∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

My fair lady – på Det Ny Teater.

I Martin Lyngbos iscenesættelse bliver Eliza voksen og fravælger Professor Higgins til sidst. Ellers er det mere det store musical-flow med Peter Plaugborgs Higgens, Tommy Kenters Doolittle og Susse Wolds moderfigur, der holder traditionen i live og underholder.

 

My Fair Lady er et teaterhistorisk klenodie, der stiller store krav til de folk, som vil genopsætte musicalen fra 1956. Omvendt er det ikke så underligt, at teatrene gang på gang kaster sig ud i eksperimentet, for musikken er ret uimodståelig, og historien rummer gode roller og har det meste: kærlighed, frastødning, klasseskel og udligning. Men svært er det, for der skal tages en masse valg: Er historien fortalt plausibelt? Hentet hos Ovid, om manden, der skabte en kvinde som skulptur og ønskede hende i levende live, historien blev omformet af George Bernard Shaw til  “Pygmalion”, for siden at blive til musical i 1950erne og en uimodståelig film i 1960erne.

Det er nok filmversionen mange husker med en underskøn Audrey Hepburn  som blomsterpigen, mens Marni Nixon var stemmen bag sangene – dertil et par uimodståelige mænd, der faktisk slet ikke kunne synge, men agerede med Rex Harrison som professoren. Først som sidst Cecil Beatons kostumer i ikke mindst til Ascot-løbet.  Denne fortid er Det Ny Teater på unfair vis oppe imod, når valget endnu engang er faldet på My Fair Lady.

Den danske premiere i 1960 var i en anden tid, hvor alle københavnere vidste, hvad der gik for sig på Frederiksberg i 3 Falke, som var det omklædningsrummet forud for en afsluttende kamp i EM i håndbold. Først skulle Ingeborg Brams være Eliza,  siden Jeanne Darville, der også sprang fra rollen, og det hele endte med en velsyngende, mindre glamourøs Gerda Gilboe over for en vidunderlig Mogens Wieth som professor Higgins, Osvald Helmuth med læderkalot og skraldemandskostume, mens Preben Uglebjerg var Freddy, den rolle, som kan gå i fisk eller lægge salen ned.

Denne ballast af hukommelse på godt og ondt slæber enhver ny opsætning af My Fair Lady efter sig, og således også på Det Ny Teater. Her var Søren Spanning og Nis Bank Mikkelsen i øvrigt et smukt, veltalende makkerpar på samme scene i 1999.

Nu skal instruktøren Martin Lyngbo klare udfordringen. Med en interessant baggrund hos Mungo Park er han ved at udvikle sig til en habil opera- og musicalinstruktør.   Men denne gang synes det svært at forene enderne,  moderne fortolkning og forankring i traditionen, for han får ingen hjælpe af scenografen.

Selv om den altid æstetiske og på Det Ny Teater hjemmevante britiske scenograf, Paul Farnsworth, har fået opgaven, harmonerer det visuelle ikke rigtigt med selve spillet. For det er en ret ucharmerende, lidt pappet og ret åben scenografi, som ikke tilfører nyt til Martin Lyngbos nyfortolkning. For slutningen signalerer bl.a., at Eliza hverken vil have Freddy, den søde dovne overklassedreng, eller den uopdragne sprogprofessor. Den fortolkning fungerer, anno 2026.

Nyt er også, at Elizas døde moder optræder hver gang, Eliza står over for et valg. Det er også acceptabelt med lidt psykoanalyse om skismaet imellem den gode moder, der døde af tuberkulose, over for faderen, slamberten, skraldemanden, der begyndte at drikke for at glemme familieansvaret.

Den fortolkning er også købt. Instruktøren Martin Lyngbo er kort sagt moderne i sit kvindesyn og lykkes med at indplacere fortolkningen i klenodiet My fair Lady.

Det svære kan være rollefortolkning og sangene. Professor Higgins spilles af en lebendig, høj Peter Plaugborg. På det psykologiske plan er det flot og ligeså med sangene, der som alt andet i musicalen er legendarisk: ”Hvorfor er kvinder ikke som mænd”. Men teksten forsvinder lidt, mangler eftertryk.

Tommy Kenter tager kegler og vælter salen med sin fortolkning af Mr. Doolittle. Alt bliver tydeligt hos denne fusentast, der lettere beruset eller meget beruset bare vil have det bedste ud af livet, mens han mumler, taler, synger og tager et par dansetrin, så det er en fryd.

Sofie Topp Christensen er en spirrevip af en Eliza og får mest fylde, når hun synger, men  hun måtte godt skrue lidt mere op for charmen og samspillet med bl.a. oberst Pickering, hendes allierede og ham, der behandler en blomsterpige som en dame. Pickering  spilles af den altid meget koncentrerede Kim Hammelsvang, der her synes lidt teoretisk i sin tilgang til denne engelske borgermand, der har tilbragt en halvt liv i Indien.

Selvfølgelig er Susse Wold god som Higgins’ elegante moder, men scenografen har ikke understøttet hendes altid smukke og charmerende udseende, som danskere har beundret i årtier. Til gengæld har den britiske scenograf givet hendes blomsterhave et flot look i en af de sidste scener. Men hvorfor skal hun have en afklædt mandlig nøgenmodel i badekåbe og læderkasket? En tyk floskel i en forestilling, hvor instruktøren Martin Lyngbo ellers bevidst har undgået de gamle kendemærker (og dermed floskler) som bl.a. tyredansen i “En snegl på vejen”, som det huskes fra bl.a. filmen.

Elizas tilbeder, Freddy, leveres formfuldendt af Sebastian Harris, der snart er en suveræn operettecharmør.

Et levende orkester med Per Engström som kapelmester underordner sig meget musikalsk de forskellige stemmer, og således går musicalen hjem og vil glæde mange – måske især nytilkomne.

Tilbage står en række spørgsmål: den ellers delikate og driftssikre scenograf Farnsworth  har gang på gang skabt visuelle vidundere på Det Ny Teater, hvorfor er det todimensionelt og nærmest pappet i denne omgang? Også  kostumerne mangler det elegante, enkle touch i ikke mindst balscenen, og dansescenerne har for meget luft.

Det  lykkes dog, alt andet lige, på moderne vis at fortælle historien om en selvcentreret mand og en kvinde, der finder fodfæste som selvstændigt individ mens den iørefaldende musik lyder.

• Learner og Loewe –  musik og tekst.
• Iscenesættelse: Martin Lyngbo
• Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth
• Musikalsk indstudering: Per Engström
• Koreografi: James Leece
• Medvirkende: Susse Wold, Tommy Kenter, Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Sebastian Harris, Hanne Uldal, Søren Bech-Madsen, Mette Ladekarl, Matthew One Bailey, Linda Arunee Drenck, Christian Haagen Birkvang, Vito Gram, Mira Balloli, James Leece, Juliette Schaufuss, Mikkel Hoé, Nahia Gil Harris, Søren Bang, Nikoline Harriet Breienholt, Christian Bergman, Nadin Reiness m.fl.