∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nemo på Teater Sort/Hvid.
Den bedste overskrift til Nemo må være: ”Jokum Rohde klassik, dobbelt op realiseret sammen med en række åndsfæller”.
Det er som at træde ind i en anden verden, ind i en drengedrøm eller en gammel mands mareridt. Det hele er så konsekvent anderledes.
Teamet bag Nemo har omskabt Teater Sort/Hvid i Den Hvide Kødby til en fortidshule anno 1900-tallet et eller andet sted på den vestlige klode, hvor en gangster er en elegant, habitklædt mand, prostituerede går med lakstøvler og et par sorte læderbukser giver associationer til Gestapo.
Forestillingen Nemo er svær at klassificere, men må først og fremmest ses som en videreudvikling af et snart livslangt mareridtsagtigt teaterprojekt fra dramatikeren Jokum Rohdes side. Forestillingen er svær at give stjerner, for den lever i sin egen nostalgiske boble. Men da jeg allerede er blevet udelukket fra ét københavnsk teater, fordi jeg ”kun” kommenterede, bliver det til 5 stjerner som anerkendelse af konsekvensen, nostalgien og det engagerede, kunstneriske samarbejde mellem dramatiker, scenograf, skuespillere, instruktør og musiker. De tror på det denne dystopi, og så må vi som publikummer blot humpe stakåndet bagefter uden at forstå mere end halvdelen.
Måske er jeg ikke klog nok, eller robust nok eller mand nok? Denne nye undergangsvision med henvisning til ikke mindst Jules Verne og måske Tin Tin er udover at være visuelt og auditivt dybt fascinerende og anderledes end gængs teater, også hamrende irriterende og frastødende. For som det ofte sker i mødet med Jokum Rohdes historier: det hele bliver for macho, for buldrende, for selvcentreret, for selvsmagende – men afgjort anderledes og svært at ryste af sig. Og jeg tror faktisk, at det er meningen med hele teaterhalløjet.
Historien fortæller om et sted i fortiden og til dels måske i dødsriget i et fortidigt Istedgade-miljø (eller endnu tidligere: Laksegade(?) i en balancegang imellem under- og overklasse, for man har vel gået på Krebs Skole!
Og så er der i denne omgang undervandsbåden med henvisning til Jules Verne, men desværre også et element, som giver lidt for mange (tilsigtede?) associationer til den uhyggelige, nyere historie om manden Peter Madsen og hans grufulde gerninger i en ubåd.
Inden anden akt folder sig ud under vandets overflade, bliver historien heldigvis på landjorden (og i et badekar) med fire personer: musikeren ved orglet, smukt spillet af Jacobe Suissa, Nemo, Morten Burian, der også er instruktør og sidder midt i en lejlighed med fortidens elementer omkring sig som en blanding af et raritetskabinet og en marskandiserbutik. Her residerer Kaptajn Nemo i delvis uniform og i forventning om en ny stilling, der synes lidt kafkask, for det er i etaten han vil ansættes.
Ind træder på besøg manden Moreau, lokal politimand, klædt som gangsterkonge fra 1920erne, men snart transformeret om til en stasisoldat – spillet af Patrick Baurichter. Den sexede adoptivdatter, Nanna Finding Koppel, må igennem flere trængsler som lettere prostitueret på natklubben Amalie Skram. Det kræver af hende bl.a.: af med tøjet, op i badekaret og efter pausen såmænd også i trapez. Hvor Jokum Rohde huserer, er der i øvrigt masser af vittigheder nedlagt i teksten, så det er bare om at holde hovedet koldt og følge med.
At Nemo-figuren hallucinerer er vist ikke så mærkeligt, for der tages stoffer, så Nemo/Burian ender nøgen i badekaret og får adskillige elektrochok.
Den nøgne mandskrop vender tilbage i det meste af anden del, i rummet ved siden af, hvor Nemo har søgt skjul i en undervandsbåd.
Også dette rum er overraskende flot indrettet af scenografen Christian Friedländer med publikum igen placeret på en langside over for store, runde glughuller. Stemningen er overraskende, nu er vi alle under vandet, i underverdenen, og ekstra dansere illuderer fisk eller slaver? Det er vildt.
Denne genfortælling lyder sikkert rodet, beklager, men svært er det, ikke mindst for en sart sjæl, så jeg har nok tabt halvdelen på vejen.
Men det lykkes teamet at hale historien hjem og gå fra Nemos iscenesatte undergang tilbage til jordens overflade, hvor adoptivdatteren og gangsteren finder sammen og ser på lejlighed. Selvfølgelig i et højhus, der er et ”lavhus”, for når jorden går under, er det godt at have gravet sig ned, så der er bygget et 60 etagers underjordshus. Parret skal bo på minus 49. etage.
Vi lever ikke i en opgangstid lige nu. Det er en erkendelse, vi alle må døje med, men at vi skal dyrke undergangtemaer er måske lige i overkanten af, hvad vi magter. Det vil blive hårdt, hvis alle kunstnere pludselig beslutter sig for at male fanden på væggen og tvinge os til at se sandheden i øjnene: at verden snart gå under.
Med Nemo synes det som om en række kunstnere har fundet sammen og i fællesskab dyrker en dystopisk verdensopfattelse isprængt både humor og al for megen fantasi. Og det vil de gerne dele med os andre forvildede landkrabber.
Medvirkende NANNA FINDING KOPPEL, PATRICK BAURICHTER, MORTEN BURIAN, JACOBE SUISSA, ANDREAS GRAHAM Iscenesætter MORTEN BURIAN Dramatiker JOKUM ROHDE Scenografi og kostumer CHRISTIAN FRIEDLÄNDER Lyddesigner JACOBE SUISSA Lysdesigner MORTEN KOLBAK Koreografi- og fysisk teater-konsulent LYKKE MEYER Rekvisitør EMMA DYBDAHL HILDEBRANDT Kostumier HANNE MØRUP Instruktørassistent KRISTA MILMAN Tonemester CHRISTOFFER ØSTERGAARD MEIER NIELSEN Tekniker- og afvikler KRISTOFFER KISLING Tekniker ALBERT LØGSTRUP BRYGGER Teatermaler RASMUS BRANDT Byggere SARINA GIULIA BOSIO, LASSE BRUUN POULSEN, ESBEN WISBECH Forestillingsleder LÆRKE LEONORA KOLDING Presseansvarlig DAVID PEPE BIRCH Præproduktionsleder VIKTOR K. MAGNUSSON Fotos CHRISTIAN FRIEDLÄNDER