Menu Luk

Ny britisk komedie: Dumb Show hos That Theatre Company.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Ny britisk komedie: Dumb Show hos That Theatre Company.

De er hurtige i replikken, artikulerede, præcise og gennemkoreograferede. For sådan er britisk teater, når det er bedst. For os er det måske lidt eksotisk, når man nu sidder i Krudttønden på Østerbro i København – og ikke i Westend i London.

Den nye produktion ”Dumb Show” er egentlig fra 2004, skrevet af dramatikeren, Joe Penhall, der kan sit komedie-kram. Instruktøren Barry McKenna har opdateret en smule, for der er sket meget på de forgangne 21 år, hvor mobiltelefoner og internet nu styrer alt, og ingen kan vide sig sikre. Vi erkender det uafbrudt, og alligevel falder vi i fælden gang på gang.

Og det er netop, hvad hovedpersonen, spillet overskudsagtigt af Ian Burns, oplever. Han er tv-stjerne, går til et møde på et luksushotel med to yngre, velklædte mennesker, som har givet sig ud for at være investeringsrådgivere. Nu skal han være rig, tænker han! Men han er havnet i en fælde, for de er tabloid-journalister, som er ude på at få hele hans liv med fiaskoer, alkohol og drugs.

De får det faktisk det meste, for han er et let offer.

Scenen er flot, det lille bitte teater har aldrig set bedre ud, denne gang indrettet som en luksussuite på et hotel, og alt lyser af ren realisme med minibar, kaffemaskine og smukke puder.

Forestillingen er fra starten lagt op til at være skæv, surreel, for de to unge personer, Sira Stampe og Daniel Bambas, danser rundt som aber og ender til dels også i abestadiet. Det er faktisk slet ikke nødvendigt at demonstrere det, for verden er jo ret absurd, og vi er alle ofre og alle skurke!

Måske ville forestillingen med de tre velspillende skuespillere virke stærkere, hvis hele set-uppet var lagt alvorligt fra kaj, for så ville man hen igennem forestillingen opdage både det latterlige og det dødens alvorlige, som historien også rummer. For hvor er vi sikre? Og hvem vil ikke gerne tjene lidt ekstra, om det så gælder at udlevere sit liv til formiddagspressen.

Det er godt, at der også findes engelsk teater i København, for hvilket andet teater ville turde spille et nyt stykke, der balancerer på knivsæggen imellem komedie og ”lærestykke”?  Anbefaling. Der spilles på engelsk, måske missede jeg nogle sætninger, men anbefaling!

SCRIPT Joe Penhall
DIRECTOR Barry McKenna
SOUND Mark  Jones
LIGHTING Julian Simpson
CAST Ian Burns, Sira Stampe, Daniel Bambas 

Plays at Krudttønden
Serridslevvej 2, 2100 Kbh Ø

1 – 29 november 2025
Mon-fri: 19.30
Thursdays: 14.00
Sats: 17.00

Running time 1 hours and 50 minutes including an interval.

Foto: Pressefoto og Hasse Ferrold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *