Kulturkupeen

Min sommer i Provence.

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Marseille 1905. Sommerferien står for døren. Den 10 årige Marcel Pagnol( Léo Campion) har fået ferie og drager med sin familie til deres smukke sommerresidens i Provence. Han glæder sig til at møde sin bedste ven, bondedrengen Lili, som bor hele året i området, og som Marcel hvert år tilbringer hele den seks uger lange sommerferie sammen med.

En dag da de to venner er ude og udforske naturen møder Marcel ved et tilfælde den aristokratiske smukke men stærkt dominerende Isabelle, der er et par år ældre end ham. Marcel bliver dybt betaget af hende. Venskabet mellem de to udvikler sig, og sår splid ikke kun mellem Marcel og Lilli men også mellem Marcel og hans far. For første gang gør han oprør mod farens autoritet.

Sommerferiens og barndommens hidtidige uskyld trues af ungdommens manglende erfaring. Snart viser det sig også, at Marcels mor Augustine Pagnol(Mélanie Doutey) og far Joseph Pagnol(Guillaume de Tomquédec)  gemmer på hemmeligheder, der hidtil har været skjulte. Originaltitlen på fransk er Le temps de secrets, en efter min mening langt mere sigende titel på filmen, som netop handler om det usagte og hemmeligheder.

Plakat: Rialto Film

Filmen er baseret på Marcel Pagnols(1895-1974) barndomserindringer udgivet i 1960. Hans charmerende populære bøger Kilden i Provence og Manon og kilden, er som bekendt begge blevet filmatiseret.

Min sommer i Provence er en bittersød film om den første spirende kærlighed. En coming of age film om venskab og svigt mellem to nære venner. Samtidig kommer filmen ind på den spirende kvindefrigørelses-bevægelse, et sideplot for at forstærke Marcels’s mor’s, Augustines karakter.

Bag filmen står den prisvindende Christophe Barratier, som både er filmens instruktør og manuskriptforfatter. Han er kendt for filmen Koret (2004) som blev en stor succes, høstede mange priser og blev nomineret til en Oscar i 2005.

Foto: Rialto Film

Den 12 årige Léo Campion yder en fin præstation som den følsomme, emotionelle og nysgerrige Marcel. Det er ikke første gang, at vi kan se ham på det store lærred. Han har også medvirket i filmen Hypernormality(2021).

Barratier siger i et interview: Min sommer i Provence…, foregår i en tid, hvor den lille Marcel står på tærsklen mellem barndommen og puberteten; dér hvor hemmelighederne sniger sig ind i vores liv. Men også en tid, hvor det går op for os, at de voksne, til trods for deres opdragelse af børnene om ikke at lyve, adlyde og altid være ærlige, langt fra følger deres egne idealer. Så sandt, som sagt.

En visuel smuk og indtagende film fra skønne Provence. Gå ind og se den.

Instruktør: Christophe Barretier

Originaltitel: Le temps de secrets

Premiere 14. juli 2022

Censur: Frarådes børn under 7 år

Varighed: 108 minutter

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *