∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Musefælden på Folketeatret og turné.
Sympatisk og velspillet version af ”Musefælden”, Agatha Christies berømte krimi.
De fleste Londonfarere har enten set ”Musefælden” – eller er bevidst gået en stor bue udenom denne måske længst kørende teaterforestilling i den by, som engang var teaterkunstens mekka.
Baggrunden for ”Musefælden” burde publikum kende til, men Folketeatret har uheldigvis afskaffet teaterprogrammet, og dermed kan publikum føle sig som en af de tre blinde mus, der var den oprindelige titel og forløberen. Et lille hørespil, som siden blev til scenedramatik med urpremiere i 1952 og derefter spillet uafbrudt, minus i Corona-tiden, på forskellige teatre i London.
Det er effektivt teater på Folketeatret, spillet i en lettere farcestil, stilmæssigt fastholdt og placeret efter forlægget i de tidlige 1950ere. I iscenesættelsen levnes der ikke unødig plads til hverken fordybelse eller nuancerede personkarakteristikker, som ellers kan kendetegne Agatha Christies figurer i de bedste tv-spil.
Det begynder med et mord og slutter med en overraskende opklaring, mere kan man næppe forlange. Der er også indlagt lidt gys, blinkende elektrisk lys samt sne og kulde udenfor. Man kan se det som tykke krimifloskler eller som nødvendige ingredienser i en krimileg.
Jeg har vist aldrig set forestillingen, eller også har den ikke gjort indtryk, som de store teaterøjeblikke ellers har en tendens til. Men Folketeatrets version er faktisk det, man kunne kalde for gedigent brugsteater. Lidt som en sitcom, hvor de forskellige skuespillere lykkes med at skabe vidt forskellige karakterer takket være koncentration, parykker og klæ’r fra 1950erne.
Alle er gode, nogle måske mere erfarne ud i timing og over- og underspil, men den fulde sal en almindelig lørdag eftermiddag var munter og forventningsfuld og siden taknemlig. Der var noget at tale om i pausen og bagefter. Samtidigt opfordredes publikum til ikke at røbe hvem, morderen er. Og det overholdes vist af alle. Jeg gik i hvert fald intetanende i Nørregade, og på spejderære: jeg siger intet videre bagefter.
De fleste af skuespillerne kører en langsom slapstickstil. Nogle overdriver mere end andre, men på trods af det, synes første akt faktisk både for langsom og for lang. Efter pausen, hvor trådene samles, kommer forestillingen op i gear. Alt i alt en klassisk teateroplevelse lige til at tage på turné med – og sådan er det også. ”Musefælden” skal rundt i landet, og jeg kan kun anbefale, for forestillingen er bedre end sit i dag 74 år gamle rygte.
I øvrigt er ”Musefælden” også navnet på det spil, som Hamlet hos Shakespeare lader opføre for at afsløre, at kong Claudius myrdede hans fader, men det er en anden historie.
Det er i øvrigt interessant at se, hvordan det københavnske teatre genremæssigt er spredt, noget jeg bl.a. har beskrevet i min anmeldelse af ”Katarsis” på Nørrebro Teater. Samtidigt er jeg lidt forundret over bredden (og dybden), men sidder jo ikke i direktionen af Det Københavnske Teaterfællesskab, som er en organisation i sig selv med direktion m.m. og 100 mill. kroner at gøre godt med inden for hovedstadens grænser, til henholdsvis: Betty Nansen Teatret, Østerbro Teater ( Republique og Østre Gasværk), Nørrebro Teater og Folketeatret, der dog har overtaget Det Danske Teaters turnéforpligtelser.
Nu hvor amterne er nedlagt, hvor i det politiske system ligger egentlig det kulturelle ansvar? Og hvem holder øje med selve Det Københavnske Teaterfællesskab?
MUSEFÆLDEN
Dramatiker: Agatha Christie
Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby
Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg
Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld
Scenografi: Frederikke Dalum
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard og Kasper Krassimir
Stemme i radioen: Tine Gøtzsche
Stemme i radioen: Rolf Hansen
Teaterforlag: Nordiska ApS