∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nabo på Folketeatrets Hippodromen.
En performance med stort teknisk udstyr og tre skuespillere/performere i orange overalls.
Det lyder spændende, som Folketeatret selv annoncerer Nabo:
Tre performere går i forestillingen helt bogstaveligt på besøg hos naboerne til teatret. Det foregår i et „mission-control-room“, hvor der er direkte link til performerne på mission ude i virkeligheden væbnet med smartphones og selfiesticks. De forsøger med enkle virkemidler at lirke historier ud af dørtelefonen eller frem under hækken. Missionen er at møde naboerne i deres vante omgivelser, og at deres liv og fortællinger bliver flettet sammen til et portræt af den by og det nabolag, vi befinder os i.
Måske er jeg den helt forkerte tilskuer. Født på Frederiksberg, siden københavner, har gået 11 år i skole rundt om hjørnet til Folketeatret, har arbejdet i Fiolstræde, ved ikke vor hvor mange gange jeg er gået ned ad Nørregade og har glædet mig over Sct. Petri Kirke, fulgte renoveringen for nogle år siden, holdt tale ved pladsen ved Vor Frue Kirke, som i dag fremstår som et smukt eksempel på dansk arkitektur. Går man ind i kirken, kan man glæde sig over Thorvaldsens statuer og det smukke lys. Andre har måske fulgt morgengudstjenesterne fra kirken.
At Universitet også ligger her, og engang var stedet, hvor de fleste gik til forelæsning, er også en vigtig del af historien, af forhistorien måske. Men den tager man ikke skade af at kende til, uanset om man er skuespiller eller tilskuer.
Den nye performance, som minder lidt om alt det opsøgende teater, der fandt sted i 1970erne og faktisk ikke førte til ret megen social fornyelse, vil kun være i nutiden, og det er da helt ok. Men de to performere, som drager af sted, ved ikke, hvad kirkerne hedder, heller ikke navnene på gaderne, og bedre bliver det ikke, at alt er spejlvendt via deres mobiltelefoner på en stang. Dvs. publikum oppe i Hippodromens rum med storskærm får slet ikke nogen oplevelse af Folketeatrets nærområde. Var det ikke pointen og meningen – jvf. teksten ovenfor?
At de to repræsentanter, som teamet bag forestillingen har opsporet, kommer med i teatersalen til sidst, er noget af en fuser. De har kun boet i området i kort tid. Den ene er amerikaner med tatoveringer, den anden er en ung mand på Ehlers Kollegium. De har INTET at fortælle.
Den eneste, som leverer en smule af den ”annoncerede” vare, er en pæn dame med et galleri i en baggård og ejer af forhuset, men hun kom ikke med hen til publikum, og navnet på galleri og gade fik vi heller ikke.
Der skal være en ekspert med, siger grundbogen i dårlig journalistik, og sandelig om en fra TV kendt livsstilsdame, Anne Glad, kunne fortælle nogle banaliteter, på film, endda i flere omgange.
For få år siden forsøgte Blaagaard Teater med en lignende idé, og det gik også, for at sige det pænt, helt galt.
Ærgerligt nok. Ideen på Folketeatret har vel været sjov i udgangspunktet, men er blevet historieløs på alle niveauer. Kan det siges på en pænere måde, end at “Nabo” på Folketeatret ligner en ommer?
Scene: Hippodromen
Instruktør: Erik Pold
Medvirkende: Erik Pold, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild
Visuals udvikler: Søren Knud Christensen
Videodesigner: Helle Lyshøj
Komponist: Tobias Shaw
Lyddesigner og afvikler: Brian Larsen
Lysdesign: Elke Laleman
Scenograf-konsulent: Nicolaj Spangaa
Dramaturg: Adeleide Bentzon
PR: Frederikke Rønne Westergaard (prfrm)
Foto: Malle Madsen
Ekspertpanel: Anne Glad, Henning Sørensen, Mette Juel Madsen og Mikkel Marcker Stubgaard