Menu Luk

Min mægtige mor. En datter. En mor. En mormor. Gæstespil på Sorte Hest.

6 stjerner til Karen-Lise Mynster – 4 stjerner til resten.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Min mægtige mor. En datter. En mor. En mormor. Gæstespil på Sorte Hest.

Det er lige ved at være en rigtig tåreperser – et plus for nogle, for andre et minus.  Rikke Wølcks nye stykke ”Min Mægtige Mor” rammer nemlig de fleste, for hvem har ikke haft en mor eller måske selv været mor eller noget lignende.

Stykket er dog dramaturgisk lidt ujævnt, men giver Karen-Lise Mynster, som moderen midt imellem datteren og bedstemoderen, en næsten 40 minutter lang monolog i begyndelsen.

Min mægtige mor. Teatret ved Sorte Hest. 2025. PR foto: Robin Skjoldborg. – ikke fra forestillingen.

Det er imponerende, hvordan Karen-Lise Mynster, siddende på en taburet foran den voksne datters lukkede dør, formår at skabe et dybt nuanceret portræt af en moderne, moden kvinde, der har afsluttet sit arbejdsliv som advokat og nu blot ønsker at gøre noget. Det har hun vel allerede gjort, og alligevel føler hun sig mislykket ved datterens afvisning.

Datteren, som er over 40 år, har fået en depression og stiller i øvrigt krav om, at alt skal være politisk korrekt, økoagtigt og nul eskimo-is!  Det er nok noget, mange af os har hørt fra yngre generationer.

Hver dag kommer moderen optimistisk og sætter sig foran døren til datterens lejlighed og taler venligt, forklarende, og indimellem naturligt nok også vredt og småbebrejdende. Lidt Beckett-agtigt – som i “Glade Dage”. Men datteren lukker ikke op.

Var disse 40 minutter stykket, havde det hele været suverænt, og vi ville gå hjem med følelsen af skiftende generationers krav og hensyn, for takket være Karen-Lise Mynsters spil, blev vi lidt klogere, men løsninger var der ingen af. Naturligt nok.

Min mægtige mor. Teatret ved Sorte Hest. 2025. Karen-Lise Mynster, Laura Bro, Rikke Wölck. Indtryk fra forestillingen af Claus Seidel.

Men så skifter scenen og datteren, spillet af Laura Bro, har poetiske årer og træder frem i et andet univers. Bedstemoderen, der er fra den tidlige rødstrømpebevægelses tid og engang selv var frigjort, er dog stadig rabiat og tager lidt let på de nære problemer.  Nu bliver stilen lidt komedieagtigt, og bedstemoderen spilles af dramatikeren selv, Rikke Wölck. Der er lagt op til, at det skal være  underholdende, hvorimod datter og mor-scenerne egentlig er ganske alvorlige.

Instruktøren Madeleine Røn Juul har sammen med den scenografiske konsulent, Kisser Rosenquist, skabt et interessant rum med mange røde (lukkede) døre, der  selvfølgelig giver associationer til meget teater i det 20. århundrede (helt banalt uden sammenligning Sartres ”Lukkede døre” – men meget andet teater trænger sig på.  Den svenske Lars Norén stykker fra hans mellemfase har mange lighedspunkter også med de svære generationskonfrontationer.

Min mægtige mor. Teatret ved Sorte Hest. 2025. Karen-Lise Mynster, Laura Bro, Rikke Wölck. Indtryk fra forestillingen af Claus Seidel.

At kostumerne er farveafstemte til grønne nuancer, smukt  indpasset efter de tre forskellige gemytter, er et stilfærdigt raffinement. Moderen er i moderne silkehabit, datteren i grøn khaki skjorte, mens bedstemoderen gør oprør i leopardmønster over en grøn strikkjole.   Og så kan man selvfølgelig fundere over den grønne farves symbolik, som bl.a. står for natur og vækst, mens grønt også kan betyde umodenhed.

Slutscenen bliver noget patetisk, da moderen helt uden forvarsler dør, og datteren og bedstemoderen finder hinanden siddende sammen foran endnu en lukket dør. Snart føler de bondeanger, lettelse, snart noget helt tredje. For ingen af dem gjorde, hvad de kunne for den nu afdøde moder. Her tangerer det damebladsniveauet, i både forløb og replikker, og det meste er hørt og set før. Ærgerligt nok. Der spilles på alle strenge med både fortrydelse, ærgrelse og selvfølgelig anger.

Om det er bevidst fra dramatikerens side, ved jeg ikke, men der er lidt for meget føleri i slutscenen, og derfor kom lommetørklæderne frem hos publikum, da jeg var i teatret.

Det er produktionsselskabet High Noon, der står bag. Flere af Rikke Wölcks tidligere dramatiske stykker er produceret af High Noon, som hun selv er en del af – stiftet i 2013.

Gl. vittighedstegning fra 1909 fra Folketeatret ved et gæstespil af Johanne Dybwad. Udsnit af tegning af Axel Thiess.

Instruktør / Madeleine Røn Juul

Scenograf / Kisser Rosenquist

Medvirkende

Karen-Lise Mynster, Laura Bro, Rikke Wölck

Dramatiker / Rikke Wölck

www.sortehest.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *