∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater – igen igen.
Der er dømt julehygge på Det Kongelige Teaters Gamle Scene med juletræer skabt af lyserøde balletsko i indgangshallen.
Inde på scenen er tiden skruet tilbage til forrige århundredskifte i en velbeslået britisk familie, som holder julefest. Damer er i silkekjoler og børnene er klædt på til alt andet end de spilopper, som de foretager sig. Juletræet er meget udansk, klippet ud af Harrod’s julekatalog, men gaver er vel ens overalt – også den nøddeknækker, som magikeren, Hr. Drosselmeier giver til husets børn og som sætter gang i magien.
Så opstår løjerne, der måske slet ikke er børnevenlige, for musehæren ligner snarere en fæl invasion af rotter, så store og frastødende er de. Herover for står en meget splejset gruppe soldater på geled.
På Kongens Nytorv er det George Balanchines fortolkning fra 1954 af den gamle Sct. Petersborg ballet med Tjajkovskijs vidunderlige musik, der er grundlaget og langt i den engelske scenograf Anthony Wards hænder.
Jeg har været sur på scenografien, som var for engelsk og tillige slidt efter nogle års brug. Men heldigvis er scenografien justeret i anden akts tidligere helt håbløs look, som vist var ”det indre af en sukkerstang”. Nu lyser en helt igennem acceptabel pastelfarvet, lidt Barbie-agtig buegang, som fungerer langt bedre for de forskellige divertissementer. Også “snefnuggene” har fået mere klædelige kostumer.
Til gengæld er nogle af børnekostumerne blevet ret kedelige og meget mærkeligt, så danses flere af de små drenges partier af langlemmede piger med hestehaler. Det forstyrrer, men er måske en lavpraktisk løsning, fordi balletskolen eller andre skoler ikke har drenge i 10 års alderen! Eller er det woke, hvor kønnene blandes?
Første akt er som vanligt i denne version en spankuleren rundt i et voksent selskab, mens børnene parallelt leger og driller hinanden. Der sker ikke meget, men musikken er der, så måske er det godt for sjælen, jeg faldt i hvert fald til ro og blev afventende.
Anden akt, hvor den lille pige er i drømmeland, rummer de mange kendte divertissementerne. Det er fortsat senromantisk og måske på grænsen til, hvad man må vise i disse woke-tider, men de fleste udklædninger er lagt over i plante- og blomsterriget, så der kan ingen næppe protestere.
Musikken til de mange forskellige danse er berømt – for dansene er ofte løsrevet og brugt i alskens sammenhænge. Her forventes til gengæld bravurdans i russisk stil, men denne onsdag aften var det blot pænt, de fleste steder. Dog ikke i alle partier blev der strakt ud og løftet og slet ikke i tilstrækkelig grad på det niveau, som forventes af Den Kongelige Ballet. Jeg bemærkede i øvrigt, at der for tiden kun er tre solodansere blandt herrerne, to har taget orlov. Har man ikke set ballet før, er der næppe skuffelse, men er man fast inventar til Den Kongelige Ballet mangler denne opsætning og besætning afgjort noget.
Er “Nøddeknækkeren” en familieforestilling? Måske, måske ikke.
Se nedenfor flere uddybende tekster om E.T. A. Hoffmann etc. og denne version af “Nøddeknækkeren”.
Anmeldelser i www.kulturkupeen.dk
2015
Lyserød Nøddeknækker på Det Kongelige Teater med masser af dygtige balletbørn på scenen.
2019
2020
https://www.kulturkupeen.dk/noeddeknaekkeren-paa-det-kongelige-teater-repremiere/