livsappetit også samledes. I det hele taget har han igennem sin profession været god til at bygge venskaber op, og som gammel kollektivist kan han tilsyneladende godt lide også at leve lidt beskyttet, som en del af en gruppe.
Bogen er primært en beskrivelse af det professionelle fotografliv med udmærkede resuméer af lokale, politiske situationer. Men det private får også plads.
Saxgren lægger ikke skjul på, at flere kvinder har gjort indtryk, men han balancerer beskrivelserne af de forskellige fristelser, som møder ham.
Hans livs kærlighed er Kirsten, der bl.a. arbejdede som dokumentarist inden for radio og film. De bor i kollektiv, de får et barn, men det ender med, at de bor på hver sin etage(?) Siden får de en egen, fælles bolig, også på Frederiksberg, for tiderne var vist løbet fra den kollektivistiske drøm.
Deres datter gennemlever flere sygdomsforløb, men overlever. Den elskede Kirsten bukker derimod under for en uhelbredelig hjernesvulst. Det er ubærligt og beskrives følsomt og smertefuldt.
Af en eller anden grund tager Saxgren også et nyt kvindebekendtskab med i bogen, men han fortæller ikke, hvor længe relationen holder med kvinden fra den københavnske overklasse. Den lille historie svækker måske helhedsindtrykket af en mand, der har styr på livet.
En anden hændelse, han også har valgt at tage med, er en ødelagt juleaften. For en lillejuleaften, hvor Kirsten, barn og svoger er ved at rette an til den helt stor julehygge, ringes han op og få timer senere sidder han i et lille fly afsted til endnu en krigszone! Mon ikke han siden fortrød?
Bogen beskriver på godt og ondt en fotograf, der er dybt engageret i at skildre de undertryktes kamp. Men hen igennem de seneste par årtier har hans professionelle arbejde bevæget sig i nye retninger, hvor det kunstneriske ved fotografiet i højere grad er blevet drivkraften. Også udstillinger, bestillingsarbejder og bøger har været nye mål, som er blevet indfriet og oveni er kommet priser og anerkendelse fra Statens Kunstfond etc. For kun derved kan man som fotograf blive husket af eftertiden.
Den gamle rebel var vist også lidt stolt, da han skulle vise både Dronningen og Prins Henrik rundt på Frederiksborg Slot, hvor der hang nye fotografiske portrætter af Henrik Saxgren.
Den Henrik Saxgren, jeg mødte i 1990erne og sendte i æteren i DR var også en smule anderledes end bogens hovedperson. For det var en hårdtarbejdende fotograf, som pinedød ville overbyde flere af de andre danske fotografer, som var ved at komme i vælten. Der var kamp imellem de danske fotografer i 1990erne – og Saxgren var meget markant.
Bogen er ikke sympatisk i den forstand, at man føler med hovedpersonen. Tværtimod. Men bogen er velskrevet og kan læses som et personligt statement. Samlet set er det også et interessant billede af nogle årtier i Danmarkshistorien, hvor alle klasseskel blev nedbrudt, højrefløj og venstrefløj flød næsten sammen, og et pressekort gav adgang til høj som lav. Henrik Saxgren var med hele vejen fra ”Byggeren” på Nørrebro til møde med Dronningen og “Oscar-parties” i Los Angeles.
Bogen er ikke smuk og delikat, som de fotobøger, jeg har på reolen af Henrik Saxgren. Layouten er middelmådig, Men der er aftrykt en lang række fotos, hvor de gamle fra BZ bevægelsen i 1970erne er historisk interessante, mens nyere fotos fra Grønland i det 21. århundrede udstråler ro og skønhed. Desværre har ingen fotos årstal på. Det havde været godt at få med.
Udkommet oktober 2025 496 sider.
Gyldendal.