Menu Luk

Nye værker på Louisiana.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Imponerende udstilling med op mod 200 nye værker af 100 forskellige kunstnere. 

Kunstmuseet  Louisiana er dygtige til at manøvrere efter tidsånden, men nogle gange har museet også en egen vilje og tro på, at det de har valgt, nok snart skal blive ”moderne” og gængs smag.

Et kunstmuseum med over 700.000 årlige besøgende i et land med 6 mill. indbyggere ( inc. babyer) kan nemlig ikke blot lefle for kunsten og skønånderne. Der må også satses på den store, potentielle publikumsmasse.

Nye værker er den nøgterne titel på den udstilling, som viser de seneste tre-fire  års indkøb og erhvervelser af billedkunst. Ophængningen i flere af rummene er klassisk,  og det er godt. For de op mod 200 værker af 100 forskellige kunstnere har slet ingen gennemgående tråd.

Nye værker. Louisiana, 2025. Udsnit af værk af Poul Gernes. Foto: US.

Lidt statistik: ca 200 nye værker af  100 forskellige kunstnerne, heraf er 49 kunstnere nye i samlingen. Samtidigt er der købt værker skabt af 9 danske kunstnere.

Museumsdirektøren igennem mere end 20 år, Poul Erik Tøjner,  forklarer om grundprincipperne for indkøb og indsamling i forordet til det lille informative katalog.  Der samles ikke ind på grund af en samlermani, men af flere andre årsager. Museets formål er at have en opdateret samling af international nutidskunst. Værkerne i samlingen kan slet ikke være permanent udstillede, men derimod kan enkelte værker udlånes og derved generere lån til museet udefra  og således skabes forudsætningen for mange af de kommende udstillinger.

Nye værker. Louisiana, 2025. Udsnit af videoværk af Alex da Corte, som udstillede for et par år siden. Foto: US.

Museet køber også ind, så visse kunstnere er repræsenteret igennem hele deres aktive kunstnerliv, og ligeså kan man se, at museet har erhvervet værker fra kunstnere, der netop har udstillet i Humlebæk. Alt i alt er det fornuftigt købmandskab.

De 9 danske kunstnere er: Gunnar Aagaard Andersen, Pia Arke, Nina Beier, Poul Gernes, Asger Jorn, Per Kirkeby, Astrid Noack, Tal R og Superflex.  Gedigne kunstnere, nogle er desværre afdøde – andre som Tal R og Superflex er stadigvæk på deres kunstneriske højde.

Nye værker. Louisiana, 2025. Udsnit af videoværk af Superflex, “Brændende bil”.Foto: US.

At museet køber endnu et værk af Poul Gernes burde være en øjenåbner for Københavns Rådhus’ politikere, som i samlet trop, påvirket af Nordisk Film/Egmont, er gået ind for at ødelægge Palads i København med Gernes’ udsmykning og i stedet skabe et kommercielt glashøjhus på stedet.

Ophængningen på Louisiana er ikke i den forstand systematisk, eller det opfattede jeg i hvert fald ikke, til gengæld kan de besøgende øve sig i at forstå de enkelte værkers kvaliteter. Derfor har denne udstilling ikke  et ”samlet budskab”, men er snarere et signalement af, hvor bredt begrebet ”moderne kunst”  går.

Samtidigt er det interessant at se, hvordan  klassiske malerier  på bedste vis matcher det mere installationsprægede.

Nye værker. Louisiana, 2025. Udsnit af værkophængning: Gunnar Aagaard Andersen. Foto: US.

Den ældste kunstner, som er repræsenteret, er måske franskmanden Jean Cocteau (1889-1963), der nok mest er kendt for sit virke som både digter og billedkunstner i surrealismens æra og som ven med de store gamle inden for både kunst og dans, bl.a. Picasso og Diaghilev. Louisiana har indkøbt en tegning fra 1952, hvor den medfølgende tekst understreger sensualismen fremfor det surreelle! For få år siden åbnede i øvrigt i den sydfranske by Menton et museum til ære for Jean Cocteau,

Også den britiske kunstner Louise Nevelson (1899-1988) er nu repræsenteret ved en række mindre collager, selv om hun især er berømt for nogle store fascinerende skulpturer ofte af træ med genkendelige elementer som stoleben etc.

Hvert indkøb har vel en hensigt, for moderne kunst er ikke billig, og museet har fået økonomisk hjælp fra en række af landets største fonde og tillige måske af kunstnerne selv eller deres efterladte.

Almindelig grundplan af museet Louisiana, der takket være de seneste tilbygninger i dag fremstår som et cirkulært udstillingssted. Foto: US.

Med udstillingen giver Louisiana et lille indblik i museumslivet bag de store velkomponerede udstillinger, der hver og én har et sigte. Udstillingen kan i overført betydning tolkes som et fornyet og udvidet lagerrum, som åbnes for publikum – og det er jo heller ikke så dumt.

I øvrigt hvis man er i det Nordjyske, er kunstmuseet i Aalborg i disse år i tæt samarbejde med Louisiana og viser derfor altid gode ophængninger af værker fra Louisianas store samling – lige nu er det Per Kirkeby, der hænger på Alvar Aaltos vægge. ( se anm. her på kulturkupeen.dk:  https://www.kulturkupeen.dk/kirkeby-i-aalborg-paa-kunsten/   )

https://www.louisiana.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *